Forleden faldt jeg i snak med én omkring hvordan vores smag i blandt andet film ændrer sig med årene. Jeg har tænkt lidt over det siden, for det gør den jo. Ændrer sig, mener jeg. Men hvad der det der bestemmer hvor meget den ændrer sig?
Jeg er fx fyldt 27 i år, men ikke desto mindre så elsker jeg stadig animationsfilm og tegnefilm. Jeg er kæmpe fan af Disneys klassikere, jeg elsker Phineas and Ferb og jep, jeg har samtlige Ice Age film og ser dem gerne igen og igen. Efter min mening behøver man aldrig blive for gammel til den slags. Og lige netop Ice Age er kom jeg i tanke om forleden, da Chris Wedge, som har lavet netop den filmserie snart kommer med sin nyeste animation, Epic(Dansk titel: I skovens hemmelige rige), hvor teenagepigen Mary på magisk vis transporteret ind i en hemmelig verden, hvor skovens beskyttere, Bladfolket, lever i al hemmelighed.
Jeg kan pr. automatik ikke lade være med at tænke på de der nederen reklamer for syltetøj der sendes i fjernsynet, men med original tale kunne filmen da måske være meget sød? I hvert fald; den skal ikke afskrives bare fordi det er en animationsfilm.
I ‘Iron Man 3′ plages milliardæren Tony Stark (Robert Downey Jr.) af mareridt og søvnløshed og lider af en konstant frygt for sine nærmestes sikkerhed. Det er der god grund til, for i kulissen lurer skurken Mandarin (Ben Kingsley), der tegner til at blive Starks værste modstander til dato.
Inden længe angribes Stark på flere fronter, og hans verden bryder sammen. Nu må han – ikke mindst ved hjælp af sin avancerede rustning og alias som Iron Man – kæmpe sig tilbage for at finde de personer, der stod bag angrebet.
Iron Mans popularitet – superhelten fra Marvels tegneserier – nåede et nyt højdepunkt, da han og de øvrige Avengers sidste år indspillede 1,5 mia. dollars på verdensplan og gjorde ‘The Avengers’ til den tredje bedst indtjenende film nogensinde.
Nu er Tony Stark tilbage i sit tredje soloeventyr, og som tidligere spilles han af Robert Downey Jr. Shane Black har overtaget instruktørstolen fra Jon Favreau, og Black har tidligere instrueret Robert Downey Jr. i ‘Kiss Kiss Bang Bang’ fra 2005.
Superskurken Mandarin er fra tegneserien kendt som Iron Mans svar på Lex Luthor – altså hans egentlige ærkefjende.
Shane Black er manden bag udfordringen i at føre den tredje Iron man film til det store lærred. Efter en ringe og yderst uholdbar 2’er, kan jeg forestille mig at der har ligget noget af et pres på hans præstation. Ikke mindst på grund sidste års roste The Avengers. Ikke desto mindre har Black formået at lade Downey Jr. og Tony Stark vende tilbage, bedre end nogensinde.
Med den tredje Iron Man film på lærredet er der gang i en historie med skræddersyet humor hele vejen igennem, flotte action effekter og smukt skuepil. Den tog mig simpelthen med storm, trods det faktum at plottet engang imellem røg i sit eget hul. Dog var der også virkelig eminente ting ved historien og netop dé ting gjorde at man (jeg) kunne se bort fra de enkelte huller der også var. Især var jeg meget begejstret for det arbejde der er lagt i at lave referencer til både Iron Man 1+2, samt Avengers filmen. Shane Black kunne bare have leget videre med sit eget skovl-og-spand-sæt i sandkassen og været ligeglad med de andres legetøj, men det gør han ikke. Han bygger videre og dét synes jeg helt klart er ét af filmens absolutte bedste højdepunkter. Tony Stark er ikke længere kun det fantastiske, teknologiske udstyrsstykke man især satsede på at gøre ham til i 2eren. I denne omgang får vi også lov til at se selve manden, Tony Stark, inklusiv hans svagheder og den udvikling hans psyke har været igennem, i årene (filmene) forinden. Jeg har hørt flere kritisere netop dét punkt. Personligt elskede jeg det. For mig gjorde det netop Tony Stark/Iron Men mere troværdig, mere menneskelig.
Jeg havde forventet noget mere The Mandarin egentlig, mest set i lyset af hvordan filmene har været opbygget tidligere. Jeg havde også gerne set meget mere Iron Man, men helst ikke på bekostning af Tony Stark, så dét vælger jeg at være tilfreds med. Jeg elskede nemlig at se mere af hans private person, og ikke kun rustningen. Men optimalt set, for min smag, kunne den godt have været 30 minutter længere og så indeholdt mere Iron Man undervejs i filmen. For ikke at tale om en lidt længere slutning. Jeg syntes den egentlige slutning var meget hurtigt overstået, og det virkede lidt som om at instruktøren havde filmet det hele, for så at tænke ”Åh pis, vi manglede at binde alle ender sammen!” hvorefter det gøres på fem minutter. Det er en fed slutning, fordi den giver filmen her mulighed for at være en fantastisk afslutning på en fantastisk triologi, men stadig åbner en mulighed for at Iron Man kan vende tilbage som andet end en Avenger. Alligevel, lidt for hurtigkomprimeret efter min smag.
Til gengæld elskede jeg Pepper og den markante rolle de har givet hende i denne omgang. For mig at se er der ingen Tony Stark uden Pepper og at se deres samspil og kemi i denne her, var helt fantastisk, også fordi man får et større indblik i hvad det er Iron Man gør ved hende, og ikke kun ved Tony. I samme omgang bliver jeg nødt til også at nævne Ty Simpkins, der spiller drengen Harley. Han er simpelthen noget af det sødeste og har et fantastisk partnerskab med Robert Downey Jr. i det meste af filmen. Jeg havde ønsket at slutningen havde fået en lidt større sløjfe på hans historie også, for knægten gjorde det virkelig godt, sin alder taget i betragtning.
Ang. 3D effekterne, så synes jeg de var ganske flotte. Jeg er normalt i den lejr der mener at de er stærkt overvurderede. Jeg har indtil videre kun set gode 3D effekter i én film, og det var den sidste Harry Potter-fortælling. Alle andre film jeg har set i 3D har jeg været sådan lidt ”blah” med bagefter. I hvert fald effektmæssigt. Her synes jeg det fungerede på den naturlige måde, hvor det ikke tog total fokus fra hele filmen og historien, men blev en integreret del af det hele, der spillede hvor det skulle. Det er netop sådan jeg godt kan lide effekterne.
Og som et sidste indslag; hvis du alligevel begiver dig ind i biografens mørke i godt selskab, så brug de 8 minutter lange rulletekster på at snakke om filmen, sammen med dem du er i selskab med. Der kommer en lille sjov scene med Tony Stark og Bruce Banner til sidst. Den er ikke højaktuel for filmen og ekstremt vigtig, men den er ret pudsig og sød. Og giver et lidt andet syn på selve filmen, faktisk.
Én af de mest ventede trailere og mest ventede film for mit vedkommende i år, er Catching Fire og efter at have set traileren, kan det slet ikke gå hurtigt nok, før den får premiere!
Casper bor med sin mor, lillebror og lillesøster i København NV, hvor han primært hænger ud og begår indbrud sammen med sin kammerat Robin. Hælervarerne sælger de til Jamal, der styrer en mindre bande i kvarteret, men den 18-årige Casper er ambitiøs og gider ikke nøjes med et par tusinde kroner i kontanter for nattens rov i de københavnske villaer. Efter mødet med rockeren Bjørn åbner der sig nye muligheder, og Casper bliver snart en integreret del af et nyt og større kriminelt hierarki, men Jamal har ikke glemt sin tidligere samarbejdspartner, og imens rivaliseringen intensiveres, inddrages Casper og hans lillebror mere og mere i underverdenens voldsomme magtkampe.
“Nordvest” handler om en verden, som mange lever tæt på uden at kende det mindste til. Med et kriminelt miljø placeret i København kan filmen minde om både “Pusher” og “Submarino”, men det er først og fremmest stilen fra instruktørens egen fængselsfilm “R”, der danner fundament for den realistiske tilgang til bandemiljøet.
Lyder Nordvest som en film du kunne tænke dig at se? Så læs videre, for filmen har premiere d. 18. april og du har nu muligheden for at vinde 2 fribilletter til dig og en ven (eller hvem du nu har lyst til at se den med). Det eneste du skal gøre for at deltage i lodtrækningen, er at lægge en besked i kommentarfeltet og fortælle hvilken film du sidst var i biografen og se, og hvad du syntes om den.
Jeg trækker en vinder onsdag d. 10. april – Held og lykke.
Musicalen ‘Les Misérables’ foregår i det 19. århundredes Frankrig, hvor den noble Jean Valjean (Hugh Jackman) har skabt sig en succesfuld tilværelse med masser af indflydelse. Hvad ingen ved er, at Valjean kommer fra ludfattige kår og faktisk er en bortsluppen straffefange. Da den ihærdige politiinspektør Javert (Russell Crowe) pludselig dukker op i Valjeans by, genkender han den tidlige indsatte, og snart sætter en årelang menneskejagt ind.
Valjean undslipper, men da han og adoptivdatteren Cosette (Amanda Seyfried) mange år senere slår sig ned i Paris, forelsker hun sig i den unge revolutionær Marius (Eddie Redmayne), hvilket atter placerer Valjean i Javerts søgelys.
Den længst spillede musical nogensinde. Modtager af tre Oscars, bl.a. én til Anne Hathaway for Bedste kvindelige birolle. Filmen som alle snakker om og alle har en mening om. Det kan være farligt at tage ind og sætte sig i biografens trygge mørke, med en film som denne som selskab. For bliver man skuffet? Har omtalerne været for nådige og ukritiske? Sandheden er dog at dét kan man ikke vide, før man har taget chancen og set den med sine egne øjne. Med Les Misérables er det 2 timer og 38 minutter af mit liv jeg aldrig får igen – Desværre. For at opleve denne storladede musical på Imperials brede lærred for første gang var en storslået oplevelse, der både fængslede, fangede og rørte.
Er skuespillerne uddannede musicalsangere? Nej. Kunne en uddannet musicalsanger fra Broadway have gjort det bedre? Helt sikkert. Men jeg synes at man glemmer at tage én ting i betragtning i den diskussion. Det er den mest spillede musical nogensinde. Mange har gennem tiden portrætteret Valjean, Javert, Fantine og de franske oprørere. Men Les Misérables er ikke en lykkelig, happy-ending, rosenrød fortælling. Den er barsk, mørk, og alvorlig fortælling iblandet historiens historie. Og netop derfor synes jeg faktisk at skuespillernes mangel på teknisk sangtalent gør sig fantastisk godt. For mig at se er ingen af de store roller i denne musical skabt til at blive besat af folk der kender hver en teknik, hver en tone og hver en praktisk øvelse indenfor sang. Russell Crowe har fx fået en del høvl for sin præstation. Jeg synes han gjorde det fantastisk. Han var faktisk én af mine favoritter, fordi hans stemme ikke giver en perfekt skønsang, men derimod en alvorlig tone, den dybe, rustikke bas og et ophøjet udseende rent visuelt. Jeg var stor fan og hans sang Stars endte da også med at blive min favorit af dem alle. Da han balancerede på kanten, højt oppe over gadeplan, hviskede jeg bare til Linda ved min side af dén var fantastisk. Og det blev den ved med at være. Hans Suicide synes jeg også han klarede smukt, trods lidt tekniske fejl, bevares. For mig var han bare stadig den perfekte Javert.
Hugh Jackman som Valjean var jeg ekstremt spændt på. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er utrolig glad for Jackman, men han klarede rollen glimrende. Hans stemme haltede også nogle gange, men han udførte sin rolle virkelig godt og gav den til gengæld masser af indlevelse og tydelig smerte i de store scener. Anne Hathaway og Amanda Seyfried som mor og datter var bestemt også værd at se på det store lærred. Jeg tror at Anne Hathaway tog det meste af Hollywood godt og grundigt ved næsen, da hun for et par år siden beviste at hun havde en brugbar sangstemme. For mig var det ikke den store overraskelse at netop hun blev castet til rollen her, og hun gjorde det virkelig smukt. Det var svært ikke at knibe en tåre under I dreamed og især også under Valjean’s death.
I det hele taget synes jeg filmen svømmede i skuespillere og sangere, der tilsammen gjorde det til en utrolig oplevelse at se på det store lærred. I flæng kan nævnes Eddie Redmayne som Marius, Samantha Barks som Éponine og Helena Bonham Carter som hendes mor. Samantha Barks var, hvis man skal se på det rent tekniske sangtalent, nok den bedste sanger af dem alle. Til gengæld synes jeg ikke hendes personlighed og skuespil brændte særligt igennem, hvor fx Carter som mange af de andre måske ikke er skabt til at stå på Broadway, men til gengæld kan gøre rollen til sin egen og få den til at være en helt unik oplevelse.
Historien ér lang. Man kan ikke komme udenom at lidt over 2½ time er lang tid at sidde med den samme historie. Mange gange vil jeg også selv have brug for en pause under så lang en film, men i går synes jeg at tiden strøg af sted og filmen var ganske enkelt så smuk at tiden forsvandt for én. Er det en film man sætter på til en hyggelig, romantisk aften? Nej da. Og man skal nok være i et særligt hjørne for i det hele taget at sætte den på dvd’en. Men for mig er der ingen tvivl om at den skal anskaffes på både cd og dvd snarest muligt. Den er smuk, pompøs og proppet med rørende scener og store præstationer. Den balancerer konstant på kanten mellem det stodladede og intime, det prægtige og mægtige og dét der bare er ”over the top” – Og den gør det fantastisk!
Altså, hvis man spørger mig, er der stadig alt for lang tid til d. 14. november og premieren på Catching Fire. Jeg glæder mig super meget til at se hvordan Francis Lawrence griber det hele an, og jeg glæder mig afsindigt til at se Katniss og Peeta tilbage i arenaen til det 75. Dødsspil, der ændrer hele Panem.
Jeg ejer ingen rettigheder til de viste plakater. Alle rettigheder går til retmæssig ejere.
Flere og flere plakater lækkes jo efterhånden. De to første plakater er stadig mine favoritter. Jeg elsker det kolde, hvide, kliniske look. Det passer perfekt til den propaganda præsident Snow og Capital kører i bogen og er meget sigende om det spil der kører, rent politisk, sideløbende med Dødsspillet. Det kan bare ikke andet end at blive godt!
Hvor mange af jer andre venter også i (næsten) åndeløs spænding?
Blogger med en passion for bøger, skrivning, fotografering, film og meget mere. Tidligere boghandler og souschef, nu studerende indenfor markedsføring. I min fritid er jeg forelsket i den døde, englen og de to brødre fra Supernatural, fordyber mig i de nedskrevne ord og deres fortællinger, og drømmer mig videre til varmere himmelstrøg og en fremtid i udlandet.
Medmindre andet er angivet, så er alle billeder og al tekst her på siden lavet af mig personligt. Derfor er det også forbudt at tage noget til brug for én selv, medmindre andet er angivet direkte eller man har fået min skriftlige tilladelse først.
