Årets påskeæg

I min familie mener man at man bliver for gammel til påskeæg, pakkekalender etc. når man flytter hjemmefra. Ærgerligt nok, for jeg synes det er skide hyggeligt at få en pose chokoladeæg den ene gang om året. Jeg mener, det er chokolade! Man bliver da aldrig for gammel til chokolade!

Men i år sendte jeg sådan en runde-sms til mormor ved siden af – Og hun tog mig på ordet, da hun lige pludselig skyldte mig et påskeæg … Så det indkasserede jeg i går aftes!

Mit “påskeæg” for i år er en pose chokoladeæg og så en lille hjælp til min USA-tur på 10 dollars. Hvis I spørger mig, er det så meget bedre end et stort æg af billig chokolade. Og pengene er naturligvis røget direkte ned i Oinke. Det er min sparegris. Han står ude i gangen og hjælper mig med at samle ekstra penge sammen til oktober. Al pant fra tomme flasker ryger fx derned i. Og småmønter. Foreløbigt har jeg samlet ca. 200 kroner siden årsskiftet på de to ting. Og i går røg der ekstra 100 kroner ned i, fra salg af nogle gamle bøger til én min mormor kender. Det er da ganske fint.

The Black Dagger Brotherhood Konkurrence – Vinderne!

Så blev det tid til at trække vinderne – Og som lovet, for hver 10 deltagere der kom til, blev der smidt en ekstra bog i puljen, så der bliver altså fundet to vindere i denne omgang.

Den første vinder der blev udtrukket blev deltager nr. 10 – Andra, der fik fat i lodderne 43-44.

Du kan selvfølgelig frit vælge om du vil have den første bog i serien, Vampyrkongen eller efterfølgeren Din for evigt, der udkom her i marts.

Send mig en mail på eeyorenyk@live.dk med dit ønske og din adresse, så ryger bogen af sted til dig, med det samme.

… Og så selvfølgelig til den ekstra vinder, der også blev fundet via random.org.

Et enkelt klik med musen og vupti røg Marie op på podiet som den anden vinder, med lodderne 10-15.

Du kan naturligvis også selv vælge hvilken af de to bøger i serien, du ønsker dig. Send mig en mail på eeyorenyk@live.dk med dit ønske og din adresse, så ryger bogen af sted til dig, med det samme.

Tusind tak for alle jeres deltagelser og for at se hvilke bøger I har kunne lide at læse. Snart lander der endnu en konkurrence på Cautious, som dog ikke indeholder hverken vampyrer eller bøger. Men jeg tror I vil kunne lide den alligevel, så stay close.

Hvordan taler du om andre mennesker?

Da jeg har nogle feriedage der skal brændes af inden 1. maj (ja, de skal dælmne ikke gå til spilde!) så har jeg haft fri i dag og har det også i morgen med. Så jeg lagde en frisør tid i kalenderen her til middag. Dét i sig selv er ikke interessant i forbindelse med dette indlæg – Det er bare en forklaring på hvorfor jeg sad i metroen mod Kastrup, klokken halv elleve i morges.

Folk passer ret meget sig selv, inkl. to damer skråt bag mig. De ligner nogle i 40erne og for nu at være virkelig fordomsfuld (jeg må godt, bare læs videre, så giver I mig ret) så lignede de nogle der har siddet på kontor hele deres liv, men selv tror at de som minimum har samme status, som havde de besiddet chefstillingen inde på ambassaden. Deres ægteskab er sikkert gået i stå og det eneste indhold de har i deres liv er deres to teenagebørn og så deres interne sladder om naboerne. You get the point.

De her to dage sidder altså og sladre løs – som i virkelig indædt. Der er virkelig ikke den fælles bekendte der ikke lige bliver taget op i den samtale. Og typisk noget med grimt hår, genbrugskjole til den sidste fest eller noget helt tredje om Pia fra kontoret som bare er så whatever… Da der på Flintholm stiger en sød ung pige på metroen. Eller, jeg ved selvfølgelig ikke om hun var sød. Men hun smilede og så glad ud. Og satte sig roligt ned overfor mig, med sin iPhone fremme og fuldstædig lydløs i sin gøren og laden.
Og så hører jeg bare, sådan bagfra den ene af de to førstnævnte kontordamer komme med følgende sætning:

^ Sagt meget surt, lidt for højt. Og da jeg vender mig om og kigger undrende på hende (fordi det virkelig var meget højere end resten af deres samtale havde været) sender hun så hende her pigebarnet overfor mig, et blik der kunne få selv en kaktus til at visne på sekundet! Det var hende hun talte om!

Og ja, hende pigen var mørkglødet i huden … Sådan ala Jennifer Lopez for nu at sammenligne. Og bevares, vi kan altid tage indvandredebatten en anden gang. Men uanset hvad man mener om vores udlændingepolitik og de følger den har … Så taler du fandeme da ikke sådan til et andet menneske!!! Eller måske snarere, om et andet menneske. Mens vedkommende kan høre det!

Jeg tror ikke pigen registrerede det overhovedet, hun var travlt optaget af en sms-samtale med hvem-ved-jeg på telefonen. Men helt ærligt … Jeg var i chok! Jeg har aldrig oplevet så ucharmerende og afskyelig en kommentar om et andet menneske, tror jeg. Og jeg synes ellers jeg har lagt øre til lidt af hvert, gennem tiden. For sjovt nok overhører jeg ret ofte nogle meget mærkelige samtaler.

Er der nogle ting du vælger ikke at sige højt? Eller i hvert fald venter med at sige til vedkommende det omhandler ikke er til stede? Eller er du også én af dem, der åbenbart er født uden filter, og bare siger nøjagtig hvad du mener, når som helst, hvor som helst?

“…and I had candy so I didn’t care.”

Bare fordi jeg kan … Og fordi der nu er under syv måneder til at det er min tur, til at sidde i Chicago! Faktisk er der i dag, lige præcis syv måneder til Chicago-weekenden er slut.

Overskriften er i øvrigt et citat fra den første video – Virkelig spast! Men man skal se den, for at forstå den.

L.J. Smith: Den skjulte vampyr

Aldrig har det været så farligt at forelske sig.
Poppy er en ganske almindelig pige på 16 år, som er forelsket i sin bedste ven, James. De skal netop til at tage hul på sommerferien, da hun får at vide at hun skal dø af en uhelbredelig sygdom.
James er bare alt andet end almindelig. I hans verden gælder der to love: du må aldrig fortælle et menneske om Natteverdenen, og du må aldrig forelske dig i et menneske. Straffen for at bryde disse love er døden.
James ønsker at hjælpe Poppy, men tør hun?

Før jeg startede på denne fine bog, tænkte jeg lidt ”Hey, det er L.J.Smith – Hvad kan der gå galt?”. Svaret er; ”Åbenbart meget.”.

Åh hvor det smertede mig at lægge denne bog fra mig, efter sidste side. Ikke fordi jeg var håbløst forelsket, bjergtaget af sproget og tryllebundet af personerne, men fordi jeg ikke følte der var en egentlig historie. For mig at se minder Den skjulte vampyr mest af alt om et par lange kapitler til en rigtig vampyr-serie. Alternativt en halvlang novelle til ”Vi Unge”. Og hvor gjorde det dog ondt at se noget så halvfærdigt, fra en forfatter som ellers har tryllebundet mig gang på gang.

Poppy virker som en ganske sød pige, rent hovedpersonsmæssigt. Hun er ulykkeligt forelsket, interessere sig for musik og virker i det hele taget som en helt reel teenager. James derimod er den mystiske, stærke og lidt ”farlige” fyr som Poppy er bedste venner med – Og forelsket i. Det er gengældt, men ingen af dem tør sige noget. Ikke før den dag, Poppy bliver syg og får at vide at hun skal dø. Da bryder James alle love fra Natteverden, i et forsøg på at hjælpe Poppy – hvis hun da vil hjælpes. Det er næsten ikke særlig overraskende, hvad Poppy vælger, er det?
Ingen af personerne fik dog, trods deres muligheder, rigtig udfoldet sig. Man følte aldrig rigtig at man kom til at kende hverken Poppy eller James. Eller resten af det meget lille persongalleri, der ellers havde sin gang i bogen. Og det gjorde bare hele vejen igennem, at handlingen også var svær at leve sig ind i. Det blev aldrig rigtig følelsesfuldt at Poppy skulle dø – Ligesom det jo nærmest heller aldrig rigtig blev relevant, for James springer selvfølgelig til som en smuk ridder, i samme sekund hun får ”dommen”, nærmest.

Starten var utrolig hurtigt overstået. Midterstykket var utrolig langt og uden spænding. Og slutningen? Den var nærmest ikke-eksisterende. Hvilket var dét der skuffede mig mest. Jeg har ikke noget imod en kort og let bog, hvis den så også bare afsluttes ordentligt. Men efter at have læst Den skjulte vampyr var der simpelthen så mange spørgsmål tilbage i én, at det føltes som en umulighed at der faktisk ikke kom flere bøger efterfølgende. Men det gør der ikke. Hver bog i Nightworld-serien har sin egen handling og jeg er faktisk i tvivl om jeg vil læse resten. Simpelthen fordi jeg er bange for at hver enkelt bog er lige så letkøbt som den første. Øv øv.

The Hunger Games

Landet Panem er fremtidens udgave af vor tids nordamerika. Inddelt i 12 distrikter holdes befolkningen i skak til kun at være dér hvor de er født til at være og ikke stille spørgsmål – En livsstil der slås fast med syvtommersøm via det årlige Dødsspil; The Hunger Games.
Hvert distrikt skal stille med én pige og én dreng, der skal være deltagere i det stort anlagte show, hårdt styret af det mægtige Capitol. 24 deltagere lukkes ind i spillet. Kun én overlevende bliver lukket ud.
Da Katniss’ lillesøster udvælges til at deltage, tager Katniss hendes plads i spillet, og sammen med bagersønnen Peeta skal hun kæmpe for sin overlevelse. Men Katniss er en naturlig overlever og har kampånd – Og hun hurtigt bliver hun en lille brik i et langt større spil end hun havde troet. Et spil om ære, overlevelse … Og oprør!

Da jeg første gang hørte at man havde castet Jennifer Lawrence (X-men: First Class) som Katniss havde jeg nær givet filmen dødsstødet med det samme. For er der en ung skuespiller der i dén grad har formået at skuffe mig gennem årene, har det været hende. Men min fordom holdt kun lige akkurat til den allerførste plakat blev offentliggjort. Så var jeg solgt. Jennifer Lawrence, iført Dødsspil-uniform og med buen over skulderen? Der er ingen tvivl. Jennifer ér Katniss. Intet mindre.
Liam Hemsworth (The Last Song) og Josh Hutcherson (The Kids Are All right) spiller rollerne som henholdsvis Katniss’ barndomsven Gale og Peeta Mellark, den anden Soner fra Distrikt 12. På hver deres måde synes jeg de gør det helt fint. Liam Hemsworth er uden tvivl lige præcis så duksedrengs-agtig som jeg altid har forestillet mig ham og jeg synes Josh Hutcherson gør det fremragende som den lidt generte, men karismatiske Peeta.
Lenny Kravitz overraskede mig voldsomt i rollen som Cinna. Jeg elskede ham så absolut fra allerførste sekund, fordi han gav Cinna nøjagtig den glød og fornemmelse af oprør, som man også kender fra bogen. Donald Sutherland som President Snow og Stanley Tucci som Caesar Flickerman er fantastiske! Især sidstnævnte bliver virkelig sminket op efter alle kunstens regler, hold da op! Og så skal vi jo heller ikke glemme Woody Harrelson som den lettere alkoholiserede Haymitch Abernathy. Fantastisk team med et virkelig godt samspil! Rent skuespillermæssigt har jeg absolut intet at udsætte på nogle af dem. Hvilket er usædvanligt, især fordi jeg var ret skeptisk omkring flere af de valg af skuespillere, der blev truffet.

Gary Ross har virkelig formået at lave en fantastisk filmatisering af The Hunger Games! Jeg læste en amerikansk anmeldelse, der påstod at filmen var langt bedre lavet end både Twilight og Harry Potter. Førstnævnte sammenligning vil jeg uden tøven gerne gå med til … Jeg synes Twilight er virkelig ringe! Og Harry Potter? Well, jeg er faktisk tilbøjelig til at give anmelderen delvist ret. Hvis vi kun skal se på hvordan man har lavet bogen om og givet den liv på det store lærred, så ja … Så synes jeg faktisk at Gary Ross har formået at lave en bedre filmatisering end det fx blev med Harry Potter og Flammernes Pokal. Hvis vi kun kigger på bog kontra film-elementet.
Til gengæld kunne der godt være spillet lidt mere på effekterne synes jeg. The Hunger Games ér trods alt en science-fiction historie og enkelte gange kunne jeg godt have set lidt mere effektarbejde, synes jeg. Alligevel var jeg virkelig imponeret over de effekter der trods alt var. For det var virkelig flot arbejde, både med Cinnas flammer i Katniss’ og Peetas tøj, og i arenaen, hvor naturen ændre sig på få sekunder.

Enkelte ting er taget ud. Nogle ting har flyttet sig. Lidt er lavet om. Men jeg synes det var en absolut fantastisk filmatisering af en fantastisk bog. Ikke mindst fordi den også fungerede for dem der ikke har læst bogen. De sidder ikke er og dybt forvirrede eller er gået glip af halvdelen af historien. Det synes jeg er virkelig flot ramt – At man kan gøre begge lejre tilfredse og glade.

Én ting jeg dog savnede, var det “spil” der kører mellem Haymitch og Peeta, for at redde Katniss. Det synes jeg aldrig blev helt synligt og det savnede jeg faktisk lidt. Fordi Peetas del af den aftale har en utrolig betydning og siger vældig meget om netop hvad han er parat til for hendes skyld. Det kunne godt have været tydeligere.

Florida / Chicago 2012 – Spørgsmål og Svar

Hold da op! Hvor har I været helt utrolig søde og dejlige alle sammen, efter at jeg fortalte om min tur til USA til oktober. Det er simpelthen væltet ind med søde kommentarer, twitter-beskeder, mails m.m. Hvor er I skønne at være så glade på mine vegne.

Jeg har også fået rigtig mange spørgsmål om både det ene og det andet. Både fra folk der vist “bare” er nysgerrige (hvilket jeg også ville være) og fra nogle der selv har været af sted eller måske gerne ville have en ferie til samme destination. Jeg har besvaret alle sammen personligt, allerede, men tænkte at jeg ville lave et lille FAQ indlæg, til de nysgerrige, der måske ikke har ville spørge af høflighed.

Hvad skal du give for turen?
Min tur er bestilt mere eller mindre fra USA af. Hvilket betyder at jeg flyver med et canadisk flyselskab, så turen går fra København-Toronto og så derfra videre til Florida. For de billetter, tur/ret skal jeg give ca. 5500 kr. Hvilket er ret billigt. Skulle jeg flyve med Iceland Air, som er det billigeste flyselskab herhjemmefra, skulle jeg give ca. 1500 kr. mere af den simple grund at jeg så skulle mellemlande på Island frem for i Toronto.
Fra Florida til Chicago skal jeg med indenrigsfly, hvilket løber op i ca. 1450 kr. tur/retur.
I Chicago har jeg bestilt et sølvpas til conventionen, hvilket koster “små” 2200 kr. inkl. shipping. Det er så for en hel weekend fra fredag-søndag, hvor jeg har reserveret sæde hele tiden og kan få en autograf hos samtlige skuespillere.
Hotel i Chicago står mig i ca. 1100 kr. da jeg har valgt at bo et andet sted, end dér hvor conventionen holdes.
Alt i alt løber disse udgifter op i lidt over 10.000 kr. Derudover kommer anskaffelse af pas, mad i Chicago og shopping/entre diverse steder.

Hvorfor rejser du alene? Skal David ikke med?
Jeg rejser alene, ja. På hele turen. Min moster henter mig selvfølgelig i Florida og så bor jeg hos hende dernede. Hun skal også nok sørge for at jeg kommer til og fra lufthavnen, når jeg skal til Chicago. Men ellers rejser jeg alene og er alene i Chicago.
David har ikke lyst til at tage med. Rejser siger ham ikke rigtig noget i det hele taget og han vil slet ikke bruge de penge på en Supernatural Convention. Så han bliver hjemme og passer kat, i stedet for.

Hvor længe skal du være i Chicago? Og hvor skal du bo?
Jeg tager til Chicago fredag morgen og skal “hjem” (til Florida) igen mandag morgen. Conventionen er åben fra fredag morgen til søndag aften, men der sker ikke super meget om fredagen. I hvert fald ikke noget de har lagt ud endnu.
Selve conventionen afholdes på Westin O’Hare hotel, der er firstjernet og ligger ret tæt på lufthavnen. Det var dog så også nogle lidt pebrede priser de ville have for værelserne, så jeg har i stedet valgt at bo på Chicago O’Hare Garden Hotel der “kun” er tostjernet og ligger et par kilometer derfra. Mod at skulle betale ca. 600 kr. for en nat på Westin O’Hare skal jeg kun betale de ca. 1100 kr. for alle tre nætter på Chicago O’Hare Garden Hotel. Jeg skal så bare selv finde noget morgenmad og jeg skal selvfølgelig frem og tilbage. Men jeg tror jeg overlever … Jeg kan eddermame få meget mad og evt. transport for de sparede penge.

Hvordan fandt du frem til en Supernatural Convention?
Fra YouTube klip vidste jeg godt at de afholdte de her weekender og lige siden jeg fandt ud af det, for første gang, har jeg tænkt at dét ville jeg fandeme gerne prøve at opleve. Og samtidig tænkt at det garanteret kostede en milliard og kun var for særligt indbudte eller sådan noget. Men så faldt jeg over Creation Entertainment som er the thing hvis man vil opleve et ordentligt arrangement derovre.
Ej, der er selvfølgelig også mange andre der holder forskellige slags arrangementer, men Creation Entertainment er kendt for at være pålidelige, seriøse og ikke mindst fair. De sælger aldrig billetter der ikke findes eller overbooker deres arrangementer. Hvilket selvfølgelig også betyder at der er en vis begrænset plads. En hurtig gennemgang af billetpriserne og deres indhold gav klart lys for at hvis jeg endelig skulle opleve det, så skulle det være med et sølvpas, som giver dig særlige fordele udover de alm. billetter. Over sølvpasset er et guldpas, men de ekstra ting der var med dér, var ikke noget jeg ville betale så meget mere for.
Men ja … Jeg snakkede fly og ferie med min Moster og så var det faktisk dét. Nu er billetten bestilt og jeg kan glæde mig til oktober.

Skal du se andet i Chicago?
Min umiddelbare plan er at jeg vil tage et smut forbi conventionen fredag og lige se det an og lære stedet lidt at kende. Efter sigende skulle der ikke være det vilde om fredagen. Og så ellers tage ud og se lidt af byen fredag aften. Lørdag-søndag er booket fra morgen til aften med convention fra ca. 9-19, hvor jeg regner med at være der hele tiden, måske lige afbrudt af frokost. Igen, ville jeg så se noget af området og måske finde ind til Downtown Chicago om aftenen. Bare for at se lidt af byen, uden at skulle betale entre alle mulige steder.

Kan du tage en autograf/et billede med hjem til mig?
Nej. For det første fordi det koster penge. I min billet ligger der allerede betaling for én autograf pr. skuespiller, men vil jeg have flere end det, koster det. Som eksempel kan jeg sige at for at få en autograf af enten Jared/Sam eller Jensen/Dean, skal du betale 89 dollars. Hvis du vil have et billede af én af dem (med mig på også) skal du betale det dobbelte. Og ærlig talt, selv hvis du ville betale dét for en autograf, så ville jeg helt seriøst ikke gide stå i kø for dig også. Undskyld.
Men om jeg skal have taget billeder? Hell yeah! Det er tilladt at tage billeder under hele konferencen, efter visse regler, og det skal da helt klart udnyttes til fingerspidserne! Jeg overvejer allerede om mit hukommelseskort måske skulle have selskab af ét mere. Og jo, jeg skal nok overspamme min blog og jer med resultaterne. I bliver allerhelvedes trætte af mig, til den tid.

Vil du blogge derovre fra?
Ja, forhåbentlig. Min plan er i hvert fald at tage min computer med, da den sagtens burde kunne tage formateringen af strøm til amerikansk standard. Jeg skal lige have godkendt endeligt fra FONA at den godt kan klare det, men der burde vist ikke være problemer. Og så er min plan klart at jeg vil forsøge at blogge lidt og vise billeder frem løbende. Min moster har selvfølgelig internet og på hotellet i Chicago er der også gratis netadgang.
Jeg havde haft i tankerne at tage min telefon med også og Twitte mere løbende og ofte, men efter hvad jeg kan se hos mit teleselskab ville det vist koste mig en kvart bondegård fordi jeg er i udlandet. Så dét lader det ikke til at jeg vil benytte mig af.

Er du slet ikke nervøs for at rejse alene?
Hell yeah! Jeg er sådan ca. ved at dø ved tanken.
Men rent praktisk, så er jeg ikke nervøs for overfald, røveri eller alt muligt andet i dén dur, for helt ærligt, hvor stor er chancen lige for dét? Og så længe man opfører sig rimelig normalt og tager lidt forholdsregler, så er det altså ikke fordi amerikanerne slår turister ned på hvert et gadehjørne. Heller ikke i Chicago. Jeg er mere nervøs for om jeg nu kan finde den rigtige bus, det rigtige hotel og kan gøre mig forståeligt at jeg har reserveret et værelse. Og helt ærligt? Hvorfor skulle jeg ikke kunne dét? Så dårligt er mit skoleengelsk alligevel heller ikke og amerikanere er generelt utrolig hjælpsomme hvis man spørger om vej/hjælp. Især hvis de kan høre at du ikke er derovrefra. Så mere rationelt set, så behøver jeg ikke være ved at dø af skræk. Men nervøs? Åh jo da! Selvfølgelig!

Skulle du have andre spørgsmål eller være nysgerrig efter at vide noget jeg ikke allerede har fortalt, så er du fortsat meget velkommen til at skrive at spørge om diverse ting.

Kino on Demand #3

Jeg havde jo fået fornøjelsen af at anmelde den nye On Demand tjeneste fra Kino.dk. En fornøjelse der blev noget blandet, fordi jeg havde en del problemer med afspilningen af mine film, hvilket anmeldelsen selvfølgelig også bar præg af. På trods af at jeg elsker konceptet ellers.

Da Bo fra Kino.dk hørte at jeg havde haft så mange problemer, fik jeg med det samme to nye koder, hvis jeg ville prøve igen. De havde “indrømmet” inde på siden at der havde været en del problemer i den periode jeg havde prøvet at se film i første omgang, hvilket åbenbart skyldtes at for mange mennesker brugte tjenesten på samme tid. De arbejder på at løse problemet.

Nu kunne jeg jo faktisk godt lide ideen bag siden, så selvfølgelig prøvede jeg igen. Og det gik noget bedre denne gang, om end stadig ikke 100 % optimalt.
Jeg har nu forsøgt mig med to forskellige dage, på to forskellige tidspunkter også, bare for at det ikke burde kunne være weekendens skyld eller sådan noget. Første gang var i torsdags, hvor jeg loggede ind igen og fik set Ronal Barbaren. Jeg havde et enkelt problem med at logge ind – Den kom bare med fejlside da jeg forsøgte første gang, men i andet forsøg gik det fint. Og den tog også både kode og film uden problemer. Til gengæld var filmen elendig, men bare rolig, dét klandre jeg ikke Kino.dk for. Jeg havde måske bare enten for store forventninger til filmen eller også var jeg bare slet ikke med på deres humor. Jeg så den i hvert fald ikke færdig, men stoppede efter 40 minutter. Hvor filmen hakkede en enkelt gang, men startede igen og spillede uden problemer, da jeg lige spolede et minut tilbage.

I forgårs aftes, hvor der jo måske netop ville være run på, brugte jeg så den anden kode på filmen What’s Your Number. En ret sød film, klart anbefalelsesværdig. Nøjagtig så forudsigelig som den slags komedier nu er, men rigtig sød og fint skuespil. Denne gang var der ingen problemer med at logge ind eller få vist filmen. Den stoppede dog fire gange undervejs, hvor billedet frøs og man fik gentaget de sidste tre replikker, man lige havde været igennem. Jeg stoppede filmen, spolede et minut tilbage og lod den fortsætte igen. Så gik den igennem stykket uden problemer.

Jeg har hørt fra mange af jer, som har været rigtig glade for On Demand-tjenesten og ikke har oplevet problemer overhovedet – Og sådan skal det da også være. Efter at have prøvet her i anden omgang, er det da klart også i forbedring. Om jeg har været mere heldig eller YouSee virkelig har arbejdet med kapaciteten allerede ved jeg ikke, men det går klart fremad.
Om jeg ville bruge det selv, og betale for det? Ja, det ville jeg nok godt. Jeg må indrømme at hvis jeg skulle have film til en hel weekend eller fik gæster der skulle se med, så ville jeg stadig gå i Blockbuster og tage “besværet” med at afleverer tilbage igen. Men hvis jeg bare sidder herhjemme selv, og får lyst til at se en film en helt almindelig aften, så kunne jeg sagtens finde på at huske min bruger hos On Demand og smutte ind og se om de havde en film der lige passede til humøret. Jeg kunne dog stadig godt tænke mig at de arbejdede lidt på visningen af deres film, når man søger efter en titel. Jeg synes det er lidt uoverskueligt og kunne måske godt bruge lidt flere muligheder for at få dem vist efter navn, udgivelsesdato etc.

Hvis du selv vil teste On Demand-konceptet kan du også få vist en gratis film. Det eneste du skal gøre, er at sende en SMS (alm. takst) med teksten “On Demand” til 1225. Herefter modtager du en kode, som du taster ind, når du har valgt din ønskede film. Dernæst koster øvrige film 39 kroner at se, og du har adgang til dem, i et døgn.

Tebirkes med marcipan

… tyvstjålet fra Kristine, men jeg har nu bagt dem et par gange og de ér altså bare lækre!

Der bliver ca. 10 styks an på hvor store du laver dine tebirkes. Den ene gang jeg lavede dem, var jeg ude for at de ikke ville bage helt i bunden, men ved at vende dem på hovedet i fem ekstra minutter, blev de helt fine alligevel. Det er dog kun sket den ene gang. Alle øvrige gange, er de blevet perfekte.

Ingredienser: 50 g. gær, 3 dl. koldt vand, ½ tsk. salt, 25 g. sukker, 80 g. flydende becel, 300 g. hvedemel.
1 sammenpisket æg, + ca. 200 g. revet marcipan

Fremgangsmåde: Rør gæren ud i det kolde vand og tilsæt de resterende ingredienser i nævnt rækkefølge. Ælt dejen godt sammen til den er gennemæltet og glat, hvorefter den stilles til hvile i 5 minutter.
Slå nu dejen ud på en meldrysset bord og rul den ud i et rektangel på 20×50 cm. Pensl herefter dejen med det sammenpiskede æg og drys marcipanen ud på midten af dejen. Fold herefter først den ene side ind til midten og dernæst den anden side op over – på den måde danner dejen tre lag.
Skær herefter den lange dej ud i ca. 10 – 12 snitter (alt efter hvor store du ønsker dem), som dernæst placeres på en bageplade beklædt med bagepapir. De skal nu efterhæve tildækket et lunt sted i 30 min. hvorefter de pensles med sammenpisket æg, drysses med blå birkes og bages ved 220 grader i ca. 10 min.

De er helt klart bedst lune, men kan også godt holde sig til dagen efter. Så synes jeg dog også at det er “sidste chance”, hvis de stadig skal være lidt lækre i det. Jeg planlægger at teste en frysning af dem, næste gang jeg begiver mig i krig i køkkenet.

Ally Carter: Pigen uden navn

Der er mange ting, man med rette kan kalde Katarina Bishop. Ven. Niece. Datter. Tyv.
Men på det seneste er hun mest af alt blevet kendt som pigen, der plyndrede det bedst bevogtede museum i verden. Derfor er Kat ikke ligefrem overrasket, da hun bliver opfordret til at stjæle den berygtede Kleopatra-smaragd, så den kan returneres til de retmæssige ejere. Der er kun tre problemer:
For det første har smaragden ikke været udstillet i over tredive år og er gemt så meget af vejen, at ikke engang Kat og hendes teenage-team har en chance for at komme i nærheden af den. For det andet har smaragden skiftet hænder så ofte, at der efterhånden tegner sig et uhyggeligt mønster og historien har det jo med at gentage sig selv. Og for det tredje siger rygtet, at smaragden er forbandet …

Jeg var jo ret glad for Mit liv som tyv, som den første bog i denne serie hedder. Så det var med stor forventning at jeg så frem til 2eren og åd den da også råt, allerede ved udgivelsen. At det så har taget mig noget tid at anmelde den, er noget helt andet.

Pigen uden navn er lige så fængende og opmærksomhedskrævende, som sin forgænger. Man skal hele tiden liiiige vende en side mere, for at se hvad der sker – Og pludselig er man halvvejs igennem bogen, uden at have opdaget at tiden fløj af sted. Noget af dét der især holdt mig fanget under læsningen, er hovedpersonen, Kat. Hun er det stikmodsatte af denne her ”dille” der er kommet med Bella Swann-agtige karakterer, der dælmne er så hjælpeløse at det er til at brække sig over. Kat er sej, ikke bange af sig, selvstændig og kæmper for dét hun tror på. Også selvom det betyder at andre er uenige. Men ligesom i 1eren, vil hendes venner heller ikke denne gang, lade hende være at alene – Og hvis ikke man kan stjæle en smaragd alene, må man jo stjæle den sammen.

Ally Carter skriver fantastisk og jeg er imponeret over hendes formuleringer og lette måde at skrive på, uden at det går ud over kvaliteten. Hun holder læseren fanget fra første side og handlingen er et friskt pust til den ellers fantasyprægede ungdomskultur der stadig hersker. Her er ingen overnaturlige væsner og mystiske sagnfigurer. I stedet er forfatteren trådt i James Bonds fodspor og har præsteret at lave en ægte krimi med tyve og store kup, bare for de lidt yngre læsere. Selvfølgelig godt krydret op med kærlighed og venskab, imellem al spændingen og tyverierne.

Hvad jeg især holdt af ved læsningen af Pigen uden navn, var at der blev bygget videre på alt dét jeg huskede fra den første bog. Personerne udviklede sig mere og fik mere fylde, hvilket var dejligt i en hel del tilfælde. Nye personer kom også til, og hidtil ligegyldige onkler og familierelationer, blev opdaget og fik mere plads. Det fungerede virkelig godt og fremstod meget naturligt, at de pludselig trådte til – Og så gav det pludselig en helt anden historie og spænding, end man havde troet, da man nærmede sig slutningen. Jeg ser helt bestemt frem til den tredje bog, så kære Alvilda; kom så i gang med den næste oversættelse!