Suzanne Collins: Løbeild

Kattua har overlevet Døsspillet og burde være lettet, lykkelig faktisk, nu da hun er vendt hjem til familien og barndomsvennen, Gale. Men hendes medsoner fra Distrikt 12, Peeta, har vendt hende ryggen, og intet er, som det burde være.
Rundt omkring i landet hviskes der om oprør mod Capitol, og magthaverne mener, at Kattua er skyld i uroen. Nu vil de have hævn. Kattua og Peeta bliver sendt rundt i landet for at overbevise folket om, at de er vildt forelskede i hinanden, og at alt er godt. Men inderst inde er Kattua måske slet ikke interesseret i at dæmpe uroen …

Efter at have ædt mig igennem med Dødsspillet hurtigere end man kunne udtale titlen, var det intet mindre end en ren pine at vente på den næste i serien, som endnu ikke var udkommet dengang jeg fik øjnene op for Panem og landets historie. Faktisk måtte jeg give mig og læste den på engelsk først, så jeg kunne få stillet min sult efter mere fra Kattua og Distrikt 12. Derfor var der ikke de store overraskelser, da jeg endelig kunne komme til at læse bogen på dansk, men bogen blev bestemt ikke dårligere. Her synes jeg faktisk at der er tale om en oversættelse, hvor den danske oversætter virkelig formår at gøre sit arbejde godt. Jeg er meget imponeret over den danske version af serien og kunne ikke have ønsket mig en meget bedre oversætter. Mange kritiserer den danske version voldsomt, kun fordi Kattua oprindeligt hedder Katniss. Men sætter man sig lidt ind i sagen, så er der faktisk en helt logisk grund til at navnet ændres, og det er altså én af de ting jeg så godt kan leve med.

Løbeild er bestemt ikke dårligere end sin forgænger, men hvor Dødsspillet fokuserede sin historie på venskab, at blive voksen og familiesammenhold, drejer Løbeild sig især om kærlighed, personlige valg og hvad man vil gøre for dem man virkelig elsker. Og hvad de vil gøre for én selv.

Første del af Løbeild kan godt virke lidt sløv, sammenlignet med tempoet i den første bog. Der bliver opsummeret godt og historien skal lige have et startsted, før tempoet rigtig kan få fat, men selvom man godt kan synes det virker overflødigt til at starte med, så sidder man senere hen og bliver rigtig glad for det, for når først problemerne er kommet frem i lyset og farten sættes op, så sluger man siderne lige så hurtigt som ved den første bog og støtter sig hele tiden op af det skelet, som den første del af bogen byggede op.

Under opbygningen af historien og plottet er der også god lejlighed til at møde nye personligheder, men især gamle kendinger dukker op og man får som læser et langt bedre indblik i Distrikt 12, men også i de øvrige distrikter. Personerne bliver mere levende, bipersonerne får deres helt egen betydning for historien og det hele spindes sammen til et større fællesskab.

Der er ikke meget andet at sige, end at hvis du elskede Dødsspillet så vil du også elske fortsættelsen. Det eneste negative der er at sige om denne bog, er at den efterlader dig siddende med alle de vigtige spørgsmål såsom; Hvordan vil historien ende? Overlever de gamle venskaber og opstår kærligheden for alvor? Og hvor meget skal man kæmpe for at få lov til at være sig selv? Få svaret ved at læse tredje og sidste del, Oprør.

Suzanne Collins: Dødsspillet

I ruinerne af det gamle Nordamerika ligger nu landet Panem, som består af tolv distrikter. Hvert år tvinger magthaverne i Panem hvert distrikt til at udvælge en pige og en dreng under atten år, som skal deltage i Dødsspillet – den årlige kamp om liv og død på direkte TV, hvor præmien er overlevelse.
16-årige Kattua bor sammen med sin mor og lillesøster i Distrikt 12, det fattigste af alle distrikterne. Den dag hun står frem og frivilligt tager sin lillesøsters plads i Dødsspillet, betragter hun det som en dødsdom. Men Kattua har før haft døden tæt på, og hun er klar til at kæmpe for sit liv. Uanset hvad.

Dødsspillet er én af de bøger der fangede mig 100 % fra første linje af. Og også én af de bøger, som har påvirket mig dybest, rent plotmæssigt. Det er fuldstædig med rette, at The Hunger Games-serien har vundet så stor en plads på litteraturlinjen. Serien er for længst blevet en verdensomspændende succes og rost til skyerne af både anmeldere og forfattere, deriblandt Stephenie Meyer og Stephen King. Dog skal man være opmærksom på at denne bog ikke er typisk fantasy alá Meyer og Rowling, men derimod science fiction, når det er allerbedst.

Jeg har valgt at anmelde den danske version her på siden, men kan man læse engelsk, på niveau med Twilight og Harry Potter så bør man unde sig selv at læse disse bøger på engelsk, under titlen “The Hunger Games”. Dog kan den sagtens læses på dansk, for også her er den helt fantastisk læsning fra start til slut, hvor man følger Kattua og hendes kamp for livet, under sin deltagelse i Dødsspillet. Her er der tale om en pige der vil kæmpe til det sidste for at overleve og beskytte dem hun elsker og da chancen byder sig via et samarbejde, slår hun til. Men samarbejdet får katastrofale konsekvenser, for i Dødsspillet er der kun én overlever. Og magthaverne i Panem finder sig ikke i at man modsiger dem.

I Dødsspillet er der tale om en bog, der har sin egen personkarakteristik af hver enkelt person, helt ned til sokkeholderne. Selv bipersonerne får i denne bog en form for liv og dybde, så man ikke kan lade være med at enten elske eller hade dem. Bogen fanger spændingen fra første færd og man bliver nødt til at vende hver side, for at finde ud af hvad der sker på den næste og om Kattua overlever spillet og får det liv hun drømmer om. Man kan rase og bande over magthaverne og tude over Kattuas oplevelser, men samtidig man kan næsten ikke lade være med at tænke “hvad nu hvis…?” og det er dét en typisk science fiction historie gør. Lader læseren tænke over fremtiden og mulighederne i handlingen. For hvad nu hvis Dødsspillet var ægte? Hvad hvis det var den rene virkelighed, også for os, om måske tusinde år? Ville vi kæmpe på samme måde som Kattua?

Én af de ting jeg også gerne vil fremhæve ved Dødsspillet er at jeg synes det er én af de få serier, der faktisk godt kan fungerer som en enkeltstående bog. Selvfølgelig bør man læse alle tre bøger, hvis man vil have den endelige slutning – Men jeg synes personligt sagtens at man kan standse efter den første bog. Så får man en noget anderledes slutning, men stadig en god slutning.

Mats Strandberg, Sara B. Strandberg: Cirklen

Engelsfors. Smukt navn, dødssyg by. Omgivet af dybe skove, hvor mennesker ofte farer vild og forsvinder. En nat, hvor månen på mystisk vis farves rød, føres seks teenagere af en mystisk kraft til den nedlagte folkepark. De har intet til fælles. De ved ikke, hvordan de er kommet derhen, eller hvorfor de er der. Men uden hinanden kan de ikke overleve.

Cirklen er skrevet af det svenske makkerpar Mats Strandberg og Sara B. Elfgren, og indrømmet … Selvom bogen faktisk tiltalte mig allerede fra bagsiden af, så var jeg lidt ”blah” med den, samtidig. For jeg er så træt af talentløse forfattere, der tror at 2 x minus giver plus, så hvis de finder én der er bare halvt så dårlig som dem selv, så får de et hit. Og undskyld, jeg ved godt det er en grov fordom og generalisering, men ikke desto mindre, så passer det altså ret godt til mange af de bøger jeg har læst, skrevet af to forfattere.
Men der var noget mystik, noget dragende og noget overnaturligt i. Og dét at bogen lovede læseren en anderledes, gotisk heksethriller tiltalte mig. Så jeg gik i gang. Og opdagede at et makkerpar faktisk godt kan skrive noget godt, sammenlagt.

Cirklen er skrevet i 3person fortæller og varierer i sin fortæller, så man følger hele handlingen, fra de forskellige pigers synsvinkel. Og det er faktisk én af mine meget få ankesager ved denne bog, for engang imellem synes jeg det blev liiiige en tand for meget, med så mange fortællere. Det gav et lidt forvirrende indtryk og var ikke altid lige belejligt i sine skift. Især hen mod slutningen havde jeg et sted, hvor jeg måtte springe tilbage i teksten og prøve igen, for at finde ud af hvad det var der manglede, som jeg var gået glip af. Hvilket åbenbart var ”ingenting”. Jeg havde bare misset et personskift i fortælleren.

Til gengæld virker det, sådan følelsesmæssigt og spændingsmæssigt, rigtig godt med de forskellige fortællere. Alle seks piger er ”dømt” til at have en lige stor rolle i hele dette drama, og ved at fortælle fra alles synsvinkler, blev ingen af dem ”overladt” til sig selv. Det gav et godt samspil mellem pigerne, og man begyndte hurtigt at kunne sætte sig ind i dem, rent følelsesmæssigt. Samtidig kunne jeg godt lide at et så relativt stort persongalleri, ikke gjorde det umuligt at lade alle få deres rolle og personlighed. Ingen blev glemt, det sørgede Sara og Mats, grundigt for.

Bogen omhandler, på trods af mystikken og de overnaturlige elementer, også om en del af de problemer man kan komme ud for at skulle tackle, som teenager. Mange alvorlige problemer bliver også taget op, som fx mobning, stoffer, alkohol og spiseforstyrelser. Gruppepres og dét at høre til, bliver også vendt, bogen igennem. For med seks forskellige piger, der intet har til fælles og ikke ønsker hinanden i deres liv, er det næsten dømt til at gå galt. Men hver og én indser de efterhånden, at hvis de vil overleve, så må de kæmpe. Sammen. Og accepterer hinandens forskelligheder og personligheder. Det kan godt være lidt af en kamp, som teenager.

Dog virkede det også engang imellem på mig, som om forfatterne forsøgte at mase lidt for meget ind i deres bog. Cirklen er første bind i en serie, og jeg kunne godt have ønsket mig at man havde ”sparet lidt op” til de andre bind, for selvom bogen, i ren fysisk form og sidetal, ikke er meget længere end mange andre jeg har læst, så fremstod den sådan. Fordi indholdet var så kompleks, sammenpresset og overfyldt med handlinger, problemer og mennesker. Det gjorde desværre at bogen ikke var helt så flydende som jeg havde håbet på, og engang imellem ønskede jeg virkelig bare at springe nogle sider frem, til noget af ”det vigtige”.

Alligevel skal jeg helt bestemt læse videre, og jeg glæder mig meget til næste bind, der forhåbentlig kan løsne lidt op for nemheden, nu vi allerede kender personerne, fra det første bind. For én gangs skyld holdt bogens bagside faktisk hvad den lovede. En anderledes, spændende heksethriller til unge – Og ældre, med hang til en god fantasyhistorie.

Mine TV-serier #1

I spørgerunden blev der spurgt til hvad mine ynglings serier var fra TV. Jeg ser faktisk (tro det eller ej) ikke særlig meget tv, og slet ikke TV-serier. Jeg er ekstremt kræsen med serier, men efterhånden har jeg fundet et par stykker, jeg er blevet ret glad for. Langt de fleste af dem er desværre afsluttet. Fx kørte Hellcats kun én sæson på dansk tv, før den blev taget af programmet – Der var jeg ellers lige nået at blive glad for den. Hvilket også er grunden til at jeg ikke ser særlige mange tv-serier, for jeg gider simpelthen ikke bruge tre sæsoner på at elske en serie, som så lige pludselig slutter, uden en rigtig afslutning, på grund af budgetter etc. Andre serier, som jeg har fulgt med i, er bare færdige og kører derfor ikke længere med nye afsnit. Herunder fx Hannah Montana og Wizards of Waverly Place fra Disney Channel.

Pt følger jeg “kun” med i fire serier. Tre mere “alvorlige” og så en “for sjov” som bare er ren hygge til en søndag eftermiddag eller hvornår det lige passer ind.

Den første vi tager fat i, er naturligvis yndlingen over dem alle. Ingen tv-serie overgår denne her, for den absolutte storfavorit herhjemme er Supernatural. Serien, som hører til fantasy/horror genren, er skabt af amerikaneren Eric Kripke, og er en rigtig Harry-Potter historie, rent praktisk. Den var nemlig under udvikling i næsten ti år, fordi Kripke ikke kunne finde et selskab der ville købe serien. Til sidst sprang Warner Bros Television dog på og producerer i dag serien i samarbejde med Wonderland Sound and Vision. Pilot-afsnittet, som giver en kort opsummering af forhistorien og sparker gang i hele første sæson, blev set af 5,69 million seere, men det tog yderligere tre afsnit at overbevise Warner Brothers om at det var en god ide at fortsætte. Det viste sig, at være lidt af en underdrivelse. Oprindeligt var historien kun på tre sæsonner, men på grund af massiv popularitet udvidede Kripke med en fjerde sæson. Og så en femte. Og en sjette. Og nu kører serien på den syvende sæson, uden udmelding om at den stopper dér.

Serien følger de to brødre Sam (Jared Padalecki) og Dean (Jensen Ackles) Winchester. Da drengene var små, døde deres mor på mystisk vis, hvilket giver anledning til at drengene derefter lever hele deres barndom, på landevejen, sammen med deres far. Faderen er opsat på at få hævn over sin kones uretfærdige død, og lever som jæger af overnaturlige væsner som spøgelser, vampyrer, og ånder. Drengene bliver optrænet til at jage med ham, i jagten på dæmonen Azazel, der dræbte deres mor.
Hele sæson ét er baseret på at drengens far, John, forsvinder under en jagt, og drengene slår sig sammen for at lede efter ham – Noget der ellers virker utænkeligt, da Sam nogle år forinden seriens start, afskar sin familie for at leve et normalt liv som jurastuderende og blive kæreste med den søde Jessica. Men Sam får en rigtig god grund til at tage med sin bror ud i landet, og resten af serien fokuserer på de to, og deres rejse gennem USA, i en sort Chevrolet Impala -67.

Jeg elsker den serie. Den har simpelthen lidt af det hele; humor, venskab, kærlighed, familie, mystik, overnaturlige væsner, spænding, lækre fyre … Alt! Og jeg elsker hvert eneste afsnit på hver sin måde. Hvad der videre sker i serien vil jeg ikke røbe af hensyn til eventuelle nye seere, men det eneste jeg nu savner i serien, efter 6½ sæson, er den gammeldags jagt, hvor hvert afsnit slutter efter en jagt. Den form for afsnit måtte gerne komme lidt mere tilbage. Jeg synes personligt sæson 7 har været spændende, men med lidt for mange cliffhangere til at det bliver ved med at være fedt. Ikke desto mindre krydser jeg fingre for en forrygende sæson 8 også – Meget gerne i fortsat selskab med Misha Collins som englen Castiel.

… For at se flere af mine favoritserier; følg med i næste afsnit

Next to Normal

I går aftes var jeg på visit hos Nørrebro Teater – Og bevæbnet med en lang arbejdsdag i baglommen, selskab af min mormor og en mobiltelefon i mit nye Perry-sleeve, gik det faktisk utrolig godt.

Igennem MenuCard havde jeg fået adgang til to gratis billetter til forpremieren på den danske version af musicalen Next to Normal. Jeg har snakket med flere, der alle vidste hvad det var – Selv var jeg helt blank. Og ret skal være ret; havde jeg bare læst omtalen på teaterets hjemmeside, så havde jeg aldrig i mit liv ville betale 350 kroner for en billet. Men det vender vi tilbage til …

Nørrebro Teater sælger deres stykke ud fra følgende udsagn; “Next to Normal er historien om familielivet her og nu. Det er historien om en kamp i tiden for at opnå et succesfuldt arbejds- og familieliv. Et stærkt menneskeligt drama, hvor længsel, misbrug og virkelighedsflugt går hånd i hånd med en stor kærlighed til livet.” og det er netop hér at min første anke er. For jeg synes faktisk det er en ærgerlig og ikke helt sandfærdig salgstale. Jeg må indrømme at jeg virkelig godt tror, at deres PR-medarbejder kunne have gjort et langt bedre stykke arbejde for at skabe lidt interesse. For ud fra dén betegnelse af stykket, havde jeg aldrig købt en billet frivilligt.
Men hvorfor tog jeg så ind og så den? Well – Jeg fik muligheden for gratis billetter og jeg elsker musicals. Og på trods af den manglende interesse efter salgstalen, fangede det mig alligevel at stykket har kørt på Broadway, har vundet adskillige Tony Awards, samt den præstigefulde Pulitzer Pris. Den er der kun syv musicals der har vundet, nogensinde.

Stykket varer 2 timer og 20 minutter inkl. pause. Er skrevet af Brian Yorkey og komponeret af Tom Kitt. Oversat af Kenneth Thordal og med musisk ledelse af Lasse Schmidt.
Medvirkende er meget få mennesker; Cecilie Stenspil, Troels Lyby, Laus Høybye, Tom Jensen, Kenneth Müller Christensen og Kristine Marie Brendstrup. Jeg kendte de to af dem. Troels Lyby som jeg godt kan lide og Laus Høybye som jeg ikke kan lide. Men det vender vi også tilbage til …

Mit allerførste indtryk af stykket, da Laus Høybye kommer ind på scenen til Cecilie Stenspil med åbningsreplikken, var at kigge på mit ikke-eksisterende ur og tænke “Åh gud!”. Efter den første sang var jeg lidt mere forfalden til at give stykket en chance. Bare frem til pausen. Efter Laus Høybye’s solo “Jeg’ i live” (I’m Alive) overgav jeg mig. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men den knægt ændrede hele min mening om forestillingen. Og ja, han er jo lige pludselig ikke den helt lille knægt mere, som alle kender fra Krumme-filmene. Men for pokker hvor har det klædt ham at blive ældre og runde de 30. Laus Høybye brændte virkelig igennem på scenen, som den ikke-eksisterende søn, Gabriel, med en fantastisk sangstemme og charme.
Cecilie Stenspil siger mig stadig intet, personligt – Og jeg har ikke gidet Google hende endnu, men jeg var virkelig imponeret over hendes styrke i hendes sange. Lige bortset fra at jeg ikke synes hun ramte de høje toner særlig godt, så havde hun en fantastisk styrke i sig, som virkelig brændte igennem i rollen som Diana, både når hun var skingrende sindssyg og mere rasende.
I det hele taget gjorde de det faktisk godt alle sammen. Scenen er sat op i den yderste minimalistiske stil hvor alle kulisser er én kulisse, der konstant er sat op og bruges på bedste vis. Normalt er jeg slet ikke til den slags. Jeg er altså en sucker for flotte kulisser ala Phanton of the Opera og Cats som jo begge har bjergtaget mig før. Men her fungerede det faktisk meget godt med de små ting og skuespillerne formåede at bruge det hele utroligt godt og få det til at virke rimelig naturligt.

Så ja … Jeg havde forventet at I skulle have en noget lunken anmeldelse, men det får I altså ikke. Jeg elskede Next to Normal og især anden akt giver showet en helt anden mening og betydning, end man først tror. Der er proppet et virkelig fedt twist ind dér. Om jeg ville betale 350 kroner for at se det? … Ja, det ville jeg faktisk gerne. Hvis jeg på forhånd vidste hvad stykket indebar. Jeg synes stadig ikke at forestillingen sælger sig selv bedst muligt, men set i bakspejlet; så ville det klart være pengene værd!
I øvrigt er sangene oversat ret godt! Jeg har i dag hørt flere af dem på engelsk, fra den oprindelige Broadwaymusical, og der er faktisk flere af dem, som jeg foretrækker på dansk. Ikke mindst på grund af de danske stemmer. Skulle de finde på at udgive en cd med sangene fra den danske opførelse, kunne jeg sagtens finde på at investere i den og spille den herhjemme. Der er altså et par virkelig ørehængere imellem.

Min eneste anden anke (udover omtalen af stykket) er at Nørrebro Teaters sal-indretning svarer til Helvedes forgår. For helvede, hvor sidder man ukomfortabelt! Sidder du først i sædet, så skal du dælmne krydse fingre for at der ikke er nogle der skal ind på sæderne længere inde på rækken, for så skal du op igen. Det er umuligt at passere de yderst-siddende uden at alle skal rejse sig. Og når alle så har fået plads og du har sat dig ned og taget jakken af og placeret tasken mellem knæene … Så forbered dig på at blive siddende. Ikke kun fordi stykket holder dig fanget, men fordi det er en fysisk umulighed at flytte sig så meget som en millimeter. Dine knæ rører højst sandsynligt stoleryggen foran dig og du kan umuligt lægge benene over kors uden at mindst én på rækken foran dig, kommer til skade. Helt ærligt; det kunne I altså godt have lavet bedre, Nørrebro Teater. Fjern lige et par rækker, så der faktisk er plads til folk, hva’?

Cyberbully

”Cyberbully” fremviser én af de værste sider der er ved internettet og dets muligheder. Taylor Hillridge (Emily Osment) er lykkelig da hun endelig får sin egen pc derhjemme, men lykken er kortvarig, da hun bliver offer for intens onlinemobning fra sine medstuderende på skolen. Efterhånden bliver de grove, skadelige og forhadte indlæg mod hende til en besættelse, og Taylor begynder at trække sig væk fra både sine venner og sin familie.
Da Taylor bestemmer sig for at tage livet af sig selv, og helt holde op med at leve, sætter det gang i en større rutchebane for både hende selv og hendes omgangskreds. Men nogle ganske skal der måske i virkeligheden kun én pige til at ændre verden …

Cyberbully er uden underdrivelse én af de mest rørende, skelsættende og rammende film jeg har set i rigtig mange år. Ja, det er en ungdomsfilm. Med hvad dertil hører. Men filmens historie er ikke mindre relevant eller gribende, af den grund. Næsten tværtimod. Den sætter ”spot on” på et af de vigtigste problemer vi er kommet ud for, ved at have så fri og let adgang til internettet. For hvor går grænsen for hvad man kan tillade sig? Er det virkelig i orden at forfølge og mobbe andre, bare fordi det foregår online? Gør det det hele bedre?

Jeg havde aldrig hørt om denne film, før jeg faldt over den ved en tilfældighed. Jeg har ikke noget dybt forhold til nogle af skuespillerne, men er ret glad for Emily Osment, kendt fra Hannah Montana, så jeg bestemte mig for at give den en chance, til en hyggelig stund. Og det blev en hyggelig stund – Men også en meget rørende og tårevædet tid, filmen igennem.

Emily Osment har hovedrollen som Taylor, hvilket jeg faktisk synes hun klarer forrygende godt. Man er ikke rigtig i tvivl om at Osment stadig passer bedst til de mere teenageprægede roller, men at se hende i en noget stærkere rollen end som Lily fra Hannah Montana var en ganske god oplevelse. Hun klarer fint at spille den søde, almindelige teenager, men tager også de mere hårde scener med fuld bravour. Man føler virkelig med hende, da hun forsøger at tage livet af sig selv, samt i de scener hvor Taylor er dybt ulykkelig og frustreret over det hele.
Kay Panabaker spiller Taylors ene veninde, Samantha og har før stiftet bekendtskab med skuespillet via en god mængde mindre roller i fx Two and a half men, Phil of the Future og Suite Life of Zack and Cody. Hun gør det ganske udmærket, men jeg må indrømme at jeg stadig har samme indtryk af hende, som jeg havde da jeg (endelig!) fandt ud af hvor jeg havde set hende før; hun klarer det fint. Men heller ikke voldsomt meget mere end dét. Det er ligesom om at hun ikke formår at brænde rigtigt igennem lærredet og få følelserne helt med. Hun kan godt nok græde, så det ser ægte ud, men følelserne er ikke helt med, trods dét. Lidt samme følelse havde jeg med Meaghan Rath, som spiller rollen som Taylors anden veninde, Cheyenne og er den mindst erfarne af de tre. Hun har været med i et par tv-serier og småfilm tidligere, mest i fx Being Human og 15/Love.

Modsat hvad der er blevet lidt en vane i mange ungdomsfilm, var der ikke rigtig nogle af de “voksne” der havde en større rolle i denne film. Selvom Taylors mor stod meget på sidelinjen og havde en del scener, så var de voksnes tilstedeværelse i filmen meget nedtonet og baseret på nødvendigheder, frem for ekstra liv. Kelly Rowan klarede dog rollen rom Taylors mor, ganske fint. Jeg har set hende i blandt andet Jack and Jill vs the world og Orange County tidligere, men har ikke noget større forhold til hende, end som så. Og selvom hun klarede rollen fint, så tror jeg også at en masse andre kvindelige skuespillere havde kunne tage de samme scener, med nøjagtig samme resultat.

Udover Emily Osments flotte præstation som Taylor, vil jeg sige at man ikke skal se filmen, hvis man forventer en Oscar-præstation af nogle af skuespillerne. Skuespillet er middelmådigt og fint, men ikke fuldstændig bjergtagende, for mange af de involveredes tilfælde. Til gengæld vinder filmen stort, på tema og følelser, for det er en pokkers flot og rørende film om et stort emne, som alle unge i dag, burde tage op til overvejelse, inden de sætter sig foran skærmen, for at mobbe andre. Og det er dét man skal se filmen for; for at få en fantastisk oplevelse med et godt plot og en sød film. Men husk kleenex. Og tænk så lige over hvordan du selv opfører dig på nettet, bagefter.

Det hårde karriereliv som boghandler … Eller noget

I spørgerunden var der en del der spurgte til mit job, min uddannelse og hvad jeg ønskede mig af selvsamme. Jeg har prøvet at opsummere dem alle sammen i dette indlæg. Sidder du derude, og stillede et af spørgsmålene om netop dette, er du velkommen til at spørge mere ind, hvis der er noget du vil vide mere om.

Jeg har en HF-eksamen, som den sidste “rigtige” skoleuddannelse. Dengang valgte jeg HF over gymnasiet, da sidstnævnte slet ikke var mig. Jeg gik på en skole der var meget “hippiagtig” når det kom til gymnasieeleverne og dengang var simpelthen for gammel til dét der med at lege navneleg, skulle have hjælp af de voksne hele tiden osv. Derfor skiftede jeg ret hurtigt over til HF, hvilket jeg bestemt ikke fortrød. Jeg kom i en rigtig god HF-klasse, hvor man respekterede hinanden og alle havde en plads i flokken.
Visse omstændigheder gjorde at jeg efter min HF-eksamen blev sygemeldt og arbejdsløs i lidt over et halvt år, med social angst og en mild depression. Til sidst søgte jeg dog ind på seminariet, da jeg dengang gerne ville være folkeskolelærer. Jeg blev også optaget, men kunne ikke samle nok “kræfter” til at møde op. Den gentog sig to gange, med et års mellemrum. I stedet røg jeg på arbejde i en lokal Kvickly, hvilket faktisk ikke var nær så kedeligt som det lyder. Jeg har en del gode minder fra den tid og gennem mit arbejde fik jeg noget livskraft og selvtillid tilbage igen. Desværre lukkede butikken på grund af dårlig omsætning, og så skulle jeg finde på noget andet at lave. Jeg søgte ind på Roskilde Tekniske Skole, som web-integrator – Mest fordi jeg ikke var helt sikker på hvad jeg skulle stille op, og så var det i hvert fald et forsøg værd. Men for at have en indkomst i de to måneder, mellem de to ting, blev jeg juleassistance i dét der dengang hed B.O.Bøger. I samme butik, som jeg er i nu. Jeg blev ret hurtig glad for jobbet og opdagede også at jeg var ret god til det, faktisk. Da min tid så småt var ved at være forbi, var der flere der spurgte om jeg ikke ville blive hængene, som elev og tjah … Så gjorde jeg det. Det virkede som det rigtige, på det tidspunkt.

For at blive elev, var der dog lige lidt handelsskole der skulle gennemføres. Normalt kan man tage en HG fx, og så lappe over med erhvervserfaring bagefter, men da jeg ringede til skolen, viste det sig at jeg var “overkvalificeret” på grund af min HF. Derfor kunne jeg skippe de to års HG og i stedet tage et 18 ugers handelskursus. I dag varer det kun 12 uger og det er en lyngennemgang af både salg/service, erhvervsøkonomi og markedsføringsfagene. Det lyder måske af kort tid, men helt ærligt? Hvis du er bare nogenlunde normalt begavet, så kan du sagtens klare det på 12 uger. I’m just saying.

Med den skabelon jeg tog min uddannelse på, tager du så et korte kursus på en handelsskole, for derefter at skulle være 2 år i forretningen. I de 2 år skal du på fagskole fire gange á to uger pr gang. Du bor på skolen imens og får fuld forplejning. Din butik betaler for både skoleophold, materialer og transport. Det skal de, det står i vilkårene. An på hvilket fag du uddanner dig indenfor, kan din fagskole ligge forskellige steder. For boghandlere ligger den i Odder. Der er kun den ene. Det er i øvrigt samme sted som møbelhandlere, BR og Matas fx skal gå i skole.
Når du er i forretningen er det din butikschef og overordnede der skal sørge for at du lærer hvad du skal. Sammen gennemgår i en uddannelsesplan der ligger fast hvad du skal lære undervejs og typisk også i hvilken rækkefølge. Sidstnævnte kan I dog rykke rundt på, som I lyster. I det daglige er du godt nok elev, men skal gennem din elevtid indgå i ethvert stykke arbejde indenfor din butik. Lige fra at bestille varer, modtage varer og pakke ud/sætte på plads. Arrangere udstillinger m.m. Tage dig af kunderne og lære at rådgive bedst muligt. Lære forretningens systemer at kende og du skal også have et kig på økonomien og budgettet, for at lære at forstå den del. Egentlig fungerer du i praksis som enhver anden ansat, du skal bare lære det hele, lidt efter lidt.
Jeg var så i den situation at jeg utrolig hurtigt fik smidt et læs ansvar i hovedet, fordi der simpelthen ikke var mange andre valg. Det er ikke normalt at elever står med så meget ansvar som jeg gjorde, men set i bakspejlet er jeg utrolig glad for at jeg fik det. Det lærte mig rigtig meget, som jeg kan bruge den dag i dag.

Når du er i skole, får du inden start en plan over hvad I skal gennemgå mens du er der. På skolen lærer du al den teori du bruger i det daglige, mange gange uden at tænke over det. Som boghandler bliver du fx sat ind i de forskellige genre og hvordan man vurderer bøger. Du lærer også om papirvarerne og hvad dertil hører, lærer at se rigtigt på tallene og få et budget til at hænge sammen, samt gennemgår regler indenfor markedsføring, service osv. Alt hvad du har brug for, når du står i forretningen.
I starten var jeg noget lunken overfor ideen om at bo på skolen og dele værelse med fremmede mennesker. Du kan godt få et aleneværelse, men det koster ekstra og med mindre du selv vil betale, så er det din forretning der skal betale den ekstra sum for aleneværelset. Og det vil de færreste, medmindre du har en god grund. Men set i bakspejlet, så vil jeg anbefale at du bider tænderne sammen og gør som mig; får en værelsespartner. Jeg er normalt ret privat og har brug for noget luft og alenetid, men jeg klarede det fint. Og det sociale spil er en utrolig stor del af skolelivet. Med en værelseskammerat skal du godt nok dele værelse og bad med en anden, men man vænner sig hurtigt til det og det giver en meget større mulighed for at lære de andre at kende og falde i hak med folk. Og det er altså guld værd.

Når din elevtid er ved at være færdig, skal du bestå din uddannelse. Det gør du via 2 ting; en endelig test i alt hvad du har lært på skolen, samt en fagprøve. Testen bliver taget på skolen, den sidste dag i dit sidste skoleophold og gennemgår alt hvad du har læst på dine skoleuger. Din fagprøve skal laves i butikken og er en opgave der skal kombinere teori og praksis. Du skal lave noget praktisk i butikken, som du skal lave en rapport om for at understøtte din faglighed. Når du er færdig skal rapporten sendes til skolen og så skal du op og forsvarer den foran din faglærer og en censor fra en af landets handelsskoler. Du har stort set frihed til at vælge hvad som helst, til din fagprøve, så længe det er fagligt og praktisk muligt. Jeg valgte et forfatterarrangement, men du kan fx også vælge at rykke rundt på en del af forretningen og måle om salget styrkes ved omrokeringen.

I dag er jeg uddannet boghandler på første år. Jeg bestod min uddannelse med 2 12taller på papiret og fik jobbet som souschef og bogansvarlig, først i en anden butik i samme kæde, men nu i den butik hvor jeg blev elev i sin tid. Jeg håber at fremtiden vil bringe en stilling indenfor forlagsverden, hvor jeg kan bruge min kompetencer og min viden til at styrke bøgerne yderligere.

Det vigtigste råd jeg kan give videre til de der overvejer branchen, er at I skal ikke tage uddannelsen, fordi I har en romantisk forestilling om at gå og tulle med bøgerne og kunne læse en masse. Bøgerne er i virkeligheden en overraskende lille del af dit arbejde, og du får ikke løn for at læse. Du får løn for at sørge for at bøgerne er på hylden og at kunden får fat på dem og betaler for dem. Læsning og interesse for det skrevne, står på din egen regning. Du skal tage uddannelsen, hvis du interessere dig for enten bøgerne eller papirvarerne, og gerne vil have en alsidig hverdag med kundebetjening og service som fokuspunkt.

Sinéad Moriarty: Projekt Baby

Emma Hamilton er 33 år og plejer at være en helt normal og fornuftig kvinde. Hun har en sød og flot mand, en masse gode venner og et job hun elsker. Kort sagt: Emma er lykkelig.
Men så bestemmer Emma sig for, at hun vil have et barn. Og det skal være nu. Det er imidlertid ikke altid, at naturen vil være med på legen, og Emma beslutter sig for at hjælpe den lidt på vej. Snart er hendes liv forvandlet til et virvar af hormonstimulerende medicin, håndstand efter sex og en sand hær af garvede specialister, som med deres torturlignende behandlinger forsøger at hjælpe hende. Det er farvel til vin, usund livsstil og sex for sjov og ind med grøn te, ægløsningstest og sex til tiden. Emma opdager, at når man først er gået ind i Projekt baby er intet helligt.

Projekt baby er en super underholdende og samtidig indsigtsfuld roman om et alvorligt emne, der vedrører flere mennesker end vi normalt tænker på. På trods af at vi skriver 2010 på kalenderen, så er dét at være ufrivillig barnløs og ikke kunne blive gravid, stadig et tabu i mange kredse, som man ikke snakker højt om eller indrømmer overfor omverdenen.
Med Projekt Baby beskriver forfatteren denne situation på sin vante hjertevarme måde, med underlagt medfølelse for de der er i situationen, men samtidig med humor og et glimt i øjet til at fange læseren og sætte det på en ny spids. På denne måde lykkes det Sinéad Moriarty at komme ind på mange af de både fysiske og psykiske prøvelser som stakkels Emma skal igennem, efterhånden som tiden går og hun ikke bliver gravid. Imens hun slås med sine indre dæmoner og personlige forhold, oplever Emma også omverdenens forventninger og uforstående holdninger overfor hendes situation og disse beskrives på en indlevende og medfølende måde, der gør at man ikke kan lade være med at få ondt af hovedpersonen undervejs – På samme måde som man også kan grine over hendes forsøg og synes hun er for meget, på andre tidspunkter.

Sproget er letlæseligt og selve handlingen kræver ikke den store koncentration. Det er nemt at følge med og opbygningsmæssigt er bogen meget i retning af chicklit genren. Her er det emnet der gør at den fylder mere end de normale tøseromaner og sætter sig ind under huden på én, også efter man har lagt den fra sig. Det vigtigste at understrege, må dog være at denne bog, trods sit emne, kan læses af alle der skulle have lyst, uanset om man selv er mor til en dejlig unge eller er barnløs og langt yngre end Emma.

Vanessa Diffenbaugh: Blomsternes hemmelige sprog

Victoria Jones har hele sin barndom været anbragt hos forskellige plejefamilier og har aldrig ladet noget menneske komme tæt på. Blomsterne og deres betydning bliver derfor hendes måde at kommunikere med verden på.
Som 18-årig bor hun som hjemløs i en park i San Francisco, men møder en dag blomsterhandleren Renata, som bliver imponeret over hendes store viden om blomster og evne til at sammensætte og personificere en buket. Victoria kan hjælpe andre med at udtrykke, hvad de føler, men selv har hun svært ved at stole på folk. Hun tillader ikke sig selv at blive elsket, men indleder alligevel et ikke ukompliceret forhold til Grant, som hun har mødt på blomstermarkedet. Da det viser sig, at Grant har en forbindelse til Victorias fortid, som gemmer på en smertefuld hemmelighed, tager hun en svær beslutning…

Blomsternes hemmelige sprog er én af den slags romaner som jeg nok ikke havde købt i butikken, hvis ikke jeg havde haft chancen for at kigge nærmere på den først. Og hvor ville det dog have været en skam. Bogen er nemlig én af de mest rørende, gribende og skelsættende romaner jeg længe har haft mine små fingre i.

Victoria Jones er en hovedperson der fremstår lyslevende i al sit væsen. Som læser veksler ens følelser lidt til at starte med, for man kan ikke helt finde ud af om hun blot er ynkelig, ramt af for meget selvmedlidenhed eller lidt ligegyldig at bruge som hovedperson. Men så viser hun sig pludselig at være en hovedperson med langt flere følelser og tanker end i den første præsentation og hurtigt kommer man til at holde af hende og føle med hende, undervejs som bogen skrider frem.
Victoria er hjemløs, forhutlet, underernæret og uudannet, men hun har en ægte evne, interesse og kærlighed for blomsternes sprog som giver hende et job hos Renata, hvor hun gang på gang gør kundernes liv lysere og gladere, ved at lave dem en personlig buket der udtrykker nøjagtig dét de har brug for. Jeg elskede historien om hendes kamp for at overleve og prøve at skaffe nogle penge til netop dét, ved at binde blomster. Jeg holdt utrolig meget af Victoria, som hun sov under busken i parken og passede sin lille ”have” bag de høje træer. Og hvordan hun spiste det meste af en pakke doughnuts, da Grant invitere hende ud at spise. Men så stoppede det også lidt dér.

De første 2/3 af bogen var noget af det dybeste, mest rørende og perfekte jeg længe havde læst, når det kom til romaner. Men den sidste tredjedel derimod synes jeg hurtigt voksede sig lidt for Hollywood-agtig, blev fyldt med lidt for mange klicheer. Det virkede på mig, som om forfatteren prøvede at skramme skruen lige én gang for meget, så træet begyndte at knirke og slå revner hist og her. Fra at være gribende og trods alt forholdsvis realistisk og virkelighedstro, slog historien lige et par sprækker, som jeg aldrig helt forligede mig med. Jeg havde personligt gerne set en lidt mindre rosenrød afslutning på historien om Victoria, hvor charmen og kærligheden blev ved med at skinne igennem, uden brug af klicheer og floskler. Men er bogen værd at læse stadigvæk? Helt bestemt! Jeg anbefaler den vidt og bredt, til alle jeg kan få til at læse den, for jeg mener virkelig, helt ærligt, at denne bog er én af de største romaner, udkommet i 2011. Lad være med at snyde dig selv for en gang rørende læsning, hvor du får brug for en kleenex – Køb den, lån den og kast dig over den!

Tabitha Suzuma: Forbudt

17-årige Lochan og 16-årige Maya har aldrig haft en normal barndom. Deres enlige, alkoholiske mor har i årevis overladt det til dem at tage sig af de tre mindre søskende. De har overtaget forældrerollen og omtaler deres søskende som børnene. De dækker over morens uansvarlighed af frygt for, at de sociale myndigheder vil skride til tvangsfjernelse, og de isolerer sig mere og mere fra omverdenen. Efterhånden går det op for Maya og Lochan, at deres følelser for hinanden er stærkere end følelser mellem søskende, men deres kærlighed er forbudt, og den kan få katastrofale følger …

Ah … Det her er én af de bøger, jeg har glædet mig utrolig meget til at anmelde. Jeg læste den sidste år faktisk, men kom pludselig så langt bagud i mine anmeldelser, at denne her også fik lov til at ligge og vente, sammen med alle de andre. Ikke desto mindre var selve bogen, en utrolig anderledes og følelsesladet oplevelse.

Sådan starter bogen Forbudt ud, med et citat der næsten siger det hele. Og allerede her var man næsten advaret om at læsningen ville blive en følelsesladet tur gennem hele følelsesregisteret. Langt de fleste mennesker er jo nærmest opflasket med at kærligheden mellem to i samme familie, er forbudt. Det er ulækkert, uanstændigt og ulovligt. Ja, selv hvis det er fætter-kusine eller anden langt-ude relation og det faktisk er ganske lovligt, ser vi skævt til det. Fordi det er klamt. Og forkert.
Men hvem har I første omgang bestemt at det skal være sådan? Historien om Maya og Lochans kærlighed var på mange måder en stor øjenåbner for mig, som læser. Godt nok er bogen ren fiktion og et resultat af forfatterens fantasi og tankerækker … Men i virkeligheden tror jeg ikke at den er så langt fra den virkelige verden. Kunne det ikke, meget vel, ske et sted i det rigtige liv?

Tabitha Suzuma skal have al mulig ros og respekt, for at have skrevet så skelsættende en ungdomsbog, som også vil fange de voksne læsere. Emnet er så tabubelagt og ”shhh”-indhyllet, at det er en bog der er voldsomt svær at anbefale og få folk til at købe, men for pokker da … Lad være med at lade jer skræmme af emnet. Køb den, lån den, I don’t care. Bare I læser den!
Maya og Lochan er to så levende hovedpersoner, at man straks lever sig ind i deres hverdag; et liv præget af ansvar, fornuft og modenhed. Ansvaret overfor deres mindre søskende og fornuft og modenhed, i et forsøg på at overleve og skjule tingenes tilstand. Hvilket langt fra bliver nemmere, da de forelsker sig. For de ved begge godt, at det de har gang i, er forbudt og forkert. Og at det kan få katastrofale følger, for både dem selv og andre. Alligevel kan de ikke lade være. Og er det ikke lidt sådan, kærligheden er? Engang imellem ved man godt at den er skadelig for én selv og andre, men er man forelsket nok, er det svært at lade være …

Forbudt er en fantastisk bog, der tog mig med storm. Én af den slags bøger, som jeg vil elske at have stående på hylden, når jeg engang får råd til (også) at købe den. Den er en barsk, rørende, gribende og forfærdelig fortælling om noget af dét, der burde være det bedste i ens liv. Tabitha Suzuma griber læseren med sine ord og holder én fanget i et spind af fantastisk sprog og stor medfølelse og indsigt i sine personers tanker og følelser. Jeg har sjældent set en forfatter der tager så godt hånd om både sine personer og sin handling. Det eneste der skuffede mig ved denne bog, var slutningen. Jeg antager at andre sikkert vil holde af den, men personligt fandt jeg den lidt for ”nem” desværre. Jeg havde gerne set noget lidt mere modsat. Og en lidt mere ”dyb” slutning, for efter en bog der greb så godt fat i følelserne, synes jeg slutningen var lidt flad. Den mindede mig om dengang man skulle skrive en stil på tre sider og pludselig kun havde ti linjer tilbage til halvdelen af fortællingen.