Jeg sidder pt og kigger billeder og overvejer hvilke der skal bruges i første omgang, i den multiramme jeg købte forleden. At kigge billeder, og for den sags skyld også blogindlæg, fra USA sidste efterår, er én af de ting der giver mig den varmeste og mest rolige følelse indeni. Den får alt til at falde på plads og føles tryg, uanset hvad min dag ellers har bragt.
Men i forbindelse med billederne, kom jeg i tanke om at jeg aldrig fik vist jer den fotobog jeg lavede tidligere i år. Faktisk helt tilbage til da vi havde bogbloggertræf, for den blev leveret et par timer før alle tøserne dukkede op. 
Bestillingen af den kom sig af at jeg fandt en deal på Groupon til en 100siders fotobog i valgfrit design. Jeg tjekkede leverandøren lidt ud og slog til, lidt nærmere i det mindste én af mine fotoplaner. Og således kom jeg til at bruge knap og nap fire aftener og tre eftermiddage på Fotosjov.dk. 
Fotosjov er Svanemørket, har diverse garantier og har fået ret pæn omtale og karakterer rundt omkring, hvor jeg tjekkede op på dem. I første omgang skal de altså også have ros for en rimelig lettilgængeligt system, der ikke kræver at man installere alt muligt møg først. Hvis man blot har sine billeder liggende på enten computeren eller nettet, er man klar til at gå i gang med det samme – Sådan mere eller mindre. For bered dig på at skulle have god tid, når du laver dit arbejde. Ikke kun fordi det selvfølgelig tager tid at kigge billeder igennem og sætte dem op, men også fordi systemet højst sandsynligt vil gå ned flere gange og f*cke op i dine billeder. Jeg mistede syv gange flere siders færdigt arbejde, så et godt råd; gem efter hver eneste side du er færdig med. Derudover blev jeg lynhurtigt glad for funktionen ”vis ikke brugte billeder”, som jeg synes er en genial ide. Når den altså virker. Hvilket vil sige ca. 50 % af tiden.
Derudover savnede jeg virkelig en ordentlig visning af bogen, i en formatstørrelse man faktisk kunne se rigtigt. Hvis du vælger at indsætte tekst på nogle af dine sider, eller små billeder, vil du skulle have virkelig godt syn for at kunne se hvad du har skrevet og om det ser pænt ud. Godt nok kommer der en boks op med din tekst, men om den ser pæn ud på selve siden? Ja, det er lidt fifty-fifty sådan set.
Når man endelig er færdig, er resten af bestillings systemet dog rimelig nemt. Jeg synes ikke helt deres dropdown menuer giver mening, for der ér ikke andre muligheder end den ene der står øverst, men ellers fungerede det og var ret ligetil at færdiggøre bestillingen af produktet. En porto på 75 kroner med Post Danmark synes jeg dog måske er lidt dyrt, da det meste af pakkens vægt skyldes en virkelig tung (og virkelig flot!) indpakning af bogen. Leveringen oplevede jeg ikke de store problemer med og nu hvor jeg har modtaget mit produkt, er jeg ganske tilfreds. Den er blevet fin og pæn, og kvaliteten virker god. Alt i alt må jeg dog indrømme at jeg ikke er sikker på om jeg vil bruge siden til lige netop fotobøger igen, da jeg virkelig savnede et bedre overblik og knap så mange systemfejl. Men jeg kunne godt finde på at bruge dem igen, hvis jeg skulle ud og investere i nogle af de andre fotoprodukter de tilbyder. 
At give slip kan være hårdt. Om det er på et barn, en kæreste, en drøm … At lade noget flyve, som man har knyttet sig til, elsket og levet med, er på mange måder noget af det mest udfordrende man kan blive sat til at gøre. Men det siges, at hvis man elsker noget skal man give slip. Og hvis det elsker dig, så kommer det tilbage.
Det er sådan jeg håber det går mig, i løbet af de næste år. Jeg er langsomt begyndt at lære at give slip og lade flyve. Ikke på et barn, en kæreste eller en drøm, men på min lille baby, min inspiration og min kilde til timer med latter, hårdt arbejde, gode samtaler og tonsvis af ord, både de slettede og de vedvarende. Jeg taler om min bog. Det Word-dokument jeg har arbejdet på igennem flere år nu, og som jeg først i løbet af i år for alvor er begyndt at lade klare sig selv. Fra at have ligget på min computer, i det skjulte og med mig som eneste vidne, er det nu begyndt at komme ud fra skærmen, til andre hænder og til andre øjne. Det har været en hård kamel at sluge. Det er svært at give noget fra sig, som betyder så meget for én. For hvad nu hvis andre ikke kan lide det?
Derfor er der også meget få mennesker der overhovedet har fået lov til at rette deres øjne mod linjerne. I øjeblikket har jeg de første kapitler til redigering hos en yderst betroet ven og erfaren skriver. Han sætter røde streger, retter, sletter, roser og lærer fra sig. Og selvom det var lidt af en opgave at lære at sluge de mange røde farver, så sætter jeg stor pris på hver eneste kommentar, hver eneste rettelse og hvert eneste kærligt spark han giver. Sammen med ham, ved jeg at min baby nok skal klare sig. Og det gjorde hele forskellen.
Senere hen, når alle de røde streger er taget til efterretning, de sidste kapitler skrevet og historien afsluttet, skal den ud til den største af mine prøvelser: Testlæserne. Jeg frygter det allerede. Pludselig er det ikke ren teknik og fakta jeg skal forholde mig til, men også holdninger, meninger og opfattelser. Og det er svært, allerede nu, kan jeg mærke. At skulle give min kærlighed fra mig og forberede mig på at den ikke nødvendigvis vil blive elsket af den næste der får den. Det er en svær opgave. Men hvis jeg virkelig vil det her (og det vil!), så må jeg nok hellere se at tage en dyb indånding og få øvelsen …
Forleden dag faldt jeg over en ret smart DIY, som jeg har besluttet mig for at dele med jer. Det er ikke mig der har lavet den, og al rettighed til billederne går naturligvis til retmæssig ejer, men jeg overvejer pt. at købe mig et par nye, hvide sko til at afprøve guiden på. 
Skoene på billedet ligner lidt en klassisk Converse eller lign. men principielt kan man vel bruge alle sneakers m.m. af lign. materiale. Og så er det nok en god ide at investere i en ordentlig, god kvalitets tekstilpen/maling. I hvert fald hvis man vil have at ens nye sko skal holde i regnvejr m.m. 
Året 2013 blev året hvor jeg fik den absolut smukkeste Valentinsgave nogensinde. Okay, der skal ikke så meget til, for det er faktisk også den første af slagsen jeg nogensinde har fået. Og nej, strengt taget er det vel ikke en gave, når jeg selv har betalt den. Sådan lige om lidt, i hvert fald. Men derfor kan man jo godt glædes alligevel. Nå.
I hvert fald, da jeg kom hjem torsdag aften, efter en alen lang dag ude af huset, lå den dér og ventede på mig. Godt sikret i sin brune papkasse med adresselabel, så den bedende op på mig og tiggede om at blive flået op lige med det samme. Den fineste, bedste, mest berigende pakke nogensinde. Indholdet er intet mindre end fantastisk. Følelsen af at stå med den i hånden, mærke vægten af de hvide sider og se teksten stå helt tydeligt frem og brænde sig ud gennem omslaget … Helt ubeskriveligt. At betragte den, sådan lidt i midnat, og bare lade fingrene glide hen over den midlertidige forside, mærke siderne nærmest flyve forbi ved den mindste bladren, fik næsten hjertet til at smelte af inderlig taknemmelighed til ham der gjorde det muligt, og flyde over af kærlighed til sidernes sprog og indhold. At bladre i den, læse de velkendte sætninger igen og igen. At bladre frem og tilbage mellem første og sidste side og utålmodigt skimme kapitel efter kapitel. Alt sammen til lyden af den lavmælte knitren fra papiret og mit hjertes slag og glæde.
Et smukkere syn findes ikke. Endnu. Det er en pakkepost jeg aldrig glemmer og som for altid vil have en helt særlig plads i mit hjerte. At Christian gjorde det muligt for mig at få mit allerførste prøvetryk af min egen bog, er én af de bedste gaver jeg nogensinde har fået. Der bliver læst, rettet, streget ud, tilføjet og noteret ned. Gule post-its springer frem fra siderne og den blå håndskrift blander sig hastigt med trykkeriets perfekte, sorte bogstaver. Og uagtet de mange rettelser og de måneder med hårdt arbejde der stadig ligger forude, så er det den bedste bog jeg nogensinde har haft mellem hænderne. For den er min. Helt min egen. Mit hjerteblod, mit barn og mine drømme. Intet sted findes et tydeligere bevis på, hvem jeg er og hvad jeg vil, end i den.
Nogle gange … Okay så, ofte … Ja ja, godt så, nærmest hver eneste dag (tilfreds?!) leger jeg med tanken om at have alle millionerne og bare kunne gøre hvad jeg ville. En evig drøm er stadig det perfekte hjem, dér hvor alt er 100 % mig og hvor der oser af charme og hygge. Hvor sengen altid er redt, sofabordet rent og opryddet og … Ja, så vågner jeg som regel op. For lad mig da bare fortsætte ærligheden; det ville kræve en stuepige at sørge for at dét sker.
Men man kan jo godt drømme … Og jeg elsker at indrette og lege med farver og møbler i hjemmet. Ikke at jeg har kunne lave de store armbevægelser eller noget hidtil, en slatten pengepung sætter trods alt sine begrænsninger, men åh … En dag, næste gang jeg flytter på et eller andet tidspunkt, så håber jeg at kunne give den lidt gas.
Jeg har en hemmelig drøm om at vinde stort i det europæiske lotteri (eller et andet ét med tonsvis af millioner til mig). Jeg ved godt at mange går og leger med tanken, men de fleste spiller ligesom også Lotto. Det gør jeg ikke. 
Ergo er der nok også ret så lille en chance for at jeg faktisk vinder en dag, men for pokker … Tænk hvis man havde uanede penge at gøre godt med. 
Noget af det første jeg ville gøre, hvis jeg havde midlerne, var at bygge/finde mit drømmehus og indrette det præcist som jeg ønskede det. Uden tanke på hvad lige præcis den håndvask eller det spisebord kostede. Jeg indrømmer gerne at jeg er en sucker for mit hjem. Det skal være hyggeligt og et sted jeg er stolt af. Og det er noget jeg har svært ved at gå på kompromis med. Den ultimative drøm er drømmehjemmet med en smuk have (som jeg ikke selv skal passe) og et sted der kombinerer det feminine med det mere rå, det mørke med det lyse, det varme og farvede med det mere neutrale.
Den første uge af 1013, blev ugen hvor jeg endelig tog mig tid til at få kigget på den Pinterest-konto, jeg havde anskaffet mig i efteråret, fordi min moster bare syntes det var så kanon dejlig en ide med den side. Jeg oprettede den for at se et eller andet, men kom aldrig videre, sådan midt i matematikbøgerne. 
For de der måske ikke lige er med på bølgen (som mig selv for et halvt år tilbage), så er Pinterest et socialt netværk med fokus på deling af fotos. Man kan dele og kommenterer fotos i forskellige mapper/boards, og kan så følge hinanden på kryds og tværs, “like” hinandens billeder og gemme dem på sit eget board. Jeg er ret hurtigt blevet forelsket i konceptet, for nu kan jeg samle alle mine inspirationsfotos dér i stedet for i tyve forskellige mapper på computeren.
For mig er halvdelen af juleaften altså det at give gaver. 
Jeg elsker at pakke gaverne pænt ind, kæle lidt for detaljerne og gøre selve udpakningen til en hel oplevelse. I år var jeg dog også præget af eksamensstress, sygdom og travlhed, så det blev den lette løsning med pænt papir, bånd i prangende farver og lidt julekugler i sølv og glitter. 
Hvis der skulle være nogen der undrer sig over den manglende overraskelse i cellofan-pakken, så var det værtindegaven til min tante. Og da jeg tænkte at hun havde nok at se til, når alle gæsterne dukkede op, blev den pakket ind så hun kunne se indholdet med det samme.
… Ah okay, måske ikke helt. Men i dag er det jo første søndag i advent og er der en tradition jeg ikke sletter fra årskalenderen, så er det syslerne med at lave både en adventskrans og en dekoration til kalenderlyset. Jeg nægter simpelthen at have dem stående i en klat ler uden gran, kugler eller whatever i. Det er højst sandsynligt en “skade” hjemmefra. Noget af det jeg husker bedst ved julen, fra da jeg var barn, var nemlig når min mor købte kalenderlys, grangrene og små sløjfer og så blev der ellers smækket en voksdug på spisebordet og så gik hele eftermiddagen med at lave dekorationer. Vi endte altid med at have ler ud over det hele, grannåle i hele spisestuen og et bord der lignede Jerusalems ødelæggelse … Men jeg elskede det!
Og i dag skal det første lys så tændes deri. Dagen står på julehygge, hjemmebag og selskab og således skydes julen i gang med vaskeægte manér og stil.
… eller vi prøver i hvert fald på det.
Jeg tror jeg har arvet det fra min mor. Jeg elsker kalenderlys og for mig er der ingen jul uden et flot ét af slagsen. Men jeg er så dårlig til det dér med kun at brænde én dag af gangen. Jeg synes altid at jeg ender med enten at få brændt tre dage på én aften eller også når jeg slet ikke at brænde selve dagen og når kun halvvejs ned af nedtællingen før det pludselig er den 17. december og man kun har en uge tilbage, til at indhente de forrige 13 dage.
3 kommentarer