Kate Brian: Inderkredsen

Sommerferien er slut, og Reed er tilbage i Billings House på Easton Academy efter et dramatisk skoleår, der også blev et farvel til de gamle Billings-piger.
Skolen har fået ny rektor, som bryder med de gamle mønstre. Reed hilser det velkommen og glæder sig over skolebestyrelsens valg af de nye Billings-piger: Constance, Missy, Lorna, Kiki, Astrid og Sabine.
Men Billings øvrige beboere, og i særdeleshed Reeds nye ærkefjende, Cheyenne Martins, opfatter forandringerne som en hån mod Billings historie og gør det til deres mmission at fastholde traditionerne, uanset hvad – deller hvem – der står i vejen…

Jeg må indrømme at jeg stadig har et lidt on/off forhold til denne serie og Kate Brians kreative ideer. På den ene side så sluger jeg bøgerne råt for usødet på max et par timer og er godt underholdt imens, lettere spændt på slutningen og klimakset, og siddende i en hyggelig lille boble af litteratur. På den anden side så ér denne serie ikke meget mere end middelmådig. Ideen bag handlingen er stadig god, men kører mere og mere i retning af Beverly Hills og Melrose Place, hvor alt kammer over og bare bliver for meget. Jeg tror måske at min konklusion, efter nu at have læst de første fem bøger, må blive at hvis man kan lide den slags tv-serier, så vil man elske denne serie også.

Sproget er stadig nemt at læse, meget flydende og indlevende og jeg fornemmer mere og mere tydeligt at Kate Brian har knyttet sig mere til sine personer undervejs. Efterhånden som man når længere ind i serien, begynder der også at komme flere følelser indover og man begynder at kunne mærke dem mere. Dette er et klart plus, for hvor man brugte de første par bøger på kun at lære personerne at kende, kan man nu også føle med dem og sætte sig ind i deres forskellige følelser.
Handlingen og dens plots undervejs er som sagt bygget meget op efter samme skelet som de mest populære ungdomsserier i TV, hvor alle er kærester lidt på skift, tøserne er veninder men bagtaler hinanden flittigt, den ene har problemer med alkohol og den anden med hårde stoffer … Osv osv osv. Det er ikke nødvendigvis skidt, man skal bare være klar over at det er dét man får, når man åbner bøgerne.

Kate Brian: Bekendelser

Skandalen om mordet på Thomas Pearson er ved at lægge sig og pigerne på Easton Academy kan igen koncentrere sig om hverdagens småp og store spørgsmål: Hvordan sniger man sig uset ud til den næste fest, hvilken farve skal cashmeren have til vinter og skal juleferien holdes i Barcelona eller på Bali? Reed har dog andet at bekymre sig om. Hun er nemlig overbevist om at Josh er uskyldig anklaget for mordet på Thomas.
Det betyder, at morderen stadig er derude.
Reed begynder på egen hånd at grave sandheden frem, men jo dybere hun graver, jo flere hemmeligheder støder hun på. Og jo nærmere kommer hun på en bekendelse, der vil ændre alting for altid… Hvis altså hun lever længe nok til at høre den.

Da jeg nåede til slutningen af denne fjerde bog i serien, sad jeg faktisk med lidt samme følelse, som da jeg afsluttede Lukket fest. Selvom en del af mig stadig holdt af serien og især Reed, som man ikke kan lade være med at føle med, så overskred Kate Brian alligevel lige den usynlige grænse mellem “ok” og “for meget” efter min mening. Hele bogen igennem blev man ellers stadig overrasket hist og her, opdagede nye ting og med Reeds nye problemer og handlinger følte man igen at der virkelig skete noget, selvom der i virkeligheden ikke er gået lang tid, rent handlingsmæssigt, over de fire bøger.

Jeg tror måske, at selvom jeg faktisk holder af disse bøger, vil jeg ende med en konklusion, der indtil videre hedder “middelmådige”. De er gode, hyggelige at læse, der sker noget hele tiden – Men jeg tror ikke at det havde skadet det store, hvis der var cuttet en hæl og en tå og man havde kortet handlingen ned til fx to bøger. På den måde vil hele serien blive kortere, for der kommer flere bøger endnu, men jeg tror til gengæld ikke at jeg ville nå at blive helt så træt af dem. Efter fire bøger synes jeg lidt at jeg har fået nok, for handlingen en simpelthen strukket for langt ud til at man faktisk føler at man har læst fire bøger. Det føles mere som én bog i fire kapitler. Dette kan selvfølgelig være noget man både kan elske og hade, men jeg hælder mest til at være lidt skeptisk. Jeg vil nok læse resten af serien, men det er ikke de bøger jeg hungre mest efter…

Kate Brian: Usårlig

Løgne, fester, afpresning og nu… mord?
Reeds kæreste, Thomas Pearson – den populære og uimodståelige lækre fyr, hun forelskede sig i – er død. Ingen ved hvad der egentlig skete og alle keder efter svaret. Eller gør de? Thanksgiving nærmer sig og Reed er alene på campus sammen med Josh, Thomas’ bedste ven. De bliver tvunget til at se de følelser i øjnene, som de har forsøgt at undertrykke, og det bliver den hedeste thanksgiving, Reed kunne drømme om. Men da hun deler nyheden med Billings-pigerne, bliver de alt andet end begejstrede. Og snart begynder det at se ud som om Josh er hovedmistænkt i sagen om mordet på Thomas.

Efter at have været lidt skuffet over Lukket fest begyndte jeg alligevel på nr. 3 i Private-serien, i håb om at forfatterens realisme vendte lidt tilbage og det synes jeg faktisk den gjorde. Ligesom i resten af serien er handlingen sat lidt på spidsen og man er ikke i tvivl om, som læser, at nogle af personlighederne ligger lige på grænsen til at kunne eksistere i virkeligheden. Dog, med den verden vi lever i i dag, ville man ikke blive forbløffet hvis de faktisk gjorde.

Noget af det jeg holdt allermest af ved Usårlig var den måde som Kate Brian når ind til følelserne på. Bogen starter dybt tragisk og er en ren tårepersoner i hele første halvdel, men det er skrevet med varme og medfølelse, så man kan ikke lade være med at føle med Reed og forstår hvordan hun har det efter tabet af sin første kærlighed. Jeg personligt kunne leve mig langt mere ind i handlingen i denne bog, end i de forrige, for her blev der virkelig sat følelser i spil og der blev ikke sparet på beskrivelserne og sørgeperioden.

Faktisk vil jeg mene at Usårlig uden tvivl er den bedste bog i serien, so far, fordi man både kunne føle med personerne, hade de “onde”, leve sig ind i nogle af problemerne og samtidig stadig kunne sidde og blive overrasket. Og i en bogserie som denne, vil jeg faktisk mene at det er lidt af en kunst, at kunne blive ved med at overraske læseren, når vedkommende allerede kender så meget til personerne i bogens sider.

Kate Brian: Lukket fest

Reed Brennans fremtid tegner lige så strålende som diamanterne i hendes nye kollegiekammeraters ører. Det var ikke nok for Reed at blive optaget på landets mest velansete kostskole. Hun måtte bryde alle regler for at gøre det, men hun har opnået det umulige: Reed er en Billings-pige nu.
Med titlen følger respekt og glamour – Og en tjans som husslave for de andre Billings-piger. Den daglige oprydning på pigernes værelser giver Reed adgang til deres hemmeligste gemmer og her finder hun noget, som stiller de ellers så perfekte Billings-piger i et helt nyt, skummelt lys og Reed i et umuligt dillema: Skal hun tie stille eog beavere sin postion i tippen af hierarkiet eller afsløre kliken og bive udstødt for altid?
Nemmere bliver det ikke da Reeds kæreste, Thomas er sporløst forsvundet og værelseskammeraten Natacha tager nogle lettere flaterende billeder af Reed, under én af deres ulovlige fester. For at slippe for offentlig ydmygelse skal Reed nu grave snavs frem om de mest magtfulde og populære Billings-piger, ellers bliver hun bortvist.

Efter hurtigt at være kommet igennem den første bog i serien, skyndte jeg mig videre med Lukket fest og stadig må jeg sige at det er en god serie. Den holder sit fokus på dét et være teenager med hvad dertil hører og selvom man allerede kender mange af personerne godt, fra den første bog, så opdagede man stadig nye ting som Kate Brian først afslører igennem denne bog og på den måde, lærer man stadig nyt om de forskellige karakterer, i løbet af bogens handling.

Sproget har heller ikke ændre sig og er stadig flydende, med en rimelig mængde detaljer. Dog er der stadig flere grammatiske fejl i den danske oversættelse, men ikke noget som du ikke kan abstrahere fra, ved læsningen. Rent grundlæggende, kan jeg dog rigtig godt lide Kate Brians sprog og skrivestil, fordi den er godt tilpasset til målgruppen og bogens indhold.

Desværre må jeg (også) sige at jeg ved Lukket fest begyndte at blive lidt skuffet, da den lakkede mod enden. Lige fra starten af Private har serien været lidt på yderkanten hvad angår at det er realistisk med disse menneskers personlighed og gøren og laden, men i løbet af denne bog synes jeg at Kate Brian strammede rebet lidt for meget. Personerne og deres handlinger blev lige en tand for ydergående til at jeg helt kunne sidde og tro på det realistiske i det og det synes jeg var lidt trist, for bogen er jo skrevet til at kunne være rigtig, sådan principmæssigt. Jeg håber at Kate Brian lige vil falde tilbage på sporet og lade være med at overdramatisere, videe i de næste bind.

Kate Brian: Private

Da femtenårige Reed vinder et stipendium tl Easton Academy, er det vejen væk fra et svøvnigt forstadsliv og en deprimeret mor. På det prestigefyldte Easton vil Reed få muligheden for at blive en del af den sofistikerede elite i samfundets top. Der er bare ét problem: Alle andre her er lidt mere tjekkede, lidt mere selvsikre og ret meget rigere, end hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.
Øverst i hierarkiet er Billings-pigerne – De smukkeste og mest intelligente piger på Easton. Reed sætter sig for at blive en del af den magtfulde klke, koste hvad det vil. Men er hun virkelig parat til at betale popularitetens høje pris? For bag de stylede facader gemmer sig hemmeligheder så mørke, at de dårligt tåler dagens lys.

Jeg havde lidt mine forbehold ved denne serie, da den lød ret overfladisk og intetsigende, bare ved at læse bagsiden på den første bog – Alligevel gav jeg serien en chance og det har jeg bestemt ikke fortrudt, siden! Private er første del og fokusere på nogle af de ting som enhver teenager vil kæmpe med på et eller andet tidspunkt: Følelsen af ikke at være god nok, gruppepres, drømmene om det uopnåelige, den første kærlighed og alle de dagligdags problemer, som man slås med i en alder af 15 år. Sat lidt på spidsen, giver Kate Brian en lille opsang om at selvom du måske følger gruppen, så kan du stadig være dig selv, som du ønsker at være. Og mest af alt, så er det kun dig selv, der kan ændre dit liv.

Som man når ind i bogen bliver personerne mere og mere levende for én og der er ingen tvivl om at Kate Brian har siddet og fiflet med en personlighed til samtlige af sine hovedpersoner og vigtige bipersoner. Efterhånden får de allesammen mere og mere indhold og man opdager nye ting om dem alle, hele vejen igennem. Især dette var noget jeg blev glad for, for selvom du lægger ud med at hade de overfladiske, kolde og kyniske Billings-piger, så er alting ikke altid som det ser ud til og dét synes jeg var rart at opleve. Det gjorde for mig, at jeg troede mere på forfatterens pointe, end jeg ellers ville have gjort.

Sproget er let og flydende, der er en rimelig mængde detaljer, og kan man se bort fra de grammatiske fejl der er lavet, i den danske oversættelse, så er det en rigtig god bog. Den er letlæselig, så man behøver ikke skulle sidde med den i tyve timer før man er færdig, men alligevel er der indhold i den og kant til læseren. En positiv oplevelse og noget jeg bestemt kan anbefale de unge at læse.

L. J. Smith: Skyggesjæle

Stefan bliver svagere og svagere i fængslet i Mørkets Dimension, hvor vampyrer og dæmoner hersker.
Damon er plaget af samvittighedsnag og er sammen med Elena på vej for at befri sin bror, før det er for sent. Men hans ønske om at gøre hende til sin, lurer stadig.
Elena er parat til alt for at redde Stefan, men spændingen mellem hende og Damon vokser, og hun begynder at tvivle: Hvem af brødrene vil hun egentlig have?

Selvom jeg stadig holdt meget af Mørkets Frembrud så dalede min kærlighed alligevel en lille smule, i forhold til de fire første bøger i serien. Desværre fortsatte dén kurs, med denne sjette omgang af historien om Elena, Stefan, Damon og de mørke kræfter der lurer.

Jeg kunne egentlig ret godt lide ideen om at holdet fra Fells Church må drage til Mørkets Dimension for at redde Stefan. Det er der ikke den helt store overraskelse i, når man nu har fulgt Stefan og Elenas kærlighed til hinanden igennem de forrige bøger. At hun ikke var taget af sted efter ham, ville have været pænt sært, lige pludseligt. Jeg synes også at det fungerer udmærket dernede, i starten af bogen. Jeg kan godt lide det samfund der bliver præsenteret, de omgivelser de befinder sig i og de nye bipersoner der indlogeres i historien.

… Men så stopper den også lidt dér desværre, for jeg føler slet ikke at historien rykker sig på samme måde som i de første bøger. Igen begynder man at køre lidt i riller hvor det skiftevis handler om forbudte kys og modstridende følelser… Og om at ”blende ind” i et helt andet samfund, hvor man ikke hører til. Handlingen skrider ikke fremad i nær samme tempo som jeg var blevet vandt til og der er heller ikke tilnærmelsesvis så meget drama og kamp inde over. Ærgerligt, for jeg havde glædet mig til disse nye eventyr med trekantsdramaets og dets venner og glædedes over at bøgerne blev tykkere i løbet af serien. Men det virkede desværre slet ikke, for godt nok er bøgerne vokset i sideantal, men de er også blevet mere langtrukne og forsigtige i deres handling.

Jeg agter skam stadig at læse videre i serien, vær forvisset på det, og jeg holder meget af de faste personers, man er kommet til at kende så godt – Men jeg håber inderligt at det syvende bind i serien vil komme tilbage til den stil der blev lagt i de første bøger, så jeg igen kan komme til at føle lige så stærkt for serien, som jeg gjorde i starten.
Jeg savner det levende sprog der især var aktivt i de fire første bøger, dramaet der lige så stille udfoldede sig på samtlige sider og den iver jeg havde for at læse videre. Alt dét er desværre dalet noget i de sidste to bøger og hvor meget jeg end gerne ville elske dem og suse igennem dem, så blev det bare aldrig det samme og jeg sad tilbage med en lidt flad fornemmelse efter at have vendt den sidste side…

L. J. Smith: Mørkets Frembrud

Elena vender tilbage til livet – men er nu mere end blot et menneske, og de overmenneskelige evner gør hendes blod mere eftertragtet end nogen sinde.
Stefan bliver lokket væk fra Fell’s Church med løftet om at blive befriet for vampyrens forbandelse.
Damon, den evige jæger, griber chancen til at forsøge at overbevise Elena om, at han er den som hun hører sammen med. Men jægeren bliver selv bytte, da en ondsindet skabning dominerer hans vilje efter forgodtbefindende.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan bestemme mig for, hvordan jeg synes det fungerede med Elenas død og genopståen fra samme. Egentlig synes jeg at twistet fungerede ret godt og var noget mere anderledes end ellers set… Jeg synes bare aldrig rigtig at det kom til sin ret. På trods af at genopstandelsen ikke ligefrem var problemfri, så kom Smith uhyre nemt omkring og det vups, så var Elena tilbage, normal som før i tiden. Den forandring der skete og dét den betød/betyder for Elena og de andre, synes jeg aldrig man rigtig får at føle og dét ærgre mig.

Men ellers kunne jeg mægtig godt lide denne femte del af Vampire Diaries. Jeg havde jo før læsningen hørt utallige rygter om at den nye række af bøger var virkelig dårlige, i forhold til den gamle del af dem, men det synes jeg egentlig ikke. Jeg synes stadig sproget er godt og handlingen spiller fint med intriger, drama og overnaturlige kræfter. L.J. Smith holder, i mine øjne, en ganske fin rød tråd igennem alle bøgerne og jeg føler egentlig ikke at handlingen er udvandet så meget som nogle påstår. Tværtimod kunne jeg godt lide de små twists der var sat ind og dét at Stefan trådte i baggrunden i denne bog. Jeg kan såmænd godt lide Stefans person og hans forhold til Elena, men jeg var også ret glad for at få Damon mere frem i lyset. Det er ligesom om at hans plads i trekantsdramaet altid har været meget spinkel og en lille biting, der ikke var vigtig. Men når der nu er et trekantsdrama, så synes jeg det er fedt at han har fået lov til at spille sin rolle. Og er blevet så dobbelttydig, at man egentlig har ondt af ham med jævne mellemrum. Som Elena også er inde på i bogen, så er han, i virkeligheden, måske slet ikke så slem, som man tror…

Selvom jeg synes at sproget er meget det samme som tidligere og plottet udspiller sig meget i samme stil, så synes jeg dog at denne femte bog blev lidt langtrukken i dens bipersoner. Nu holdt jeg heller ikke videre af disse nye overnaturlige væsner med deres kræfter, for jeg synes et eller andet sted slet ikke at de passer ind i dét univers. Jeg havde gerne set at historien fortsatte med at bygge på vampyrer/varulve og lign. og ikke pludselig skulle gå i en helt anden retning også. De nye personers rolle blev ofte blot gentaget side efter side og man rykkede sig aldrig rigtig med dem – Det var bare gentagelse af hvordan de var, hvor de kom fra, hvad de kunne, side efter side. Dét ærgrede mig og den del af historien kunne sagtens være håndteret langt bedre fra forfatterens side…

L. J. Smith: Genforening

Elena advarer i en drøm Bonnie om at en ny og endnu større fare truer Fell’s Church, og fortæller at Stefan er den eneste der kan hjælpe hende og hendes venner.
Stefan vender tilbage, tilkaldt af Bonnie, for at finde og standse den der har indledt en ny række rædsler ved at dræbe en af pigerne fra skolens afgangsklasse.
Damon er fulgt efter sin bror. Han ved hvem den nye, magtfulde fjende er, men skal først blive enig med sig selv om de andres trængsler kommer ham ved.

Endelig nåede forfatteren til et sted, hvor der måtte dannes en pause. Det er ellers ikke set imellem de forrige bøger, men som en naturlig del af både forfatterens skriveproces og afslutningen på den tredje bog, er der nu gået nogle måneder siden vi sidst var i Fells Church.
Den fjerde bog starter anderledes ud og der er kommet en ny fortæller til, som en naturlig del af udviklingen i universet. Dette kan være både godt og skidt og selvom det har sine fordele og gode konsekvenser overfor nogle af personlighederne og fortællingen som helhed, så må jeg indrømme at jeg hellere ville have haft en anden fortæller på end lige Bonnie, som har fået lov til at få den rolle. I mine øjne ér og bliver hun bare lettere ynkelig og irriterende, uanset hvad der sker i bøgerne, så hun var ikke lige mit mest elskede valg som fortæller.

Der går et par sider inden historien kommer rigtig i gang, men siderne vender sig selv trods den lidt langsomme start og så tager plottet ellers fat, for fuld kraft. Man haster igennem siderne, sluger hvert et ord og der er action og drama fra alle ender og kanter. Gamle kendinge dukker op, nye historier brygges og man gisper og græder de helt rigtige steder, som hele universet tager en drejning og man bare må se sig forbløffet over den fantasi som forfatteren har gravet frem. Fra først til sidst føler man at man er en del af bogen, en del af personerne og at man ikke kan lade være med at føle og leve med dem.

Nu har jeg alligevel skamrost bøgerne, fire anmeldelser i træk, og jeg står skam ved det hele. Vampire Diaries er en fantastisk ny serie og jeg er langt mere begejstret overfor denne serie end mange af de andre vampyrfortællinger der hærger både Danmark og resten af verden. Dog må jeg sige at én negativ ting, der går igen ved alle bøgerne, er den måde forlaget Tellerup har valgt at lave bagsiderne på, på de danske udgaver. Bøgerne er fantastisk flotte på forsiden, men de bagsider skære mig i øjnene gang på gang. De er uden tvivl lavet for at skabe spænding og begejstring og mystik, men på mig virker de helt modsat. Jeg havde aldrig købt serien i første omgang, hvis ikke jeg havde hørt om den fra andre, for de bagsider siger mig intet overhoved. En skam… For efter hvad jeg kan se på de engelske bagsider, ligger de meget bedre op til spænding og drama.

L. J. Smith: Raseriet

Stefan er tynget af skyldfølelse over at have mistet Elena og søger nu efter at slutte fred med sin bror Damon – koste hvad det vil.
Damon må sætte sit had til side for sammen med Stefan at møde en fælles fjende.
Elena må lære at beherske sine nye instinkter inden det er for sent.

Endnu engang kommer vi som læser direkte ind i historien og der tages ikke hensyn til sarte nerver, glemsomme hjerner eller nye læsere. Har du ikke fulgt med fra side et i bog et, har du et problem, for du får altså ikke serveret et fyldestgørende resume på et kagefad. Er du derimod fast læser vil du elske det nye kapitel i historien om Elana og Stefan.

Noget af det mest forfriskende i den tredje del, er at Elena er modsat langt de fleste forvandlede hovedpersoner der dukker op diverse bøger og serier. Her er der tale om en pige der ikke selv valgte sin skæbne. Hun valgte ikke, og ønskede ikke, at blive en vampyr. Hun vågner ikke op og kan klare det hele med det samme og har helt tjek på det hele. I stedet får vi, som læser, lov til at møde hende, dybt forvirret og lettere ynkelig, fordi alt er nyt for hende. Hun må kæmpe med sin nye tilværelse, konsekvenserne af det skete og hendes nye lyster. Og det er ikke nemt. Slet ikke når man er teenager og stadig er splittet mellem to forskellige fyre. For ikke at tale om at man har dårlig samvittighed overfor en fyr fra sit tidligere liv.

I denne tre’er er der endnu flere twists og uforudsete hændelser end i de to forrige bøger. Man tror at tingene er indlysende og ligetil, men det er de langt fra og som læser må man gispe, grine, græde og sørge med de forskellige personligheder.
Nye historier kommer til, gamle genopstår og uddybes og alt hænger sammen i en større helhed, som man ikke kan lade være med at elske. Lige indtil sidste kapitel, hvor man sidder som læser og er på nippet til at mene at der burde være en dødsstraf til onde forfattere. Men så er det jo godt at man ved, der er flere bøger i serien…

L. J. Smith: Kampen

Damon er fast besluttet på at gøre Elena til sin Mørkets Dronning og er parat til at dræbe sin bror for at opnå hvad han ønsker.
Stefan I sit desperate håb om at få kræfter nok til at udslette Damon, giver han efter sin lyst til menneskeblod.
Elena føler sig hjælpeløst tiltrukket af begge brødre og ved at hendes valg vil afgøre deres skæbne.

Der er ingen mellemtid mellem den første bog og denne fortsættelse. Man kommer som læser direkte ind i Elena og Stefans historie på ny og der er hverken gået tusinder af år eller store begivenheder, siden sidst vi var sammen med dem. Handlingen starter med det samme og der ligges ikke op til tonsvis af gentagelser eller opsummeringer. Her er der en forfatter der virkelig har forstået at læseren allerede har læst sig igennem den første bog og derfor ikke tager hensyn til de som måske springer den over. Dét var faktisk også noget af det jeg fandt mest forfriskende ved denne fortsættelse, for ligesom ved sin forgænger elskede jeg den fra side ét.

I den første bog kunne man godt få en lettere hovedpine over denne populære, overfladiske, snobbede trunte som man nu engang måtte acceptere som bogens hovedperson. Men i Kampen er Elena gået fra ælling til svane, i ren overført betydning. Hendes liv handlede aldrig om andet end at være populær, smuk, succesfuld og set-op-til. Da hun mistede alt dette i den første bog måtte hun pludselig forholde sig til et helt nyt liv og dette er fortalt ganske interessant og er med til at man som læser nu kan sætte sig meget bedre ind i hele situationen og ikke kun enkelte episoder. På samme måde er gensynet med alle de velkendte personer også en lejlighed til at gøre dem mere levende og der bliver virkelig bygget videre på historien, baggrunden og alle personlighederne, efterhånden som man læser sig igennem denne bog.

Kampen giver også anledning til at opleve nogle af de personer vi ikke fik helt så meget af, i første omgang. Damon får en større rolle og som læser begynder man at kunne forstå ham bedre og forholde sig til ham. Det gavner virkelig bogen og handlingen og selvom man tror at man ved hvad der sker, fordi man har læst den første bog, så må man alligevel se sig lettere snydt på målstregen, for her er en forfatter der tilsyneladende elsker at lege med sine personer og deres liv. Til læserens store fornøjelse.