Kristine Barnett: Verdens klogeste dreng

Jacob har en IQ højere end Einsteins, fotografisk hukommelse og lærte sig selv differentialregning på to uger. Som niårig begyndte han på sin astrofysiske teori, der ifølge eksperter bliver en Nobelpris værdig. Og som tolvårig fik han sit første job – som forsker i kvantefysik. Men Jacobs særlige sind var faretruende tæt på at lukke sig bag autisme. Da han som toårig blev diagnosticeret, fik forældrene besked på, at han nok aldrig ville lære selv at binde sko. Omgivet af eksperter derhjemme og på specialskolen trak han sig længere og længere væk fra verden og holdt til sidst helt op med at tale.

Mod udviklingseksperternes råd begyndte hans mor Kristine at stimulere de aktiviteter, der gav Jacob glæde. For hvorfor koncentrere sig om alt det, man ikke kan, i stedet for det, man er god til? Og langsomt åbnede han op for et matematisk geni, verden måske aldrig har set mage til.

Forlaget beskriver bogen som ”den forunderlige fortælling om mor og søn, der med kærlighed og mod overkommer uoverskuelige forhindringer.” og det lever den til fulde op til. I takt med Kristines fortælling er det ikke kun Jacobs liv der kommer læseren til kendskab, men også hendes eget og familiens. Og hvad det ender med at betyde for dem, at have en søn der er diagnosticeret som autist. Verdens klogeste dreng er på én og samme tid en families fortælling, men også et vidnesbyrd om de muligheder, der åbner sig, når man ser det helt særlige, ethvert barn rummer.

Bogen udkommer i dag, men jeg har fået lov til at læse bogen før tid, så jeg kan anbefale den netop på udgivelsesdatoen. Det var en både rørende, gribende og anderledes fortælling at give sig i kast med.

Kristine Barnett forsøger aldrig at få det til at lyde som én stor tragedie og svælger ikke i ”åh, det er så synd for os”-historier. Det er heller ikke fordi hun forsøger at få det til at lyde som én stor rosenrød drøm at være mor til en autist. Men hun fortæller sandheden om Jacobs symptomer og de følelser der går igennem en forælder, når lægen fortæller én sandheden. Også de negative konsekvenser det giver ens tankegang og ens liv i det hele taget. At følge bogens kapitler, hvor Kristine ser sin søn forsvinde mere og mere, for dernæst at tage sagen i egen hånd og gå imod lægernes vejledning, er virkelig medrivende. Jeg tror enhver kvinde, med bare lidt hjerte, kan sætte sig ind i hvor forfærdeligt det må være at ens barn sygner hen for øjnene af én, mens han står magtesløs og bare ser på.

Jeg havde faktisk forventet at størstedelen af bogen var om netop denne tid i familiens liv, men der blev jeg snydt lidt. Og gudskelov for det, for selv om Kristine overtalte sin mand til at lade hende sørge for Jacob selv, uden hjælp fra lægerne, så har vejen frem til i dag været lang og hård. Jacobs liv blev ikke almindeligt eller nemt, blot fordi han kom i en almindelig skole blandt normale børn. Og Kristine selv havde både hjerte og overskud til også at tage sig af andres børn, mens hun kæmpede for sit eget. Det synes jeg var virkelig gribende at få kendskab til, og en stor del af bogen handler ikke kun om hendes søn, men om børn med autisme generelt. Jeg tror blandt andet at det var én af grundende til at den ikke blev alt for egocentreret og bittersød at læse.

Alt i alt var Verdens klogeste dreng en fantastisk oplevelse. Den var trods sin faglighed hurtig at læse og let at komme igennem, men den var rørende, tankevækkende og livsklog på sin helt egen måde. Den var nøjagtig som jeg synes en biografi bør være.

Joss Stirling: Phoenix

Hele livet har Phoenix fantaseret om at finde sin soulfinder og slippe væk fra sit usle liv som tyv. Hun ejes nemlig af Fællesskabet – en gruppe engelske savanter, der bruger deres overnaturlige evner i det ondes tjeneste.
Da Phoenix bliver beordret til at stjæle fra en amerikansk udvekslingsstuderende, går hendes planer imidlertid bogstaveligt talt op i røg. For ikke alene viser offeret sig at være Yves Benedict – en savant, hvis særlige evne er at kontrollere ild – han er også hendes soulfinder.

Men Phoenix’ sind bliver kontrolleret af den farlige og dybt kriminelle leder af Fællesskabet, og han ser straks soulfinder-forbindelsen mellem de to som midlet til at få ram på den mægtige Benedict-klan. Han ved, at Phoenix ikke kan modsætte sig hans vilje og beordrer hende til at forråde Yves. Men hvordan forråder man sin soulfinder?

Jeg var jo mægtig begejstret for den første bog i Souldfinders-serien, Sky, men druknede lidt i lektier, skoledage og arbejde, så historien om Phoenix har ladet ventet lidt på sig for mit vedkommende. Imens har jeg set alle andre rose den til skyerne og give den topkarakterer over hele internettet nærmest. Jeg må desværre sige mig lidt uenig. Jeg sad tilbage med lidt af en ”blah”-følelse over den.

Jeg er stadig utrolig glad for konceptet i Joss Stirlings univers. Jeg elsker ideen om Soulfinders, hvor der er én derude som man passer med som fod i hose og som er perfekt for netop dig. Men også at det samtidig ikke betyder at du finder netop den ene, nogle kan leve hele deres liv uden at finde sin soulfinder. Samtidig er der savanterne, der skiller sig ud på markedet over fantasyvæsner, fordi det hele minder lidt mere X-men og lign. historier, hvor evnerne varierer i både styrke og art. Jeg elsker at der er så mange forskellige evner, og at ingen savantere rigtig er ens.

Jeg holdt meget af Sky og Zed i den første bog, og jeg var noget nervøs for om Yves og Phoenix kunne leve op til mine forventninger og til Yves’ familiehistorie fra det første bind. Det kunne de delvist. Jeg elsker Yves og synes han er en fantastisk hovedperson. Han viser sig både fra sine gode og dårlige sider, er sød og sjov, rar, men har temperament. Desuden elsker jeg at hele Benedict-familien så hurtigt hentes ind, og at man får lov til at hilse på både Yves’ brødre, forældre og Sky. Det giver en rigtig fed dynamik til bogens historie og alle familiemedlemmer er flettet utrolig godt ind, så de sætter deres eget præg på det hele. Jeg var helt vild med shopping-turen fx.

Til gengæld havde jeg helt ekstremt svært ved at holde af Phee (Phoenix’ kælenavn). Jeg synes hun var superbelastende hele bogen igennem, en total snothvalp der bare druknede sig selv og hele sin omverden i ustandselige ”åh, det er så synd for mig, jeg fortjener det slet ikke, gå din vej, det er bedre for dig.”. For h*lvede, det var jo direkte til et Shakespeare-stykke og jeg var ved at gå helt bananas til sidst. Indrømmet, da Yves endelig gik fra hende, havde jeg virkelig satset på at det holdt noget længere. Jeg tror det er meningen at hun skal fremstå stærk, anderledes og mistroisk pga af sin bagage. Hun skal have svært ved tillid og andre menneskers kærlighed og accept, men sådan fremstod hun bare slet ikke for mig. Jeg synes hun var svag, ynkelig og én stor bunke dårlige undskyldninger og selvmedlidenhed.

Jeg kunne egentlig godt lide selve fremgangsmåden i bogen, plottet og den måde det udviklede sig på. Desværre synes jeg bare at det hele druknede i Phoenix ynk og fremfor at synes hele handlingen var spændende og medrivende, var jeg mere ”okay, kom videre.” med det hele. Det ærgrede mig, for Joss Stirling skriver nøjagtig lige så godt i denne bog, som hun har gjort i alt andet hun har skrevet. Jeg elsker hendes univers og hendes måde at bygge sine historier og sine karakterer op på. Hun forstår at proppe humoren ind, hvor den hører til og uden at den overspilles. Jeg håber og beder bare til at næste bind vil fokusere på en hovedperson jeg kan holde ud at læse om, for ellers bliver det godt nok en meget lang serie at komme igennem fra nu af …

Hårde pakke er altid de bedste

Således også da der i går dumpede én af slagsen fra Saxo ned i min postkasse. Jeg deltog i en konkurrence, hvor man selv kunne vælge sin præmie blandt nogle forskellige, lidt ældre titler og jeg valgte Lauren Conrad som mit ønske, da jeg jo skal i gang med at træne mit engelske. Men da jeg faktisk vandt titlen, og vi fandt ud af at det var 2′er, så fik jeg den første bog med gratis.

På tur mellem reolerne

Under spørgerunden var der en del af jer der spurgte ind til mine bøger. Jeg har delt spørgsmålene lidt op, i forhold til karakter og svar, men der var en del af jer der spurgte til mine yndlingsbøger og én af jer var sågar så kreativ og modbydelig at bede mig vælge én forfatter jeg måtte læse resten af livet – Som den eneste. Det var jo lige før jeg fik et slagtilfælde ved den tanke. Hvilken forfærdelig straf at udsætte en boggnasker for.

At bede mig vælge én yndlingsbog svarer ca. til at bede en hund om at mindes den bedste godbid den nogensinde har fået. Det er umuligt. Så i stedet har jeg været lidt kreativ og fundet en masse af mine favoritter frem til jer, fordelt efter genre. På den måde kan der også være lidt inspiration til alle, uanset smag. Jeg håber at det gør det op for bøjningen af spørgsmålet.

Lad os starte i den dystre og mere skumle del af skalaen. På den måde kan vi bevæge os over mod det lettere og mere positive. Chris Carter er én af mine absolutte, ultimative yndlingsforfattere når det gælder krimigenren. Jeg deler gerne genren op i henholdsvis krimi og spænding, fordelt på hvor ”grove” de er. Det er også sådan jeg vejleder mine kunder i butikken. Men i den grovere del af skalaen hører Carter til min yndlings. Han er rå, makaber, ligefrem, kæler for de vigtige detaljer og er altid garanti for et helt sindssygt plot, man aldrig regner ud inden det hele afsløres til sidst. Derudover kan jeg godt lide at hans hovedperson Hunter er både karismatisk, og utrolig begavet og dygtig til sit arbejde, men samtidig også har sine fejl og mangler, har sine dårlige sider og særheder.

I den mere bløde del af skalaen, indenfor krimigenren, plejer jeg gerne at fremhæve en mand som fx Harlan Coben. Hans bøger er sjældent fyldt med vold og blod i læssevis, men han har en glidende spænding, nogle velfungerende plots og en utrolig evne til at sprede sine hints ud, uden at man altid gennemskuer at det faktisk er et hint. I skoven er stadig min favorit fra hans hånd af.

Dorothy Koomson er for mig altid lig med en god, velskrevet chicklit bog, der alligevel har meget mere mellem sine sider, end nogle af sine søskende. Jeg har valgt at fremhæve En uskyldig fejl fordi det nok er den af hendes bøger der har sat det største aftryk i mit hoved, men derudover var jeg også virkelig godt underholdt af fx Skumfiduser til morgenmad.

Jonas Jonasson har kun en enkelt bog bag sig indtil videre, men Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt er én af de bøger jeg har moret mig allermest over gennem tiden. Forfatteren skriver med en så åbenlys kærlighed og humor i sit sprog, at man ikke kan lade være med at blive underholdt af stakkels gamle Allan, der kommer ud på sit livs rejse og samtidig genoplever alle sine tidligere eventyr – Og dem er der ikke så få af endda.

Cecilia Ahern er en lidt svingende forfatter efter min smag. Hun har skrevet nogle bøger, der er så velfungerende og gribende at jeg tudede undervejs. Og så har hun skrevet nogle som jeg fandt væsentligt mindre gode. Men blandt mine favoritter er der én særlig, som jeg ved at mange andre har haft svært ved at acceptere, nemlig Et sted i nærheden, som jeg fandt både tankevækkende, sjov og fantastisk. Derudover elsker jeg også fx Tak for alle minderne, men den kunne jeg ikke lige finde på min hylde.

Paulo Coelho læste jeg første gang som teenager. Dengang var det bogen Alkymisten som fandt vej til mine hænder. Den dag i dag er den stadig min klare favorit, tæt efterfulgt af Veronica beslutter sig for at dø. Det er filosofiske romaner, skrevet med kærlighed og charme, fremfor løftede pegefingre. Det er ikke lang tid siden at den nyeste bog udkom på dansk, nemlig Valkyrierne, som er den jeg har valgt at vise her.

Biografer! Som regel er det noget man enten elsker eller hader. Jeg er lidt 50/50. Det er ikke ligefrem den genre jeg bevæger mig mest i, fremfor alt fordi jeg mener at en biografi kun er spændende, hvis man enten interessere sig for personligheden bag, eller den har et generelt budskab.

B.S. Christiansens ”ny klassiker” indenfor genren, Et liv på kanten er faktisk den første biografi jeg kan huske at jeg overhovedet læste. Men jeg har den stadig stående på hylden, den dag i dag, fordi jeg fandt den både stærkt inspirerende og livsklog. Jeg er stor fortaler for nogle af de livssyn B.S. arbejder efter og uddanner andre efter den dag i dag; nemlig altid at tro på sin sag og konstant yde sit bedste. At livet er en gave, som man ikke bør tage for givet, men glædes over hver dag.

Kristine Barnett er amerikaner og mor til teenageren Jacob. Da Jacob var kun to år var han lukket inde i sig selv og blev diagnosticeret med autisme. Lægerne konkluderede at han aldrig ville lære at binde sine snørebånd. Men Jacobs IQ er højere end Einstein, han har fotografisk hukommelse, arbejdede allerede som 9årig på en teori som eksperter vurderer, kan vinde en Nobelpris når den er færdig, og som 12årig fik han sit første job – Som forsker i astrofysik på et anerkendt universitet. Bogen er en fortælling om en mors kamp, ikke kun for sit eget barn, men for alle børn med autisme. Og det er samtidig historien om en dreng der i dag er velfungerende, social med sine kammerater og spiller computerspil ligesom alle andre teenagere – Men ikke desto mindre er i besiddelse af flere universitetsuddannelser allerede.

Silas Holst kender de fleste måske fra Vild med dans. Det er da også derfra at jeg kender ham, og da jeg principielt er lidt imod kendis-biografier gik der også lidt tid, før jeg gav Silas bag dansen en chance. Men så var jeg også fanget. Det er en ærlig, charmerende og hudløs fortælling om en dreng der må kæmpe for at blive accepteret som den han er og det han kan. Det er historien om præcis hvor dybe ar års mobning kan give en person. Den er inspirerende og ærlig, og får én til at tænke over både livets tilfælde og skyggesider.

Margaux Fragoso er den sidste forfatter jeg vil fremhæve i denne kategori. Hun har skrevet selvbiografen Kun hvis du har lyst, der tager hul på et evigt tabu i vores samfund, nemlig forholdet mellem pædofil og offer. Margaux Fragoso har selv været barnet i forholdet og giver et sjældent indblik i begge sider af de bemærkelsesværdige forhold. Hun peger ikke fingre og hader, men hun retfærdiggøre heller ikke. Til gengæld forsøger hun at oplyse, og vise menneskene bag de sager man altid kun høre om i medierne.

Nå, til en lidt mere munter genre. Og dog. For mine favoritter indenfor almindelig ungdomslitteratur, er faktisk de lidt mere dystre af slagsen. Det beklager jeg. Det er egentlig ikke bevidst, men måske fordi det er dem der typisk har lidt mere på hjerte, end blot at berette om den første forelskelse.

Lauren Oliver har med sin ungdomsroman Før jeg falder skabt et lidt mere robust værk, der trods alt er skrevet i et moderne, let og humoristisk sprog. Der er kælet for samtlige personer i bogen, og plottet giver god plads til både følelser, tanker og overvejelser om hvordan man selv opfører sig og hvad det lige præcist er der påvirker vores liv – Selv når vi ikke er klar over det. Bogens hovedperson Sam dør i en ulykke og tvinges til at gennemleve den samme dag om og om igen, hvor hun stædigt kæmper for at lære af sien fejl og ændre tingenes gang, men selvom hun ændre én ting, kan det ikke forhindre andre ting i at skride. Og uanset hvad hun gør, så hænger det sammen. Det billede på hvordan alt i livet hænger sammen med hinanden, elskede jeg hele bogen igennem.

Pernille Eybye – Uha. Det er jo sjældent at jeg ligefrem fremhæver danske forfattere som noget positivt, men engang imellem sker det at man støder på én som ændrer ens liv og læsehjerte. Sådan én var Pernille Eybye for mig. For foden af trappen var dog den første roman jeg læste af hende, som virkelig satte sine spor og gjorde et dybt indtryk på mig. Samson og hans familie flyttet til en ny by, for at få en ny start, hvor ingen kender Samson eller ved hvad han gjort. Men Samsons værelse er allerede beboet af smukke Ella, der er død og leder efter sin morder, blandt sine fire gamle venner. Det umage makkerpar beskrives på en sød, sjov og indlevende måde der passer perfekt til målgruppen, og selv for dem der er lidt ældre end teenageårene, vil bogen have sine gode sider og efterlade sig sine spor.

Jay Asher lærte jeg at kende, da hans debutroman Døde piger lyver ikke blev oversat til dansk. Den er den dag i dag stadig min favorit indenfor genren. Det er en af de de mest sørgelige, hjerteskærende, overraskende og storslåede ungdomsromaner jeg har læst nogensinde. Jeg både græd, smilede og lo mig igennem Clays aftenvandring gennem byen, på jagt efter Hannahs historie om hendes selvmord. Bogen minder én om hvad selv den mindste ting kan betyde for ét enkelt menneske, men den minder også samtidig læseren om at selvom ens hjerte knuses, så vil det før eller siden hele igen og selv når gråvejret er allermørkets, vil solen før eller senere titte frem fra skyerne.

Science fiction genren er en hel videnskab for sig selv sommetider. Den er stadig mest af alt forbundet med de nørdede, bebrillede teenagedrenge der spiller rollespil i skoven og maler deres egne små figurer, som ingen må røre, fordi det forringer værdien. Men heldigvis er genren begyndt at bryde ud af sin skal og der kommer flere og flere titler på markedet, som også kan læses af især pigerne.

Suzanne Collins har jo formået at skabe en helt ny succes klassiker med sin serie om Katniss og Dødsspillet. Jeg har læst alle tre, men 1eren er stadig min foretrukne. Jeg synes universet er fantastisk bygget op, og jeg elsker historien om Katniss der tager sin søsters plads i det årlige dødsspil, og ender med at blive en hel verdens ikon og forbillede.

Karen Thompson Walker har skrevet en mere voksenpræget bog med udgivelsen af Miraklernes tid, men jeg synes sagtens den kan læses af teenagerne også. Den er anderledes og minder mig mest af alt om en dystopisk udgave af Anne Fransk dagbog. Bogen blev ikke min ultimative favorit indenfor genren, mest på grund af en del gentagelser i løbet af bogen, men jeg elskede plottet og ideen om at jordens rotation pludselig er blevet mærkbart langsommere, hvilket bevirker at dagene og nætterne bliver længere og længere, tyngdekraften er påvirket og naturens orden langsomt går i opløsning.
Man skulle måske ikke lige tro det, men Freddy E. Silva er faktisk endnu en dansk forfatter, som lidt uventet vandt mit boghjerte. Hans debutroman Mediatropolis besidder et vellykket plot der er både actionfyldt, spændende og dramatisk. Den mindede mig lidt om filmen Gamer, men jeg elskede hver en side.

Rachel Wards første bog i serien Døden i dine øjne er én af dem jeg stadig ikke har fået anmeldt på bloggen. Jeg ender nok med snart at genlæse den og så få den anmeldt i den forbindelse. Bogen var ikke desto mindre én af de titler der formåede at overraske mig under læsningen af den. Jem er en anderledes, mere hård hovedperson og ideen med at hun kan se folk i øjnene og se den dag de vil dø, er jeg ret vild med.

I forbindelse med denne genre vil jeg dog også meget varmt anbefale ungdomsromanen Mens vi endnu er her, der har lidt samme princip som Miraklernes tid, men som jeg havde en noget bedre læseoplevelse med. Den er ikke med på billedet fordi jeg desværre ikke ejer den selv, men den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg læste den.

Kenneth Bøgh Andersen blev for mig hvad Dennis Jürgensen blev for en masse børn og unge før mig. Ikke fordi jeg ikke kan lide Dennis Jürgensen, det kan jeg godt. Jeg nåede bare ikke at opdage ham, før alle hans klassikere for længst var endt i støvede paperbacks. Men som sen-teenager fik jeg øjnene op for Kenneth Bøgh Andersen og han er den dag i dag stadig ét af mine allerstørste forbilleder indenfor fantasyverden. Jeg har læst alt han har skrevet og hans ungdomsserie om Filip og Den store Djævlekrig er serie jeg har læst allerflest gange overhovedet.

Udover Kenneth Bøgh Andersen kunne det jo være nærliggende også at pege på Harry Potter som én af mine favoritter. Og det er de også. Jeg elsker det univers Rowling har skabt og beundrer hende dybt. Men sandheden er at jeg ikke har genlæst bøgerne i flere år, og derfor har jeg valgt (trods min kærlighed til dem) at fremvise jer nogle andre favoritter fra mine hylder.

Garcia og Stohls fortælling om Ethan og Beautiful Creatures blev for mig hvad mange andre syntes Twilightbøgerne var for et par år side. Selvom jeg ikke brød mig synderligt om filmatiseringen af den første bog, Stormvind, så knuselskede jeg hvert sekund af bogen og Ethans personlighed.

J.R. Ward og den første bog om The Black dagger Brotherhood tog mig ligeledes med storm. Den er hård, voldelig, blodig, sexet og virkelig godt skrevet. J.R. Ward gav mig intet mindre end dét jeg havde længtes efter i en vampyrhistorie indtil da; en fortælling jeg kunne leve mig ind i og elske med hele hjertet. Som kunne holde mig fanget fra start til slut og få mig til at længes efter mere.

Så er der også Joss Stirling og hendes serie Soulfinders, der faktisk er skrevet ud fra princippet bag at hendes datter elskede Twilight, men burde læse noget der var bedre skrevet. Det synspunkt kan jeg fint følge forfatteren i, så jeg kastede mig over bogen, straks ved udgivelsen og har holdt meget af serien siden da. Efterfølgeren udkom for nyligt og nu venter jeg blot spændt på bind 3.

Trinity Faegen og hendes debut Djævlens pagt var jeg lidt i tvivl om hvorvidt jeg skulle tage med. Den havde sine fejl og mangler, og der var visse dele ved historien der irriterede mig, men alligevel holdt jeg utrolig meget af den og husker den stadig tydeligt, selvom jeg for længst har anmeldt den. På trods af de enkelte ting, der ikke fungerede, er det en bog jeg klart vil fremhæve til de unge, indenfor denne genre.

Har du en lillesøster der skal introduceres til fantasyuniverset? Eller er du bare parat til at kaste dig ud i noget let, hurtigt og enkelt? Så prøv med Lisi Harrison og hendes børnefantasyserie om Monster High, hvor menneskene lever side om side med monstrene, helt uden at vide det. I hvert fald indtil Frankie bliver skabt af sine forældre, møder Melanie og problemerne ruller af sted …

J.R. Ward: Blodslaven

Krigeren Zsadist er aldrig kommet sig over de ydmygelser han blev underlagt som blodslave. Hvor andre har en sjæl, har han et mørkt hul, og hvor andre har følelser, har han kun vrede. Hans brutalitet kommer Broderskabet til gode i kampen mod vampyrdræberne.

Bella har levet hele sit liv som beskyttet aristokrat, og netop derfor er hun tiltrukket af Zsadist. Da Bella bliver taget til fange af vampyrdræberne, ved hun at Zsadist er den eneste som kan befri hende. Men kan hun befri ham fra fortidens lænker …

Jeg holdt rigtig meget af Beth og Wrath i Vampyrkongen. Jeg kunne også godt lide Rhage i Din for evigt, hvor jeg dog fandt hans mage Mary rimelig belastende. Jeg har været utrolig spændt på at læse Zsadists historie, men alligevel har jeg først fået det gjort nu. Det skyldtes i høj grad at jeg var bange for at blive skuffet over denne og se serien falde i kvalitet. Det kunne jeg simpelthen ikke bære.

Zsadist er interessant som person og med sit voldelige, hadefulde sind var han en god bund for en mere actionpræget historie. Og det blev det også. J.R. Wards sprog er stadig både, flydende og let i det, men bærer samtidig præg af sin hovedperson og vinkel. Der er flere bandeord og flere grove formuleringer, end tidligere. Jeg elskede de tilbageblik der kom i løbet af bogen, som fortalte hans historie og hvad han har været ude for tidligere. Det fungerede utrolig godt og gav et helt andet syn på både ham, men også på hans tvillingebror. Samtidig udviklede både Zsadist og handlingen sig løbende, og selvom der ikke blev sparet på de voldelige scener eller den hede sex mellem Zsadist og Bella, så anede man alligevel en glidende forandring i hans væsen, men også i hele hans verden. Allerbedst er det dog at hele hans personlighed har en naturlig forklaring og er en fornuftig reaktion fra én som ham. Og man kan nærmest lugte hans frustration og forvirring over det hele, som en del af hans had begynder at vige for andre følelser.

Jeg holdt meget af at se de tidligere hovedpersoner glide ind og ud af historien med jævne mellemrum. Wrath og Beth er nok stadig mine favoritter på mange områder, men jeg er også efterhånden kommet til at holde utrolig meget af Thorment og John.
Til gengæld irriterede Phury mig gentagne gange. Jeg har på fornemmelsen at hans historie bliver én af dem jeg skal kæmpe mig igennem, med mindre der sker noget meget drastisk. Jeg synes han er irriterende, nævenyttig og ynkelig, selvom han er kriger. Man får et bedre indblik i hans personlighed i løbet af denne bog, men han holder bare slet ikke for mig.
Eliminatorerne fortsætter med at spille en stor rolle i serien, og jeg må indrømme at jeg ikke helt ved hvordan jeg skal have det med dem. Jeg kunne godt lide de kapitler, hvor man så handlingen fra O’s synsvinkel, mens Bella var fanget, men når vi først fokuserer på vampyrerne, irriterer det mig at blive afbrudt af et stykke om O og hans eliminatorer. Som person har en fed karakter, der er seriøst creepy og sindsforstyrret, men i det store og hele interesserer han mig ikke voldsomt.

Alt i alt elskede jeg dog Blodslaven. Den var spændende, actionpræget og godt skrevet. Og med fede historier om personernes fortid og en god udvikling. Dog skal man altså vænne sig til at mange af vampyrbetegnelserne minder så meget om vores egne ord. Fx med betydningen af at være Vhogter etc. Her havde jeg måske egentlig nok foretrukket at man havde fundet på helt nye ord, som ikke mindede så meget om danske, eksisterende ord, for det giver noget forvirring og irritation for øjet at se det h steder hvor det normalt ikke hører hjemme.

Give Away: Vind Fifty Shades of Grey triologien

Jeg har i denne omgang begivet mig ud i et samarbejde, lidt mere vovet end mine tidligere sponsorerede indlæg. Der skal sikkert nok sidde nogle og føle sig stødte på manchetterne, men nu er det her min blog og jeg bestemmer. Jeg står inde for den aftale jeg har lavet og har hermed advaret om at dette indlæg og den medfølgende konkurrence er målrettet mine voksne læsere.

Er der noget der er in og oppe i tiden pt, så er det de erotiske romaner der oversvømmer markedet og lander på dansk jord i hobetal. Fra at have læst Prøverummet bag lukkede døre, for år tilbage er det nu mere acceptabelt at især kvinder kaster sig over den erotiske litteratur, om det så er nyklassikeren Fifty Shades of Grey eller nogle af alle de andre titler på markedet. Jeg må indrømme at jeg er fan af ideen. Ikke altid selve litteraturen som sådan, Guderne skal vide at der findes meget crap den genre. Men jeg er altså stor fortaler for at vi får visse ting frem i lyset og holder op med at opføre os som rødmende teenagere bare fordi vi har lysten til at tænde lyset i soveværelset engang imellem.

Mange har allerede læst trilogien der banede vejen for genrens genfødsel, men er du endnu ikke hoppet med på vognen, udlodder jeg i samarbejde med sinful.dk ét sæt af alle tre bøger, som sendes direkte til vinderen. Så det er med at være vågen nu, og hoppe i med begge ben, hvis du selv vil vinde serien, eller du kender måske én der fortjener den ekstra gave og lidt selvforkælelse? Så er det også i orden.

Jeg havde som bekendt et lidt had-kærlighedsforhold til serien, men endte med at sluge alle tre på rekordtid alligevel, så skulle du have boet under en sten og ikke ane hvad du sidder og læser om, så kan du her på bloggen læse mine anmeldelser af de tre bind Fanget, I mørket og Fri.

For at deltage i konkurrencen er det eneste du skal gøre, at smide en kommentar til indlægget her. Skriv hvad du har lyst til. En sød hilsen, hvorfor du skal vinde, din mening om andre bøger du har læst i genren eller whatever. En vinder udtrækkes tilfældigt torsdag d. 30. maj om aftenen.

Ægte kærlighed er når …

… man modtager en pakke med nye bøger

Teri Terry: Slettet

Kylas hukommelse er blevet nulstillet, hendes personlighed er væk.
Hun er blevet SLETTET…
Styret hævder, at hun har været kriminel, og at de vil give hende en ny chance – hvis hun altså følger spillereglerne.
Men mod alle odds begynder fragmenter af ubehagelige minder at dukke op i Kylas bevidsthed.
Og hun er langt fra sikker på, at tingene er, som de ser ud, og at folk omkring hende taler sandt.
Hvem kan hun stole på?

Da Nyt Nordisk Forlag kontaktede mig for at spørge om jeg ville anmelde deres nyeste ungdomsbog, var jeg ikke sen til at svare med et stort ”ja” for jeg havde allerede før da hørt om Slettet, eller Slated som den hedder på engelsk. Jeg gik i gang med den, tænkte ”her er der potentiale”, men måtte så holde pause grundet eksamensstress. Imens læste alle andre videre og knuselskede den og roste den i store vendinger. Og jeg sidder her tilbage, alene, og føler mig lidt ”blah” over den. Lidt som Palle alene i verden, føles det.

Slettet var bestemt ikke en dårlig bog. Slet ikke. Jeg holdt meget af ideen om at slette folks minder og personlighed, for at erstatte dem med nye. Og forfatteren har generelt set virkelig gennemarbejdet sin ide. Kyla var såmænd også en sød pige, som hovedperson. Jeg følte mig bare ikke at vi rigtig bevægede os i nogen som helst retning. Har I nogensinde været i et forhold, hvor I har tænkt at det sgu egentlig går meget godt, det kører på skinner, glæden er der og man skændes aldrig? Han kommer med blomster hver fredag fordi han synes du er dejlig og han vil gerne have børn og en villa i forstæderne med en lille golden retriever på græsplænen? Og han er bare så sød, men du føler ikke at I nogensinde når nogle vegne, eller nogensinde vil nå til den røde murstensvilla?
Det var lidt den følelse Teri Terry efterlod mig med. Jeg elskede ideen. Jeg holdt ganske pænt af hovedpersonen. Universet var godt opbygget. Hemmelighederne gode. Men den rykkede sig bare ikke. Jeg følte at forfatteren insisterede på at holde sine hemmeligheder i så fast et jerngreb at de aldrig ville blive sluppet fri, og i stedet for at friste mig, opildne mig til at læse videre, begyndte jeg at sukke lidt for meget over den konstante gemmeleg der var gang i.

Kyla er en sød person, i hvert fald i starten. Jeg synes hun fungerer ret godt som frontfigur i bogen, som man følger hendes ”opvækst” på ny, hvor alt skal læres forfra. Som fx hvordan man åbner en bildør, eller at man ikke må holde på bladet af en kniv. Det var ret godt fundet på, synes jeg. Desværre gik det hurtigt over igen og på rekordtid var al lærdom åbenbart lagret og udviklet. Hendes personlighed, selvom hun er slettet, minder også meget om en almindelig teenagers, og det gør i hvert fald en del af bogen nemmere at sluge, fordi hun på de fleste punkter minder om enhver anden 16årig. Det gør hende mere håndgribelig og realistisk, men ærlig talt synes jeg også bogen fokuserede lidt for meget på den del, i forhold til hvad jeg ellers syntes der burde have været lagt væk på. Især hendes minder synes jeg meget af tiden blev gjort til et sidestykke. Man fik små brudstykker, hendes drømme og små glimt, men man fik aldrig rigtig noget som helst, så efter den første tid, begyndte det faktisk bare at irritere mig. Jeg kunne godt lide ideen om at sprede glimt og hints ud i hendes drømme, men jeg synes ikke forfatteren udnyttede det til fulde eller gjorde det særlig godt, før til allersidst. Hvor bogen så (sjovt nok) også sluttede. I det hele taget er det lidt essensen af min skuffelse. Jeg holdt utrolig meget af starten af bogen. Jeg holdt utrolig meget af slutningen af bogen. Alle siderne derimellem var jeg til gengæld knap så vild med, og kunne godt være kortet ned for min skyld.

Teri Terry er efter min mening virkelig god til at lave et univers og tænke sin historie igennem, så den hænger sammen for læseren. Persongalleriet var jeg knap så begejstret for. Udover Kyla holdt jeg rigtig meget af hendes ”mor” og Jazz. Hendes fars karakter finder jeg interessant og spændende, men personligt ville jeg hade ham, hvis jeg mødte ham i virkeligheden. Kylas søster, Amy og hendes ven slash kæreste, Ben fandt jeg til gengæld dybt irriterende i 98 % af bogen.

Bogen bruger dog sine personer godt. Persongalleriet er ikke så stort, men de der optræder deri, har alle en betydning. Det er fedt for personerne, men gjorde også nogle ting lidt for forudsigelige synes jeg. Dog udnyttes alle i galleriet godt, i forhold til de spørgsmål forfatteren mere eller mindre indirekte stiller læseren: Hvad er en personlighed? Hvad bygger vi vores personlighed og hele vores væsen på? Og etisk set, er det ok at slette folk, hvis man på den måde gør dem til bedre mennesker?

Disse spørgsmål synes jeg er super interessante og det var også dét der fangede mig ved bogen. Jeg vil uden tvivl læse videre, for jeg vil have slutningen og jeg vil se hvad der sker med Kyla videre. Jeg håber bare at spændingen bliver spredt mere ud og at forfatteren har en større mængde gode sider i den næste bog.

Men det skete i de dage …

Det er vist den eneste passage fra kristendommen jeg faktisk kan huske i hovedet. Men det er nu ikke fordi dette indlæg skal handle om religion og en gut på et kors. Nej, det skal handle om noget helt andet, nemlig en udfordring jeg blev stillet overfor af søde Irene, der på twitter spurgte mig hvor mange bøger jeg faktisk ejer – Og hvor mange jeg har læst. Gisp! Det var dælme da ikke lige noget jeg kunne i hovedet, men jeg tog udfordringen op og begyndte at føre regnskab med hver enkelt hylde herhjemme. Det tog lidt tid på nogle af dem.

Men summasummarum, efter en del tid og en del skriblerier med blok og pen, kom jeg da frem til et resultat. Jeg ved ikke om jeg er specielt overrasket. Jo, måske over antallet af bøger jeg faktisk har. Det løb mere op end jeg egentlig lige troede. Men fordelingen af læste/ulæste overrasker mig egentlig ikke voldsomt. I hvert fald, jeg har delt op i genrer og antallet i parentes, er ulæste bøger.

Derudover kommer det løse, såsom opslagsværker, formelsamling etc. til studie/fagbrug, samt et par stykker jeg ved jeg har lånt ud, men som jeg ikke kan huske. Alt i alt giver det 448 bøger, deraf 213 ulæste.

Når jeg tænker over det, havde jeg måske egentlig nok troet at jeg havde flere skønlitterære bøger og krimier, men det er samtidig også de to genre jeg er bedst til at rydde op i, når jeg rydder ud på hylderne og giver videre, så måske det er meget naturligt at fordelingen er som den er. Det er to kategorier jeg køber utrolig mange billige bøger i, men lever de ikke op til forventningerne, eller får jeg dem aldrig læst, ryger de videre til nye boghylder.

Har I tal på jeres bøger derhjemme?

Jens Lapidus: Mor prøvede

I tolv fortællinger møder vi karakterer fra Jens Lapidus’ Stockholm Noir-verden. Javier, Jorge, Ratko, Radovan, Natalie – alle har deres egen historie.
Men her er også nye sider af Lapidus’ forfatterskab, hvor den enkelte begivenhed, den udpenslede erindring, den fortættede scene får sin særlige ladning. Ikke mindst det moralske aspekt af forbrydelsen er i fokus. Hvordan forklarer en forsvarsadvokat, at han må gøre sit bedste, hver gang han forsvarer en forbryder, hvor modbydelig forbrydelsen end er? Hvordan ser livet ud efter ti år i fængsel? Hvordan lever man som pårørende til en søn eller bror inden for murene?
Selv om formen er ny, er stemmen den samme, det skarpe blik for løgne og selvbedrag, og sansen for både det tragiske og det komiske i en verden af store egoer, alt for mange våben og et uudslukkeligt behov for cash.

Da Saxo efterspurgte anmeldere til den nyeste Jens Lapidus udgivelse, meldte jeg mig på banen. Jeg har været tilhænger lide siden Cash blev udgivet på dansk, for med en baggrund som forsvarsadvokat, synes jeg tit forfatteren har nogle aspekter med i sine bøger, som andre krimiforfattere engang imellem glemmer. Mor prøvede var dog en lidt blandet oplevelse.

Nu har jeg jo som sagt læst de tidligere bøger, hvilket jeg oplevede som en klar fordel i flere af novellerne. Nogle vil måske argumentere for at det giver sig selv at man burde have læst de andre bøger først, men jeg synes egentlig, når man nu vælger at udgive en novellesamling med velkendte personer, at det ville have været mere klædeligt at skrive den så alle kunne lege med. På den måde kunne nye læsere måske få øjnene op for forfatteren, også læsere som måske ikke normalt ville have købt hans bøger som de første.

Længden på novellerne svingede noget, og mine favoritter var helt klart de lange af dem. Noveller har det jo ofte med, som bogens forord også siger, at have en masse ting der er usagte, som læseren selv skal regne ud og konstatere, men det kan altså godt være lidt svært, hvis man ikke har særlig mange sider at dømme ud fra. Især i et univers som Lapidus’, der på mange måder er et meget komplekst krimiunivers, forstået på den måde at forfatteren også beskæftiger sig med det psykologiske aspekt i sine personers handlinger. Det er netop også noget af dét jeg holder mest af ved Jens Lapidus, og det var rart at se at det stadig var med i denne udgivelse, selvom genren er lidt anderledes. Vi møder de velkendte ansigter, lige fra narkohandlerne og voldsmændene, til advokaterne. Og det fine ved det er, at forfatteren formår at give et indblik i at advokaterne kan være nøjagtig lige så korrupte som forbryderne de forsvarer. Det hører man bare ikke om, eller tænker over.
Det gør også at forfatteren ikke som sådan arbejder med begreberne ”rigtigt” og ”forkert” eller løfter fingre af nogle af sine karakterer, uanset hvilken side af loven de står på, og dét gør han utrolig godt, på en måde der stadig får læseren til at tænke at han klarer det med bravur, fordi det er dét han kan, og ikke fordi han bare ikke kan finde ud af at vælge en side eller være ”den onde”.

Jeg er stadig, efter at have læst de 12 noveller, stor fortaler for Jens Lapidus’ forfatterskab, men jeg må indrømme at jeg holder mig til hans krimier og lange fortællinger. I mine øjne falder forfatteren nemlig i den samme fælde som jeg synes stort set alle novellesamlinger falder i; de minder om hinanden. Selv de forskellige personligheder til trods, og forfatterens flotte og rammende sprog, kan ikke gøre op med at man til sidst sidder med følelsen af at have læst det hele tidligere, og derfor hurtigt regner den pågældende novelles plot ud. Dog var novellen ”Alborazmassivet” stadig lidt af en overraskelse for mig, og den spillede utroligt godt på ét af forfatterens absolut stærkeste kort, nemlig det psykologiske.

Alt i alt var Mor prøvede en ganske fin læseoplevelse, hverken fantastisk eller direkte dårlig. Den placerer sig i den middelgode midte af skalaen, uden at udmærke sig synderligt. Og så vil jeg ellers se frem til den fjerde krimiroman fra forfatterens side af.