Fik en spontan aftale i stand med min veninde i dag, så vi mødtes til frokost og nogle timer med en lang gåtur i indre by, et kig ind i både Illum og Disney Store og en times tid lige i solen ved vandet. 
Fik så også en lidt forsinket fødselsdagsgave. 
Jacob har en IQ højere end Einsteins, fotografisk hukommelse og lærte sig selv differentialregning på to uger. Som niårig begyndte han på sin astrofysiske teori, der ifølge eksperter bliver en Nobelpris værdig. Og som tolvårig fik han sit første job – som forsker i kvantefysik. Men Jacobs særlige sind var faretruende tæt på at lukke sig bag autisme. Da han som toårig blev diagnosticeret, fik forældrene besked på, at han nok aldrig ville lære selv at binde sko. Omgivet af eksperter derhjemme og på specialskolen trak han sig længere og længere væk fra verden og holdt til sidst helt op med at tale.
Mod udviklingseksperternes råd begyndte hans mor Kristine at stimulere de aktiviteter, der gav Jacob glæde. For hvorfor koncentrere sig om alt det, man ikke kan, i stedet for det, man er god til? Og langsomt åbnede han op for et matematisk geni, verden måske aldrig har set mage til.
Forlaget beskriver bogen som ”den forunderlige fortælling om mor og søn, der med kærlighed og mod overkommer uoverskuelige forhindringer.” og det lever den til fulde op til. I takt med Kristines fortælling er det ikke kun Jacobs liv der kommer læseren til kendskab, men også hendes eget og familiens. Og hvad det ender med at betyde for dem, at have en søn der er diagnosticeret som autist. Verdens klogeste dreng er på én og samme tid en families fortælling, men også et vidnesbyrd om de muligheder, der åbner sig, når man ser det helt særlige, ethvert barn rummer.
Bogen udkommer i dag, men jeg har fået lov til at læse bogen før tid, så jeg kan anbefale den netop på udgivelsesdatoen. Det var en både rørende, gribende og anderledes fortælling at give sig i kast med.
Kristine Barnett forsøger aldrig at få det til at lyde som én stor tragedie og svælger ikke i ”åh, det er så synd for os”-historier. Det er heller ikke fordi hun forsøger at få det til at lyde som én stor rosenrød drøm at være mor til en autist. Men hun fortæller sandheden om Jacobs symptomer og de følelser der går igennem en forælder, når lægen fortæller én sandheden. Også de negative konsekvenser det giver ens tankegang og ens liv i det hele taget. At følge bogens kapitler, hvor Kristine ser sin søn forsvinde mere og mere, for dernæst at tage sagen i egen hånd og gå imod lægernes vejledning, er virkelig medrivende. Jeg tror enhver kvinde, med bare lidt hjerte, kan sætte sig ind i hvor forfærdeligt det må være at ens barn sygner hen for øjnene af én, mens han står magtesløs og bare ser på.
Jeg havde faktisk forventet at størstedelen af bogen var om netop denne tid i familiens liv, men der blev jeg snydt lidt. Og gudskelov for det, for selv om Kristine overtalte sin mand til at lade hende sørge for Jacob selv, uden hjælp fra lægerne, så har vejen frem til i dag været lang og hård. Jacobs liv blev ikke almindeligt eller nemt, blot fordi han kom i en almindelig skole blandt normale børn. Og Kristine selv havde både hjerte og overskud til også at tage sig af andres børn, mens hun kæmpede for sit eget. Det synes jeg var virkelig gribende at få kendskab til, og en stor del af bogen handler ikke kun om hendes søn, men om børn med autisme generelt. Jeg tror blandt andet at det var én af grundende til at den ikke blev alt for egocentreret og bittersød at læse.
Alt i alt var Verdens klogeste dreng en fantastisk oplevelse. Den var trods sin faglighed hurtig at læse og let at komme igennem, men den var rørende, tankevækkende og livsklog på sin helt egen måde. Den var nøjagtig som jeg synes en biografi bør være.
Der var nogle stykker der spurgte nærmere ind til alt det her med USA og min drøm om at komme derover. Nu må jeg hellere lige starte med at pointere at jeg stadig er i opstartsfasen af alle de utallige undersøgelser, godkendelser, tjek m.m. der skal til for at studere derovre, og derfor er jeg ikke ekspert på området. Men jeg vil gerne prøve at besvare alle spørgsmålene, så godt som muligt, og nogle af dem var heldigvis mere personlige og nemme. 
Jeg forelskede mig jo godt og grundigt i den amerikanske jord, ikke bare som turist og glad feriegris, men også på så mange andre punkter. Der er uden tvivl ting og regler i USA, hvor jeg seriøst har lyst til at himle med øjnene og slå en eller anden meget hårdt. Der er også kriminalitet, velfærdssamfundet er generelt ringere og bl.a. bl.a. bl.a. Ja, der er også negative ting. Ligesom der er i Danmark. Og alle andre steder. Forskellen for mig ligger i at veje tingene op mod hinanden, både de rent praktiske ting der danner grundlaget for ens hverdag, men også de mere private, følelsesmæssige ting. Det har også været dem der har været sværest at sætte ord på, og skulle forklare overfor andre. De fleste kan sætte sig ind i at man rent politisk mener et eller andet. Det er knap så mange der bare med det samme forstår den følelse af ”hjemme” man får, når man er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
For at bosætte sig et andet land, skal man jo søge arbejds- og opholdstilladelse, have udstedt visum og aflevere sin højre nyre i ankomsthallen i lufthavnen. Sådan føles det i hvert fald lidt når man undersøger sagerne, men det korte og det lange er at uanset hvor du ønsker at bo i udlandet, så er det noget der tager tid og kræfter. Og ikke bare sker, fordi du nu synes det kunne være fedt. En start kan være at (forsøge) at bevise at man er et godt kort at have på hånden, rent samfundsmæssigt. Og det er dét jeg vil forsøge at gøre, ved at læse derovre først. På den måde vil jeg først og fremmest have to færdiggjorte uddannelser med mig, med pæne karakterer og anbefalinger fra lærere. Jeg har erfaring fra mit arbejde og anbefalinger herfra også. Og så vil jeg kommer derover for at læse videre, for at få min tredje uddannelse, som reelt set ”blot” er en overbygning til den jeg er i gang med nu, men ikke desto mindre tæller i det samlede regnskab.
At tage til udlandet og læse er i sig selv ikke voldsomt svært. De fleste danske uddannelsessteder har samarbejde med udenlandske skoler i både Europa, USA, Asien og Australien. Og har din skole ikke direkte samarbejde med et land, så kan man prøve via EDU Danmark, der kører en del samarbejde verden over, og også er behjælpelige med tricks, gode råd, faglig viden indenfor hvordan man gør etc. Men nu har jeg åbenbart sat mig for at det ikke skal være så nemt. Jeg har bevidst valgt at jeg vil til Florida og læse, først og fremmest fordi jeg har en base dér. Jeg har min familie, jeg har et sted at bo og jeg har nogen til at støtte mig og gribe mig, når/hvis jeg falder. Men hverken Cph Business eller EDU Danmark har samarbejde med Florida og derfor er jeg ude i at gøre alting selv. Det vil sige, først at finde de skoler der er en mulighed for min uddannelse. Når jeg har fundet dem skal de sendes ind til godkendelse af SU styrelsen, og hvis de godkender dem som værende ”i orden” så kan jeg begynde at ansøge og søge legater m.m. Hvis de derimod ikke bliver godkendt, så kan jeg ikke tage derover som en del af min uddannelse og alt vil dermed være på egen regning og egen interesse, så at sige.
Jeg har udset mig tre skoler, der måske kan være en mulighed for mig. Først og fremmest Stetson University, der ligger i Deland. Det er dér hvor jeg også vil komme til at bo, så der er yderst kort transporttid (mindre end jeg har nu!). Derudover virker der enormt hyggeligt og afslappende omkring skolen, og den er ikke særlig stor. Der er knap 4000 studerende i alt og klassearbejdet er meget europæisk i det. Hvad er hagen? Den er privatejet. Hvilket betyder at kravene er væsentligt højere (selv i forhold til mine karakterer), samt at den er svinedyr. 35.000 dollars for et semester kan jeg godt regne med.
Logisk nok er 35.000 dollars jævnt meget. Og selvom jeg får ca. 30.000 kroner (hvilket er dét mit semester herhjemme ville koste) fra den danske stat, er der stadig langt. Jeg vil kunne tage min SU med til udlandet, jeg kan søge legater, scholarships m.m. ja, men kan trods alt ikke være sikker på at få dem. Og den sum penge, er ganske simpelt ikke noget jeg har. Derfor anbefalede min studievejleder mig at søge lidt videre og se om jeg kunne finde alternativer der var statsejet. Jeg fandt to der umiddelbart også opfylder kravene: Daytona Beach College og Seminole State College of Florida, der ligger i Sanford.
Begge steder er ca. 45 minutters kørsel fra Deland, så det er ikke fordi det er fuldstændig horribelt. Det er ca. det samme som jeg har nu, det bliver bare i egen bil.
De er også begge statsejede, hvilket betyder at kravene er lidt lavere, men især at prisen er væsentlig billigere. I første omgang skal jeg regne med noget der ligger i omegnen af 10.000 dollars for et semester. Hvilket jo altså er en ret så afgørende forskel fra Stetson. De er så også noget større, med ca. 18.000 elever på begge steder. Jeg hader store steder. Ironisk nok, nu hvor jeg elsker landet. Men det må jeg jo lære at leve med evt. Man må give for at få, er det ikke det man siger? 
Nu er jeg typen der ikke bare sender en e-mail, sætter min underskrift og så tager af sted, glad og fro og uden betænkeligheder. Jeg vil altså gerne se de her steder og snakke med skolen først. For det første skal jeg have undersøgt deres fag nærmere for at se om de lever op til den sværhedsgrad de ville have herhjemme, hvilket er et krav. Men jeg vil også gerne møde nogle fra skolen, se deres omgivelser og lokaler, høre deres krav og mine muligheder for at få økonomisk hjælp derovrefra. Altså, alt det praktiske. Og derudover vil jeg også gerne bare se stedet og mærke hvordan jeg har det der. Jeg kan hurtigt mærke om der en mulighed for at jeg vil føle mig godt tilpas, eller om jeg vil være helt ude og skide følelsesmæssigt. Og det er ekstremt vigtigt for mig at finde et sted, hvor jeg vil have det godt.
Af disse årsager prøver jeg pt at planlægge en ”ferie” i det amerikanske, hvor jeg kan tage på roadtrip og besøge alle tre steder, få en samtale og en rundvisning og blive klogere på det hele. Det forargede min ene studievejleder, der jo påpegede at ”man jo skulle kunne følge med i sin undervisning”. 
Jeg var lige ved at smide mine eksamenskarakterer i hovedet på ham og bede ham flette næbbet. Jeg har jo ikke tænkt mig bare at lade stå til, jeg vil da følge op på al undervisning herhjemme imens og sørge for at jeg er lige så up-to-date med min skole, som hvis jeg havde mødt op hver dag. 
Derfor tager jeg det ret meget med ro på den front, for mit studie har ikke mødepligt og jeg ved at jeg kan klare det uden fremmøde. Jeg vil bare gerne ligge turen udenfor prøver etc. så jeg ikke skal til at bøvle med “andet forsøg” og så videre. Rygterne fra studieadministrationen siger dog at jeg burde kunne få en kalender for næste semester, i starten af juni, så det krydser jeg fingre for. Jeg vil jo gerne have nogle gode og billige billetter også. 
Hvilket sted jeg foretrækker? Well, hvis ikke jeg kan få Stetson, hvilket jeg ikke regner med, så er min umiddelbare bedste følelse omkring Sanford. Jeg har ikke meget at bygge det på, faktisk nærmest intet, men det er bare et instinkt, samt at de har sådan nogle pæne skole-trøjer. Jep, så kom pigen i mig lige frem, men prøv da lige og se hvor fin den er: Hvid og pink, what’s not to like? Og ja, hvis jeg faktisk kommer derover og læser, så skal jeg da så afgjort have en skoletrøje og være total amerikansk.
Lige pt føles det meget som om jeg bevæger mig lidt rundt i ingenmandsland og ikke kommer hverken til eller fra. Og det gør jeg heller ikke rigtig. Jeg har fået de oplysninger jeg skal bruge herhjemmefra, nu mangler jeg alle dem fra skolerne derovre, før jeg kan begynde at matche og sammenligne og overhovedet komme videre. Men jeg har ikke opgivet endnu. Engang imellem går jeg stadig i panik og tænker at jeg aldrig klarer det eller vil komme igennem det her projekt. Men så trækker jeg vejret dybt et par gange og siger til mig selv, at selvfølgelig gør jeg det. På den ene eller den anden måde. Vigtigst af alt er, at jeg aldrig ville tilgive mig selv, hvis ikke jeg i det mindste prøvede.
Hele livet har Phoenix fantaseret om at finde sin soulfinder og slippe væk fra sit usle liv som tyv. Hun ejes nemlig af Fællesskabet – en gruppe engelske savanter, der bruger deres overnaturlige evner i det ondes tjeneste.
Da Phoenix bliver beordret til at stjæle fra en amerikansk udvekslingsstuderende, går hendes planer imidlertid bogstaveligt talt op i røg. For ikke alene viser offeret sig at være Yves Benedict – en savant, hvis særlige evne er at kontrollere ild – han er også hendes soulfinder.
Men Phoenix’ sind bliver kontrolleret af den farlige og dybt kriminelle leder af Fællesskabet, og han ser straks soulfinder-forbindelsen mellem de to som midlet til at få ram på den mægtige Benedict-klan. Han ved, at Phoenix ikke kan modsætte sig hans vilje og beordrer hende til at forråde Yves. Men hvordan forråder man sin soulfinder?
Jeg var jo mægtig begejstret for den første bog i Souldfinders-serien, Sky, men druknede lidt i lektier, skoledage og arbejde, så historien om Phoenix har ladet ventet lidt på sig for mit vedkommende. Imens har jeg set alle andre rose den til skyerne og give den topkarakterer over hele internettet nærmest. Jeg må desværre sige mig lidt uenig. Jeg sad tilbage med lidt af en ”blah”-følelse over den.
Jeg er stadig utrolig glad for konceptet i Joss Stirlings univers. Jeg elsker ideen om Soulfinders, hvor der er én derude som man passer med som fod i hose og som er perfekt for netop dig. Men også at det samtidig ikke betyder at du finder netop den ene, nogle kan leve hele deres liv uden at finde sin soulfinder. Samtidig er der savanterne, der skiller sig ud på markedet over fantasyvæsner, fordi det hele minder lidt mere X-men og lign. historier, hvor evnerne varierer i både styrke og art. Jeg elsker at der er så mange forskellige evner, og at ingen savantere rigtig er ens.
Jeg holdt meget af Sky og Zed i den første bog, og jeg var noget nervøs for om Yves og Phoenix kunne leve op til mine forventninger og til Yves’ familiehistorie fra det første bind. Det kunne de delvist. Jeg elsker Yves og synes han er en fantastisk hovedperson. Han viser sig både fra sine gode og dårlige sider, er sød og sjov, rar, men har temperament. Desuden elsker jeg at hele Benedict-familien så hurtigt hentes ind, og at man får lov til at hilse på både Yves’ brødre, forældre og Sky. Det giver en rigtig fed dynamik til bogens historie og alle familiemedlemmer er flettet utrolig godt ind, så de sætter deres eget præg på det hele. Jeg var helt vild med shopping-turen fx.
Til gengæld havde jeg helt ekstremt svært ved at holde af Phee (Phoenix’ kælenavn). Jeg synes hun var superbelastende hele bogen igennem, en total snothvalp der bare druknede sig selv og hele sin omverden i ustandselige ”åh, det er så synd for mig, jeg fortjener det slet ikke, gå din vej, det er bedre for dig.”. For h*lvede, det var jo direkte til et Shakespeare-stykke og jeg var ved at gå helt bananas til sidst. Indrømmet, da Yves endelig gik fra hende, havde jeg virkelig satset på at det holdt noget længere. 
Jeg tror det er meningen at hun skal fremstå stærk, anderledes og mistroisk pga af sin bagage. Hun skal have svært ved tillid og andre menneskers kærlighed og accept, men sådan fremstod hun bare slet ikke for mig. Jeg synes hun var svag, ynkelig og én stor bunke dårlige undskyldninger og selvmedlidenhed.
Jeg kunne egentlig godt lide selve fremgangsmåden i bogen, plottet og den måde det udviklede sig på. Desværre synes jeg bare at det hele druknede i Phoenix ynk og fremfor at synes hele handlingen var spændende og medrivende, var jeg mere ”okay, kom videre.” med det hele. Det ærgrede mig, for Joss Stirling skriver nøjagtig lige så godt i denne bog, som hun har gjort i alt andet hun har skrevet. Jeg elsker hendes univers og hendes måde at bygge sine historier og sine karakterer op på. Hun forstår at proppe humoren ind, hvor den hører til og uden at den overspilles. Jeg håber og beder bare til at næste bind vil fokusere på en hovedperson jeg kan holde ud at læse om, for ellers bliver det godt nok en meget lang serie at komme igennem fra nu af …
Jeg er en af den slags mennesker der gerne skal have noget at spise på nærmest timebasis. Det er ikke super praktisk altid, men jeg kan simpelthen ikke gå en halv eller en hel dag uden mad. Til gengæld har jeg ikke behov for voldsomme mellemmåltider. En banan eller et par kiks er nok til at holde mig kørende igen, bare jeg får et eller andet. En af mine favoritter til dette formål, når det gælder hjemmebag, er disse parmesankiks som jeg efterhånden har lavet i nogle år, men som er svært vanedannende når de først er bagt og pakket ned i deres lufttætte bøtte.
Ingredienser: 2½ dl hvedemel, 1¼ dl fintrevet parmesan, 60 g. smør, ¾ piskefløde, havsalt til drys
Fremgangsmåde: Bland mel og ost i en skål. Gnid det bløde smør ud i melblandingen og tilsæt fløde lidt efter lidt, for at samle dejen til en jævn klump.
Rul dejen ud til ca. ½ cm’s tykkelse og skær den ud i passende stykker. Prik hvert stykke med en gaffel og drys med lidt salt, hvis du har lyst (behøves ikke).
Bag kiksene næstøverst ved 200 grader i ca. 10 minutter.
Således også da der i går dumpede én af slagsen fra Saxo ned i min postkasse. Jeg deltog i en konkurrence, hvor man selv kunne vælge sin præmie blandt nogle forskellige, lidt ældre titler og jeg valgte Lauren Conrad som mit ønske, da jeg jo skal i gang med at træne mit engelske. Men da jeg faktisk vandt titlen, og vi fandt ud af at det var 2′er, så fik jeg den første bog med gratis. 
På dage som i dag, hvor regnen står ned i tove og hjælper græsset lidt på vej, så undrer man sig altså virkelig over at det var så sent som forleden, at solen bagte ned over landskabet og varmede én når man sad udendørs med sin is. Men for en frossenpind som mig, er det selv på de varme dage stadig liiiiige tidligt nok til at finde shorts og klipklappere frem. Jeg skal gerne have godt over +25 grader, før jeg kan finde et par lette sko frem sammen med mine shorts, og ikke fryse. Alternativt skal der i hvert fald være helt vindstille. Og i et land som Danmark, tør man så overhovedet håbe på en varm og lang sommer, efterhånden? En sommer hvor vi for alvor kan hoppe i et par ballerinaer, iklæde os en fiks sommerhat og nyde vejret udenfor med dem vi holder af, og masser af is, vandmelon og kølige drikke?
Jeg er i hvert fald så meget på, hvis det skulle ske. Også selv om min sommer blandt andet kommer til at byde på ca. 50 % arbejde og dermed en del dage i sneakers og den blå polotrøje.
Man siger jo aldrig nej til en anledning til at mødes i godt selskab og få rigelige mængder god mad indenbords. Jul, påske, pinse, Sankt Hans, Thanskgiving, you name it. Jeg er jævnt ligeglad med årsagen (selvom nogle af dagene dog faktisk betyder noget for mig personligt), for at samles omkring bordet er altid rart. 
Man burde næsten gøre det noget oftere. Men så ville charmen måske også udvandes, hvem ved. 
Under spørgerunden var der en del af jer der spurgte ind til mine bøger. Jeg har delt spørgsmålene lidt op, i forhold til karakter og svar, men der var en del af jer der spurgte til mine yndlingsbøger og én af jer var sågar så kreativ og modbydelig at bede mig vælge én forfatter jeg måtte læse resten af livet – Som den eneste. Det var jo lige før jeg fik et slagtilfælde ved den tanke. Hvilken forfærdelig straf at udsætte en boggnasker for. 
At bede mig vælge én yndlingsbog svarer ca. til at bede en hund om at mindes den bedste godbid den nogensinde har fået. Det er umuligt. Så i stedet har jeg været lidt kreativ og fundet en masse af mine favoritter frem til jer, fordelt efter genre. På den måde kan der også være lidt inspiration til alle, uanset smag. Jeg håber at det gør det op for bøjningen af spørgsmålet.
Lad os starte i den dystre og mere skumle del af skalaen. På den måde kan vi bevæge os over mod det lettere og mere positive. Chris Carter er én af mine absolutte, ultimative yndlingsforfattere når det gælder krimigenren. Jeg deler gerne genren op i henholdsvis krimi og spænding, fordelt på hvor ”grove” de er. Det er også sådan jeg vejleder mine kunder i butikken. Men i den grovere del af skalaen hører Carter til min yndlings. Han er rå, makaber, ligefrem, kæler for de vigtige detaljer og er altid garanti for et helt sindssygt plot, man aldrig regner ud inden det hele afsløres til sidst. Derudover kan jeg godt lide at hans hovedperson Hunter er både karismatisk, og utrolig begavet og dygtig til sit arbejde, men samtidig også har sine fejl og mangler, har sine dårlige sider og særheder.
I den mere bløde del af skalaen, indenfor krimigenren, plejer jeg gerne at fremhæve en mand som fx Harlan Coben. Hans bøger er sjældent fyldt med vold og blod i læssevis, men han har en glidende spænding, nogle velfungerende plots og en utrolig evne til at sprede sine hints ud, uden at man altid gennemskuer at det faktisk er et hint. I skoven er stadig min favorit fra hans hånd af.
Dorothy Koomson er for mig altid lig med en god, velskrevet chicklit bog, der alligevel har meget mere mellem sine sider, end nogle af sine søskende. Jeg har valgt at fremhæve En uskyldig fejl fordi det nok er den af hendes bøger der har sat det største aftryk i mit hoved, men derudover var jeg også virkelig godt underholdt af fx Skumfiduser til morgenmad.
Jonas Jonasson har kun en enkelt bog bag sig indtil videre, men Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt er én af de bøger jeg har moret mig allermest over gennem tiden. Forfatteren skriver med en så åbenlys kærlighed og humor i sit sprog, at man ikke kan lade være med at blive underholdt af stakkels gamle Allan, der kommer ud på sit livs rejse og samtidig genoplever alle sine tidligere eventyr – Og dem er der ikke så få af endda.
Cecilia Ahern er en lidt svingende forfatter efter min smag. Hun har skrevet nogle bøger, der er så velfungerende og gribende at jeg tudede undervejs. Og så har hun skrevet nogle som jeg fandt væsentligt mindre gode. Men blandt mine favoritter er der én særlig, som jeg ved at mange andre har haft svært ved at acceptere, nemlig Et sted i nærheden, som jeg fandt både tankevækkende, sjov og fantastisk. Derudover elsker jeg også fx Tak for alle minderne, men den kunne jeg ikke lige finde på min hylde.
Paulo Coelho læste jeg første gang som teenager. Dengang var det bogen Alkymisten som fandt vej til mine hænder. Den dag i dag er den stadig min klare favorit, tæt efterfulgt af Veronica beslutter sig for at dø. Det er filosofiske romaner, skrevet med kærlighed og charme, fremfor løftede pegefingre. Det er ikke lang tid siden at den nyeste bog udkom på dansk, nemlig Valkyrierne, som er den jeg har valgt at vise her.
Biografer! Som regel er det noget man enten elsker eller hader. Jeg er lidt 50/50. Det er ikke ligefrem den genre jeg bevæger mig mest i, fremfor alt fordi jeg mener at en biografi kun er spændende, hvis man enten interessere sig for personligheden bag, eller den har et generelt budskab.
B.S. Christiansens ”ny klassiker” indenfor genren, Et liv på kanten er faktisk den første biografi jeg kan huske at jeg overhovedet læste. Men jeg har den stadig stående på hylden, den dag i dag, fordi jeg fandt den både stærkt inspirerende og livsklog. Jeg er stor fortaler for nogle af de livssyn B.S. arbejder efter og uddanner andre efter den dag i dag; nemlig altid at tro på sin sag og konstant yde sit bedste. At livet er en gave, som man ikke bør tage for givet, men glædes over hver dag.
Kristine Barnett er amerikaner og mor til teenageren Jacob. Da Jacob var kun to år var han lukket inde i sig selv og blev diagnosticeret med autisme. Lægerne konkluderede at han aldrig ville lære at binde sine snørebånd. Men Jacobs IQ er højere end Einstein, han har fotografisk hukommelse, arbejdede allerede som 9årig på en teori som eksperter vurderer, kan vinde en Nobelpris når den er færdig, og som 12årig fik han sit første job – Som forsker i astrofysik på et anerkendt universitet. Bogen er en fortælling om en mors kamp, ikke kun for sit eget barn, men for alle børn med autisme. Og det er samtidig historien om en dreng der i dag er velfungerende, social med sine kammerater og spiller computerspil ligesom alle andre teenagere – Men ikke desto mindre er i besiddelse af flere universitetsuddannelser allerede.
Silas Holst kender de fleste måske fra Vild med dans. Det er da også derfra at jeg kender ham, og da jeg principielt er lidt imod kendis-biografier gik der også lidt tid, før jeg gav Silas bag dansen en chance. Men så var jeg også fanget. Det er en ærlig, charmerende og hudløs fortælling om en dreng der må kæmpe for at blive accepteret som den han er og det han kan. Det er historien om præcis hvor dybe ar års mobning kan give en person. Den er inspirerende og ærlig, og får én til at tænke over både livets tilfælde og skyggesider.
Margaux Fragoso er den sidste forfatter jeg vil fremhæve i denne kategori. Hun har skrevet selvbiografen Kun hvis du har lyst, der tager hul på et evigt tabu i vores samfund, nemlig forholdet mellem pædofil og offer. Margaux Fragoso har selv været barnet i forholdet og giver et sjældent indblik i begge sider af de bemærkelsesværdige forhold. Hun peger ikke fingre og hader, men hun retfærdiggøre heller ikke. Til gengæld forsøger hun at oplyse, og vise menneskene bag de sager man altid kun høre om i medierne.
Nå, til en lidt mere munter genre. Og dog. For mine favoritter indenfor almindelig ungdomslitteratur, er faktisk de lidt mere dystre af slagsen. Det beklager jeg. Det er egentlig ikke bevidst, men måske fordi det er dem der typisk har lidt mere på hjerte, end blot at berette om den første forelskelse.
Lauren Oliver har med sin ungdomsroman Før jeg falder skabt et lidt mere robust værk, der trods alt er skrevet i et moderne, let og humoristisk sprog. Der er kælet for samtlige personer i bogen, og plottet giver god plads til både følelser, tanker og overvejelser om hvordan man selv opfører sig og hvad det lige præcist er der påvirker vores liv – Selv når vi ikke er klar over det. Bogens hovedperson Sam dør i en ulykke og tvinges til at gennemleve den samme dag om og om igen, hvor hun stædigt kæmper for at lære af sien fejl og ændre tingenes gang, men selvom hun ændre én ting, kan det ikke forhindre andre ting i at skride. Og uanset hvad hun gør, så hænger det sammen. Det billede på hvordan alt i livet hænger sammen med hinanden, elskede jeg hele bogen igennem.
Pernille Eybye – Uha. Det er jo sjældent at jeg ligefrem fremhæver danske forfattere som noget positivt, men engang imellem sker det at man støder på én som ændrer ens liv og læsehjerte. Sådan én var Pernille Eybye for mig. For foden af trappen var dog den første roman jeg læste af hende, som virkelig satte sine spor og gjorde et dybt indtryk på mig. Samson og hans familie flyttet til en ny by, for at få en ny start, hvor ingen kender Samson eller ved hvad han gjort. Men Samsons værelse er allerede beboet af smukke Ella, der er død og leder efter sin morder, blandt sine fire gamle venner. Det umage makkerpar beskrives på en sød, sjov og indlevende måde der passer perfekt til målgruppen, og selv for dem der er lidt ældre end teenageårene, vil bogen have sine gode sider og efterlade sig sine spor.
Jay Asher lærte jeg at kende, da hans debutroman Døde piger lyver ikke blev oversat til dansk. Den er den dag i dag stadig min favorit indenfor genren. Det er en af de de mest sørgelige, hjerteskærende, overraskende og storslåede ungdomsromaner jeg har læst nogensinde. Jeg både græd, smilede og lo mig igennem Clays aftenvandring gennem byen, på jagt efter Hannahs historie om hendes selvmord. Bogen minder én om hvad selv den mindste ting kan betyde for ét enkelt menneske, men den minder også samtidig læseren om at selvom ens hjerte knuses, så vil det før eller siden hele igen og selv når gråvejret er allermørkets, vil solen før eller senere titte frem fra skyerne.
Science fiction genren er en hel videnskab for sig selv sommetider. Den er stadig mest af alt forbundet med de nørdede, bebrillede teenagedrenge der spiller rollespil i skoven og maler deres egne små figurer, som ingen må røre, fordi det forringer værdien. Men heldigvis er genren begyndt at bryde ud af sin skal og der kommer flere og flere titler på markedet, som også kan læses af især pigerne.
Suzanne Collins har jo formået at skabe en helt ny succes klassiker med sin serie om Katniss og Dødsspillet. Jeg har læst alle tre, men 1eren er stadig min foretrukne. Jeg synes universet er fantastisk bygget op, og jeg elsker historien om Katniss der tager sin søsters plads i det årlige dødsspil, og ender med at blive en hel verdens ikon og forbillede.
Karen Thompson Walker har skrevet en mere voksenpræget bog med udgivelsen af Miraklernes tid, men jeg synes sagtens den kan læses af teenagerne også. Den er anderledes og minder mig mest af alt om en dystopisk udgave af Anne Fransk dagbog. Bogen blev ikke min ultimative favorit indenfor genren, mest på grund af en del gentagelser i løbet af bogen, men jeg elskede plottet og ideen om at jordens rotation pludselig er blevet mærkbart langsommere, hvilket bevirker at dagene og nætterne bliver længere og længere, tyngdekraften er påvirket og naturens orden langsomt går i opløsning.
Man skulle måske ikke lige tro det, men Freddy E. Silva er faktisk endnu en dansk forfatter, som lidt uventet vandt mit boghjerte. Hans debutroman Mediatropolis besidder et vellykket plot der er både actionfyldt, spændende og dramatisk. Den mindede mig lidt om filmen Gamer, men jeg elskede hver en side.
Rachel Wards første bog i serien Døden i dine øjne er én af dem jeg stadig ikke har fået anmeldt på bloggen. Jeg ender nok med snart at genlæse den og så få den anmeldt i den forbindelse. Bogen var ikke desto mindre én af de titler der formåede at overraske mig under læsningen af den. Jem er en anderledes, mere hård hovedperson og ideen med at hun kan se folk i øjnene og se den dag de vil dø, er jeg ret vild med.
I forbindelse med denne genre vil jeg dog også meget varmt anbefale ungdomsromanen Mens vi endnu er her, der har lidt samme princip som Miraklernes tid, men som jeg havde en noget bedre læseoplevelse med. Den er ikke med på billedet fordi jeg desværre ikke ejer den selv, men den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg læste den.
Kenneth Bøgh Andersen blev for mig hvad Dennis Jürgensen blev for en masse børn og unge før mig. Ikke fordi jeg ikke kan lide Dennis Jürgensen, det kan jeg godt. Jeg nåede bare ikke at opdage ham, før alle hans klassikere for længst var endt i støvede paperbacks. Men som sen-teenager fik jeg øjnene op for Kenneth Bøgh Andersen og han er den dag i dag stadig ét af mine allerstørste forbilleder indenfor fantasyverden. Jeg har læst alt han har skrevet og hans ungdomsserie om Filip og Den store Djævlekrig er serie jeg har læst allerflest gange overhovedet.
Udover Kenneth Bøgh Andersen kunne det jo være nærliggende også at pege på Harry Potter som én af mine favoritter. Og det er de også. Jeg elsker det univers Rowling har skabt og beundrer hende dybt. Men sandheden er at jeg ikke har genlæst bøgerne i flere år, og derfor har jeg valgt (trods min kærlighed til dem) at fremvise jer nogle andre favoritter fra mine hylder.
Garcia og Stohls fortælling om Ethan og Beautiful Creatures blev for mig hvad mange andre syntes Twilightbøgerne var for et par år side. Selvom jeg ikke brød mig synderligt om filmatiseringen af den første bog, Stormvind, så knuselskede jeg hvert sekund af bogen og Ethans personlighed.
J.R. Ward og den første bog om The Black dagger Brotherhood tog mig ligeledes med storm. Den er hård, voldelig, blodig, sexet og virkelig godt skrevet. J.R. Ward gav mig intet mindre end dét jeg havde længtes efter i en vampyrhistorie indtil da; en fortælling jeg kunne leve mig ind i og elske med hele hjertet. Som kunne holde mig fanget fra start til slut og få mig til at længes efter mere.
Så er der også Joss Stirling og hendes serie Soulfinders, der faktisk er skrevet ud fra princippet bag at hendes datter elskede Twilight, men burde læse noget der var bedre skrevet. Det synspunkt kan jeg fint følge forfatteren i, så jeg kastede mig over bogen, straks ved udgivelsen og har holdt meget af serien siden da. Efterfølgeren udkom for nyligt og nu venter jeg blot spændt på bind 3.
Trinity Faegen og hendes debut Djævlens pagt var jeg lidt i tvivl om hvorvidt jeg skulle tage med. Den havde sine fejl og mangler, og der var visse dele ved historien der irriterede mig, men alligevel holdt jeg utrolig meget af den og husker den stadig tydeligt, selvom jeg for længst har anmeldt den. På trods af de enkelte ting, der ikke fungerede, er det en bog jeg klart vil fremhæve til de unge, indenfor denne genre.
Har du en lillesøster der skal introduceres til fantasyuniverset? Eller er du bare parat til at kaste dig ud i noget let, hurtigt og enkelt? Så prøv med Lisi Harrison og hendes børnefantasyserie om Monster High, hvor menneskene lever side om side med monstrene, helt uden at vide det. I hvert fald indtil Frankie bliver skabt af sine forældre, møder Melanie og problemerne ruller af sted …
