Harlan Coben: Hold tæt

En sadistisk morder er på spil i den lille søvnige forstadsby Glen Rock, men det er lige før, morderen forekommer mindre skræmmende end de mere menneskelige problemer, som sender almindelig folks liv ud i totalt kaos.
Tia og Mike havde aldrig forestillet sig, at de ville udspionere deres søn, men deres 16-årige søn Adam har efter sin vens selvmord været meget fraværende og trukket sig fra dem. Tia og Mike bliver rystet i deres grundvold, da de en dag ved hjælp af et avanceret Spy-ware program installeret på sønnens computer læser følgende besked til sønnen fra en anonym afsender: “Hvis vi holder lav profil og tier, sker der ikke noget”.

Hold tæt er, med sine 404 sider, en lidt tyk krabat, men ikke desto mindre var det en bog jeg bare måtte læse færdig, da jeg først var begyndt på den, for det er én af den slags historier, der fanger læseren fra side ét og som man må læse helt til ende, for at få alle mysterierne opklaret. Enkelte dele af handlingen giver næsten sig selv i denne bog, og er lidt for åbenlyse, men alligevel sad jeg tilbage, efter at have lukket bogen, og tænkte “Hvad skete der lige dér?”. Bedst som man tror man har regnet det hele ud, må man se sig slået af én eller anden lille detalje, der betød mere end først antaget.

Noget af det jeg holder mest af ved Coben, er at han hælder mere til spændingsgenren fremfor de klassiske krimier og dét er en ting jeg sætter stor pris på, så hvis du er til spænding, nervepirrende hemmeligheder og skjulte aftaler, så er dette helt klar en bog der kan anbefales. En anden fordel ved Harlan Coben må være at han formår at gøre krimien til noget let humoristisk, med sin egen tørre og ironiske humor. Man kan simpelthen ikke lade være med at smile hist og her, men stadig er humoren puttet ind på steder hvor den virker rigtig og ikke bare er med for at “løfte stemningen”. Noget der godt kan være svært i krimigenren, især når man, som Harlan Coben, leger med genren og laver sine helt egne regler, hvor historien ikke kun er den klassiske gartneren gjorde det-historie, men også et indvinklet plut spundet sammen omkring meget mere end blot et mord.

Du skal kaste dig over Hold tæt hvis du er til spænding, nytænkning og en anderledes krimi. Hvis du elsker det psykologiske spil i mordgåderne og elsker at sidde og fifle med dine egne teorier udfra de handlinger du får læst dig frem til. I så fald, vil du elsker denne bog.

Harlan Coben: Løftet

Skoleåret er ved at være slut, og en endeløs række af fester står for døren for de unge collegestuderende. Det er en foruroligende tid med bl.a. spritkørsel, og Myron er fast besluttet på at hjælpe sine venners børn, så de ikke behøver at ty til den løsning. Han får derfor to unge piger fra nabolaget til at love ham, at hvis de en aften er kommet i knibe og ikke tør ringe til deres forældre, så skal de bare ringe til ham.
Nogle måneder senere kommer der et opkald til Myron kl. 2 om natten fra en af pigerne, og som lovet henter han hende inde på Manhattan for at bringe hende hjem til en ven i New Jersey. Men næste dag viser det sig, at pigen er forsvundet – hun nåede aldrig sikker indenfor hos sin ven – og Myron er den sidste, der har set hende…

Plottet og hele handlingen i Løftet er supergodt og er én af den slags bøger der bare talte til mig med det samme. Alligevel må jeg sige at det havde ikke skadet noget eller nogle, at skære små hundrede sider af handlingen. Bogen er på 430 sider, så det er ikke fordi det er et halvt leksikon – Men der går bare lidt for meget politiet-efter-røverne i den undervejs, hvor halvdelen af jagten kunne være kortet af, uden at man havde savnet det. Jeg kan godt lide en vis jagt og spænding i en normal krimi, men her virker det bare lidt som om at forfatteren har fået betaling pr. side fremfor pr. bog, så der lige skulle proppes noget ekstra ind undervejs. Det er synd for, som forfatter er Coben blevet mere og mere fantastisk med årene, men denne her er altså ikke hans bedste.

Trods den lidt lange handling, er bogen dog stadig velskrevet med små humoristiske glimt i ny og næ. Man føler sig hurtigt hjemme igen sammen med Myron i New York, så er man til lange bøger, hvor man må vente på slutningen og løsningen på gåden, så er det en bog der er god at kaste sig ud i. Sproget er fangende og der er ingen tvivl om at Harlan Coben skriver godt og er god til at holde spændingen for sine læsere. Denne bog blev bare et par sider for lang, i forhold til sit egentlige indhold.

Beastly

”Beastly” er en moderne fortolkning af det klassiske eventyr om Skønheden og Udyret.

Kyle Kingson (Alex Pettyfer) er søn af en rigmand og lige så selvcentreret, som han er flot. Hans dage går med at lave sjov, feste og gøre grin med mindrebemidlede mennesker, især dem på den designskole, hvor Kyle har sin gang.
En dag rammer hans ondsindede jokes goth pigen Kendra (Mary-Kate Olsen) og hun bruger mørk magi på at forvandle ham til et udyr. Hun giver ham ét år til at finde en pige, der kan elske ham trods hans ydre … Men findes der virkelig en pige, der kan se igennem det ydre og Kyles facader, og bare elske ham, for den han er?

Ja ja. Jeg er 26 år, men jeg havde altså ventet længe på denne film. Og da den så bliver udskudt gang på gang, for til sidst helt at blive aflyst i de danske biografer, må man jo tage skeen i egen hånd. Så jeg allierede mig med en hjemmeside og vupti – Underholdning til Eeyore, lige dér. Om jeg skal have den på DVD? Oh yeah!

Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til Beastly. Måske mest af alt bare en lettilgængelig, humoristisk og sød fortolkning af klassikeren, som vi alle kender fra Disney. Og med dét i baghovedet at Alex Pettyfer stod for den ene del af hovedrolleparret, justerede jeg mine forventninger derefter. Men blev positivt overrasket.

Instruktør Daniel Barnz har ikke uanede mængder af erfaring med i sin kuffert, men jeg synes egentlig at han gør et flot og vellykket forsøg på at lave en sød ungdomsfilm over et klassisk eventyr, omskrevet af Alex Flinn. Jeg mener, det er jo ikke fordi historien kan overraske særlig mange; den er set før. Og man skal ikke forvente en ren Woody Allen film med kæmpe moraler og store filosofiske tiltag … Men vil man have en sød, kvik og hyggelig ungdomsfilm, så er den hjemme med Beastly her.

Alex Pettyfer bærer den mandlige del af hovedrollen, og må siges at være dén der overraskede mig mest i filmen. Efter at have set ham i I Am Number Four har mit forhold til ham været noget afslappet. Jeg synes mildest talt ikke at han klarede sin rolle som John Smith særlig godt, og var dybt skuffet, da jeg forlod biografsalen dengang. Men i Beastly har han enten oppet sig gevaldigt eller fået lidt undervisning siden hen. I hvert fald klarer han rollen som den storsnudede og egoistiske rigmandssøn ret flot. Indrømmet, jeg bliver aldrig dybt betaget af Alex Pettyfer og jeg tror ærlig talt heller aldrig at han vil kunne stå med en Oscar-statuette i hånden. Men han gør det fint og kan godt have nogle fine år i branchen, indenfor ungdomsgenren. Han minder mig lidt om fx Liam Hemsworth (The Last Song) eller Jason Earles (Hannah Montana), sådan karrieremæssigt set.

Vanessa Hudgens har man set noget mere til gennem årene, ikke mindst fra High School Musical-filmene. Og hun gør det såmænd også fint i denne her omgang. Måske mest af alt fordi hendes rolle som Lindy ikke er så forskellig igen, fra hendes rolle som Gabriella. Hun skal stadig spille sød, uskyldig, lidt naiv og … Well, sød! Det gør hun også flot og troværdigt, vil jeg mene, og hun fremstår netop som den klassiske Belle. Lidt drømmende, romantisk og håber på at opleve mere end bare lige dét der er omkring hende lige nu. Til gengæld tror jeg ikke at Hudgens ville kunne klare en mere hård og krævende rolle, som indeholdt enten mere modenhed eller mere action. Men det er jo sådan set også lige meget, hvis bare man klarer ungdomsfilmene fint og vil dét.

Mary-Kate Olsen var nok den af de tre unge, som jeg glædede mig mest til at opleve. Det er mange år siden jeg sidst har set hende i noget seriøst, andet end på en form for rød løber til diverse begivenheder. Og lad mig da sige det sådan; hun er vokset med årene. Ikke kun i højde, men bestemt også i talent og karisma. Endnu engang vil jeg vove at påstå at hun nok heller ikke kommer til at stå med en Oscar, men hun har en utrolig flot karisma og personlighed, der virkelig brænder igennem – Også i rollen som den noget særprægede, goth-inspirerede pige Kendra. Jeg havde faktisk gerne set at hun havde fået en lidt større rolle, der havde fyldt lidt mere, for den har jo alligevel en ret stor betydning for eventyret.

Så alt i alt kan den samlede anmeldelse vist ikke komme bag på mange. Du skal se filmen, hvis du enten har et lille cruch på én af skuespillerne. Eller hvis du gerne vil have en sød og underholdende film for en aften. Åh – Og nå ja, det glemte jeg. Neil Patrick Harris (How I met your mother) har en flot birolle som den blinde fyr Will, der forsøger at lære Kyle ét og andet om livet og prioriteringer. Og dén er virkelig værd at se, når man nu bare kender ham som scorekarlen Barney.

Harlan Coben: I skoven

For tyve år siden gik fire teenagere på sommerlejr ind i en skov om natten. To blev fundet myrdet og to blev aldrig fundet. Fire familier fik deres tilværelse ændret for altid og nu, tyve år efter, ser det ud til, at deres liv skal vendes på hovedet igen.
Paul Copeland er blevet voksen, er blevet offentlig anklager og har lært at leve med savnet af sin søster. Da et mordoffer bliver fundet og mange spor peger mod Copeland, bliver der åbnet op for mørke familiehemmeligheder. Er mordofferet en af de fire børn fra sommerlejren, som aldrig blev fundet? Er hans søster i live? Copeland bliver nødt til at grave tilbage i tiden og beslutte hvilke hemmelugheder der skal frem i lyset og hvilke der har bedst af at forblive glemte.

Harlan Coben er én af de forfattere, der er rimelig nem at genkende via skrivestilen og I skoven er ingen undtagelse fra de forrige bøger af samme forfatter. Stilen og formuleringerne er meget velkendte og man falder hurtigt ind i en god rytmne med sin hovedperson og hans oplevelser, samt de nye problemer der opstår i denne bog. Dog har I skoven flere sarkastiske replikker og mere tør galgenhumor end forfatterens tidligere bøger, så hvis man er til den slags, kan man sagtens få lidt sjov ud af at lede efter dem, i denne bog.

Noget af det jeg satte mest pris på, da jeg læste bogen, var at den ikke var nær så forudsigelig som enkelte af sine søskende, der er udkommet tidligere. Her er virkelig tale om en forfatter der har udviklet sig og er blevet bedre med tiden. Jeg sad flere gange undervejs og tænkte at nu havde jeg regnet plottet ud, men hver gang kom der noget i vejen for ideen og jeg måtte kasserere min løsning, for at læse videre og finde den rigtige af slagsen. Den er dog heller ikke så gennemtænkt at man ikke godt kan finde ledetrådene, hvis man kigger, så hvis man aldrig har læst noget af Coben før, eller måske slet ikke er begyndt at læse krimier, så ville denne bog, efter min mening, sagtens kunne være én af dem man startede med. Den er enkel at komme igennem rent sprogligt, men der spares alligevel ikke på detaljer og personkarakteristikker.

Hvor heldig man kan lige være?

Jeg mener, det ér altså bare ikke hver dag man kan åbne sin indbakke på mailen og så bare se sådan et vidunder. Sådan et mirakel. Sådan en gave. Jeg kan nemlig nu sidde og føle mig så heldig og taknemmelig, for disse fantastiske præmier, der lige om lidt tikker ind på min adresse eller min bankkonto. Ja, hvis jeg selvfølgelig bare lige sender mine kontooplysninger, mit password og min højre nyre, det er klart. Men hvorfor skulle jeg dog ikke gøre dét?!

Alene siden i går har jeg fået et gratis digitalkamera for kun 1 krone (”gratis” er åbenbart et vidt begreb), jeg har vundet en ferie med familien til Gran Canaria, en lottokupon med sikker milliongevinst (den har jeg faktisk vundet 2 gange – så jeg bliver dobbelt millionær på onsdag, wohoo!) og en ny IPhone. Pokkers at jeg så lige har købt én selv. Spildte penge.

Og så taler vi slet ikke om at jeg også er med i udtrækningen til at vinde en hjemmebiograf, et hotelophold og et gavekort til Netto. Samt jeg kan tabe mig helt gratis og enkelt, via et fint firma, der tilbyder gratis kosttilskud til lige præcis mig. Og så kan jeg sørme også få tilsendt et års forbrug af Viagra ganske gratis – Og få gjort min penis længere, hvis jeg lige tager en tur til Polen. Også ganske gratis. Wohoo!

Harlan Coben: Forsvundet

Myron Bolitar har ikke haft kontakt med sin tidligere kæreste Therese, siden hun forsvandt uden et ord 10 år tidligere. Derfor bliver han temmelig overrasket, da hun en morgen desperat ringer fra Paris i håb om at få ham til at hjælpe sig med et stort problem; hendes eksmand er forsvundet under mystiske omstændigheder.

Intet er, hvad det ser ud til. Myron og Therese må i et hæsblæsende tempo kæmpe for at holde sig ude af en ukendt snigmorders skudlinje og for hele tiden at være et skridt foran Homeland Security, Interpol og Mossad. De går til den yderste grænse for at opklare, hvad der er i virkeligheden skete med Thereses datter og for at afdække et grusomt plot med globale konsekvenser.

Harlan Coben var én af de forfattere jeg opdagede i løbet af 2009 og som jeg kom til at holde utrolig meget af, på utrolig kort tid. Skrivestilen er let genkendelig og forfatteren formår at få nøjagtig så mange detaljer med at man er mættet, uden at være proppet. Humoren er stukket ind mellem sidebenene hist og her, så man hikker af grin og alligevel sidder og er dybt bekymret på hovedpersonens vegne, for hvad sker der videre? Og jeg vil næsten garantere at du som læser ikke regner handlingen ud, for her er der tale om en forfatter der formår at proppe noget uventet ind, netop som du sidder med detektivhatten og tror at nu har du fanget hele plottet.

Forsvundet er ingen undtagelse og lever fuldt op til de rosende ord. Det er spændingsgenren når den er bedst og man kan ikke andet end at blive imponeret over den måde, hvorpå forfatteren får proppet vores daglige liv og kulturhistorie ind i en selvopspundet historie med uskete dramaer og forbrydelser.
Hovedpersonen er den samme sol altid – Den elskelige Myron Bolitar, som i virkeligheden driver et agentbureau, men kan takke sine ansatte for at det ikke er gået nedenom og hjem endnu, for han er altid mere end travlt optaget af en helt anden slags sager. Han har sine fejl og mangler og er i det hele taget én af de hovedpersoner du forholder dig utrolig nemt til. Om man har læst de tidligere bøger eller ej, så kommer man hurtigt til at holde af ham og får et godt indblik i hans liv. Dette er også én af de ting jeg elsker ved Cobens bøger. Hvis du har læst dem fra start af og i den rigtige rækkefølge, så er der både lagt små stikpiller og åbne hentydninger og henvisninger ind til alle de tidligere historier. Alligevel kan du også bare gribe den første, den bedste dog og du vil alligevel ikke gå glip af noget, for du bliver hurtigt sat ind i det hele igen – Også uden at det keder den vante læser.

Forsvundet er i skrivende stund den nyeste bog på Cobens lange lister over udgivelser og som læser bliver man bestemt ikke skuffet. Her er spænding, action, godt sammensatte komplotter, henvisninger til vores rigtige historie og selvfølgelig en portion venskab, kærlighed og følelser til at krydre det hele med. Som læser er du fanget fra først til sidst.

Kimberly Derting: Body Finder

Violet har en hemmelighed, som kun de færreste kender. Når nogen bliver myrdet, kan hun fornemme, hvor de døde ligger skjult. Hun kan høre deres ekko.

Det er længe siden, hun sidst hørte ekkoet fra de døde, men nu er det der igen. Violet finder en ung pige myrdet, mens en anden forsvinder. En seriemorder har slået til i den lille by, og sammen med barndomsvennen Jay bliver Violet trukket ind i eftersøgningen.
Hurtigt mærker hun, at hun har mere end venskabelige følelser for Jay. Men hun mærker også, at hun er så tæt på morderen, at hun ikke bare finder hans ofre. Hun kan selv blive det næste.

Da denne bog udkom, havde jeg glædet mig længe, til den danske oversættelse. Kimberly Derting er populær i udlandet og serien om Violet og hendes evner til at finde de døde, er en god bestseller blandt teenagere. Men så udkom den på dansk og der begyndte at dukke mere lunkne anmeldelser op. Var der noget om snakken, var bogen i virkeligheden ikke så god for en dansker, eller havde de danske læsere måske ikke været de rette til netop denne bog?

Som otteårig begyndte Violet at modtage signaler fra døde dyr. Via smagsindtryk, farver og lyde fandt Violet altid frem til de døde ådsler i skovbunden, og selvom hendes forældre ikke anså det som den mest tiltrækkende egenskab at have, støttede de hende alligevel. De lod hende finde dyrene og begrave dem ordentligt, så de kunne finde hvile. Lige indtil Violet fulgte et nyt ekko, et større ét. Et ekko fra en død pige, begravet dybt inde i skoven, hvor ingen burde finde hende.
Siden dengang er der gået flere år og i dag er Violet teenager. Da bogen starter, går hun i High School og forsøger at skubbe sin evne i baggrunden, for i stedet at leve et normalt teenageliv med veninder, shoppeturer og vennen Jay, som hun i al hemmelighed er forelsket i. Det går også nogenlunde for Violet. Indtil en dag hun finder en myrdet pige i søen og en seriemorder begynder at begå det ene drab efter det andet. Da Violets evner begynder at lede til fundene af de myrdede piger, er Violet ikke længere kun en hjælp for politiet – Hun er også med ét seriemorderens næste offer.

Personligt fandt jeg Kimberly Dertings sprog ganske forfriskende og personligt. Selvom Body Finder er let at læse og ikke byder på de store filosofiske tankerækker og endeløse udbredelser af detaljer, så er den frisk og varm i sit sprog. Der er kærtegnet for den rette mængder af detaljer, man som læser har behov for, og Violets hverdag fremstår levende og realistisk for én, under læsningen. Ved Violet er der ingen pludselige superkræfter og ”jeg kan det hele”-attitude. Tværtimod. Violet har hele sit liv måtte leve under vægten af sin paranormale evne og prøvet at håndtere den på bedste vis. Hun lever et normalt liv, så vidt muligt og ville i virkeligheden helst være fri for at skulle bære byrden over at finde de døde piger.
Samtidig varierer synsvinklen og skifter mellem Violet og den seriemorder der hærger byen. Det giver en god spænding og alsidighed i løbet af bogen, at man ikke kun følger bogens hovedperson, men også hendes direkte modstykke. Det gør at hele bogen ikke kører op i teenagekærlighed og skolekarakterer, men også handler om mere end bare en teenager.

Kimberly Derting bevæger sig godt imellem sine personer og ikke kun hovedpersonerne får fylde og karakter. Det gælder også bogens bipersoner som spænder vidt, lige fra skolens ukronede dronning til Violets forældre. Ingen er sat op i et stereotypt billede af hvordan netop sådan en personlighed bør være, men får sit eget liv i løbet af bogens sider. Samtidig fungerer samspillet mellem Violet og Jay rigtig godt og er en god måde at få kærlighedshistorien ind i det hele på. Det virker troværdigt og ingen af dem fremstår som de perfekte teenagere med smuk hud, populære venner, gode karakterer og den store, dyre sportsvogn. De er begge menneskelige og har deres fejl og dét er i virkeligheden nok bogens primære styrke og fordel; den balancerer perfekt mellem det overnaturlige i Violets evne og det normale og velkendte fra vores verden.

Ekko fra de døde er første bind på dansk. I serien er der planlagt i alt fire bind, dog kun bind 1 læses selvstændigt og bærer på en afsluttet historie, så man som læser ikke bliver hængene med en cliffhanger af nye dimensioner.

Små kuvertbrød

Jeg har tit bagt boller, men franskbrød og rugbrød er jeg aldrig blevet gode venner med, når det skulle være hjemmebagt, så flutes er ikke rigtig noget jeg har begivet mig ud i før. Jeg bestemte mig dog for at gøre forsøget forleden, og startede derfor blødt ud med en idiot-sikker opskrift på lette, små kuvertflutes, der nærmest ikke kunne gå galt. Og det gjorde de skam heller ikke! Opskriften stammer fra et gammelt ugeblad, men jeg er ikke sikker på hvilket ét. Jeg vil tro det er et Ude og Hjemme, Hendes verden eller Familie journalen for jeg må have fået opskriften fra én i familien.

Ingredienser: 3 dl mælk, 25 g gær, 3 spsk. olie, 1½ tsk. salt, ca. 450 g mel, 1 sammenpisket æg til pensling, evt. drys efter smag

Fremgangsmåde: Lun mælken og smuldr gæren ned i. Tilsæt olie og salt. Pisk grundigt til gæren er opløst. Tilsæt halvdelen af melet og rør godt. Ælt derefter resten af melet ind i dejen, lidt efter lidt, til dejen er ”mættet”. Den skal være smidig, men ikke klistret.
Lad dejen hæve i 30 minutter ved stuetemperatur.
Form nu dejen til små flutes, ca. 8 stykker, sæt dem på en bageplade og lad dem efterhæve i yderligere 30 minutter.
Pensl hvert flute med sammenpisket æg og drys evt. med fx mel, havsalt eller lign. Du kan også snitte hvert brød med en skarp kniv, så der opstår ”mønster” på toppen.
Bages ved 210 grader i ca. 15 minutter.

John Stephens: Det Smaragdgrønne Atlas

Kate, Michael og Emma er søskende og i de sidste ti år er de blevet smidt fra det ene børnehjem til det næste. Ungerne er svære at placere. Ikke fordi de er dumme, uartige eller grimme. Men fordi de er tre. Og tre børn på én gang er ikke godt.
Frøken Crumley, forstanderen på det sidste børnehjem som de tre børn havner på, sender dem efter en uheldig episode videre til et ukendt børnehjem – ejet af den lige så ukendte Dr. Pym – i Cambridge Falls, et forfaldent bondesamfund, hvor intet er som det skal være. Der er tilsyneladende ingen børn i hele området, ulvene hersker omkring børnehjemmet og at gå ud efter mørkets frembrud er lig med den visse død. Og det forklarer stadig ikke hvor en mystisk tåge kommer fra og hvorfor byen er beliggende på en ø, som ikke kan ses fra fastlandet, men pludselig dukker op ud af tågebankerne.
Cambridge Falls bliver hjemstedet for en forunderlig, magisk rejse som bringer børnene både tilbage i tiden og frem igen. De må sande at intet er som de troede og sammen må de stå ansigt til ansigt med magtgriske grevinder, uhyggelige væsner med skrig der kan ødelægge din sjæl, en enkelt troldmand, dværge og et forhenværende samfund hvis skæbne kun kan reddes af tre børn. Tre børn fra fremtiden, som ikke selv ved hvem de i virkeligheden er. Tre børn som bliver nødt til at opdage hver deres skæbne, inden de vil kunne håndtere den byrde der er pålagt dem af en ældgammel profeti. En profeti der stammer helt tilbage fra Begyndelsen…

Vi har snart hørt den samme sang til genkendelighed; her er historien som kan slå Harry Potter. Her er vampyrromanen der vil skubbe Twilight ud over glemslens kant. Her er historien som vil få dig til at glemme alle andre fantasyeventyr, du før har begivet dig ud på. Og hver gang er man blevet mere eller mindre skuffet og har tænkt at der har siddet en forlagsredaktør og haft lidt for store tanker om sit ”fund”. Men bare rolig. Med Det Smaragdgrønne Atlas har forlaget ikke lovet dig for meget, for hvis der er en historie, der vil kunne få dig til at gispe, grine, græde og føle ligesom eventyret om Harry Potter, så er det denne historie. John Stephens har fat i en magisk fortælling, fortalt med indlevelse og varme og i fortællingen om de tre børn, med efternavnet P, er der alt hvad en god fantasyfortælling bør indeholde; kærlighed, magi, eventyr, drama, utrolige skæbner, ulykkelige tab – og frem for alt en god fortælling, der tager dig med ind i helt anden verden, hvor alt er muligt.

John Stephens sprogbrug er indlevende og humoristisk. Du føler med hver enkelt person og side for side åbenbarer der sig en helt ny verden for dit blik. Du kan næsten føle græsset under dine fødder, holder vejret i den klamme og indelukkede luft i hulerne langt under jorden, og lukker øjnene og hører vandets plasken ved toppen af vandfaldet. Du griner med børnene og deres påfund og føler med de tab som landsbyens beboere må opleve igennem tiden. Du gyser ved tanken om præcist hvor mægtig en grisk troldkvinde kan være og holder vejret i kampens hede, når det går hedt for sig og kun de stærkeste vil vinde slaget. Men noget af dét der imponerede mig mest ved Stephens sprog og fortælling, var at ingen blev glemt undervejs. John Stephens giver dig ikke, på noget tidspunkt, en person der er ligegyldig eller ufærdig. Én for én står alle personer helt klart for dig, både hovedpersoner og bipersoner. Selv den mindste pige, med brillerne godt placeret på næsen og en slidt dukke under armen, blive fulgt helt til dørs, så hun ikke glemmes et sted midt i historien. Og sådan bør det naturligvis også være, for i en fortælling som denne kommer du til at holde af selv den mindste biperson, bare fordi de er til.

Det Smaragdgrønne Atlas er første bind i en ny serie og når du har læst den første bog fra Begyndelsen, vil jeg (næsten) gerne garantere dig for, at du vil se frem til den næste med spænding. Slag er blevet udkæmpet, eventyr opdaget, bånd er blevet knyttet… Og hvem ved, hvad der kan komme til at ske i de næste bind? Vil Kate endelig have fået lettet byrden fra sine skuldre? Vil Michaels notesbog komme ham mere til gode? Og vil Emma lære at et hidsigt temperament ikke altid er til det gode? Disse spørgsmål, og mange flere, glæder jeg usigeligt til at få opklaret i fremtiden når Det Smaragdgrønne Atlas og dets efterfølgende vil finde vej hjem til min bogreol.

Når ens familie bare kender én …

… kan man pludselig modtage en pakke som denne, på en helt almindelig mandag.

Det er min moster, der er bosat i Staterne der havde hørt en lille fugl synge, om at mit nattøj ikke var helt nyt længere. Ahem. Så da hun havde set denne i en butik, havde hun skyndt sige at putte det i kurven og videre i en papkasse til Danmark.