Tillykke!

I dag har én af de bedste personer i mit liv fødselsdag. Én af de personer der på rekordtid kom til at have en kæmpe betydning for mit arbejde med mange ting. Én af de personer der kan få mig til at tænke anderledes og sætte tingene i perspektiv. Én af de personer jeg kan hælde vand ud af ørene til, uden at han sukker dybt (højlydt i hvert fald). Én af de personer jeg kan pingponge med, rent tekstmæssigt. En person jeg sætter utrolig stor pris på. Så kort sagt …

STORT TILLYKKE CHRISTIAN!

44 hindbærsnitter …

Ingredienser: 500 gr. mel, 400 gr. smør, 60 gr. flormelis, 1 tsk. vanillesukker, hindbærmarmelade, glasur og krymmel

Fremgangsmåde: Mel, smør, flormelis og vanillesukker æltes sammen i en skål, deles i 2 boller, der hver rulles ud i en tynd plade. Dette gøres nemmest ved at lægge bollen på et stykke bagepapir, dække med et andet stykke bagepapir og så rulle ud. Herefter kan bagepapiret med pladen snildt lægges over på en bageplade.

Bag hver plade i ovnen ved 175 grader i ca. 12 minutter. De skal være meget let gyldne.

Når du tager den sidste plade ud af ovnen, smører du et lag hindbærsyltetøj på den første og lader med det samme den varme plade glide forsigtigt hen over syltetøjet. Brug en skarp kniv til at skære pladerne ud i passende stykker, mens de endnu er lune. Så undgår du lettest at de knækker.

Når snitterne er afkølede og har sat sig, kan de pyntes med en klassisk glasur (flormelis og varmt vand) og krymmel.

Tip: Vil du have dine hindbærsnitter i samme størrelse kan du lave en skabelon at skære efter. Eller du kan, som jeg har gjort her, bruge et glas til at stikke dem ud i cirkler inden bagningen.

Note: Jeg lavede dobbeltportion af overstående, men du kan trygt lave rigeligt hvis du selv giver dig i kast med disse godter. De er væk hurtigere end du kan lave dem. I promise.

Jenny Han: Den sommer alting ændrede sig

Hver sommer glæder 15-årige Belly sig til at komme tilbage til det dejlige sommerhus i Cousins Beach og til de mennesker, hun holder allermest af: Susannah, som er Bellys mors bedste veninde, og hendes to sønner, Coread og Jeremiah.

Det bliver en sommer med voldsomme følelser, en sommer hvor Susannahs sygdom ind i mellem skygger for solen, og den sommer hvor Belly fylder seksten – sommeren da alting ændrede sig.

Jeg glædede mig utroligt til at læse denne historie, så da vi fik den foræret til bogbloggertræffet fra forlaget Carlsen, var det bare en ekstra bonus endelig at have den mellem fingrene og eje den.

Historien om Belly er en sød og let-læst ungdomsbog. Ved første øjekast er der ikke sindssygt meget mere mellem siderne end netop dét man læser og første halvdel af bogen er utrolig nem at komme igennem med teenageproblemer, ulykkelig kærlighed og flashbacks til Bellys fortid i sommerhuset. Men langsomt, som bogen skrider mere fremad og man er med på det hele, sker der dybere ting i Bellys liv og hendes sommer bliver den sommer hvor alting ændrede sig – Bogstaveligt talt.

Bogen veksler utrolig godt mellem den almindelige teenagefnidder i sommerhuset og så de mere alvorlige emner, som langsomt sniger sig ind på læseren. Det tager lidt tid at finde ud af hvad det for alvor er der er ændret denne sommer (udover Belly), men når tiøren først falder, så begynder det også at fylde mere for læseren. For hvordan ender denne historie?

De jævnlige flashbacks fungerer godt, især i starten, men denne bog kræver at man husker at læse overskrifterne, for ellers bliver det en kende forvirrende at finde ud af hvornår Belly er seksten og forelsket, og hvornår hun er elleve og mere barn stadigvæk. Men disse kapitler giver et godt indblik i Bellys sind og de somre hun har tilbragt i Cousins Beach – Og ikke mindst hvad de har betydet for hende igennem årene. Man kommer til at føle med hende og hendes kærlighedshistorie er nem at kende for enhver pige der selv har været 16, ulykkeligt forelsket og fortvivlet.

Jenny Han skriver flydende og sødt til teenagerne. Bogen er let at gå til uden alt for mange detaljer og ligegyldige informationer. Så selvom man ikke kender Belly helt ind til knoglerne, selv når man lægger bogen fra sig, så holder man af hende og forstår hendes historie. Og dét er hovedsagen. Den sommer alting ændrede sig er en sød og hyggelig historie til sommerferien, så smut på biblioteket eller i boghandlen og find den med det samme. Og tag den så med ned til poolkanten eller i flyet og fordyb dig i en god gang tøseunderholdning.

Hindbær tiramisu

Ingredienser: 250 g. frosne hindbær, 2½ spsk sukker, 1 dl marsala vin, 18 savoiardi/ladyfingers, 6 æggeblommer, 125 g sukker, 1 tsk vaniljesukker, 500 g. mascarpone, 50 g revet mørk chokolade

Fremgangsmåde: Giv hindbærene et hurtigt opkog sammen med sukkeret. Kog det enten til bærene er kogt ud eller blend det efter opkoget. Lad køle af og tilsæt marsalavinen. Stil det på køl og vendt til det er kølet af.

Vend alle ladyfingers i hindbærblandingen og lad dem trække i blandingen i 5-10 minutter.

Pisk æggeblommerne med sukker og vanilje, til en luftig masse hvor sukkeret er opløst. Tilsær herefter mascarponen lidt efter lidt og pisk imens.

Dæk bunden i et fad med halvdelen af ladyfingrene og fordel derefter halvdelen af mascarponecremen udover. Den bør flyde helt ud af sig selv, men ellers brug en ske til forsigtigt at hjælpe den på vej. Læg derefter de siste ladyfingre på og dæk med den sidste del af cremen.

Dæk tiramisuen til og lad den stå på køl, helst natten over, for at lade den sætte sig helt.

Note: Som det ses lidt på billedet nåede min tiramisu ikke at sætte sig helt, fordi jeg var et kvaj og fuldstændig havde overset at den skulle stå på køl så længe. Min stod på køl i seks timer i køleskabet og den kan sagtens spises, selvom cremen er lidt flydende. Jeg vil dog stadig anbefale at man laver den i god tid, så den når at sætte sig.

Min familie

Min familie er ikke særlig stor. Det har den aldrig været. Det har ikke ligget til nogle af os at få masser af unger og så videre. Da jeg var barn og ung teenager, og vi samlede hele familien en sjælden gang, kunne vi svinge os op på ca. 15 mennesker. Det skete dog sjældent. Normalt var vi 10-12 stykker til fx julefrokoster og lign.

Min far døde da jeg var helt lille og jeg har ingen egne erindringer om ham. Senere hen fandt min mor en ny mand, og de første par år forløb ok. De fik blandt andet min halvlillebror og blev gift. Så begyndte tingene at gå galt, lige så stille. Var der én ting min mors mand ikke kunne håndtere, så var det at jeg ikke var hans eget barn. Min lillebror er altid blevet røvforkælet og har haft fortrinsret i alt, lige fra at få sin vilje, til at se tegnefilm i fjernsynet og til at få afsat tid til at være sammen med min mor. Sådan var det bare. Vasketøj og andre dagligdagsting først. Så min lillebror der tiggede og plagede konstant nærmest. Så hendes mand. Så mig. I rigtig mange år brugte jeg tid og energi på at være ked af det. For ja, gu fanden gør det ondt når man altid kommer i sidste række. Og som årene gik, blev ingenting bedre. Tværtimod. Da jeg fyldte 16 og afsluttede 9. klasse sendte kommunen mig frivilligt på efterskole, efter mit ønske. Og min mors accept. Det var enten dét eller også ville hjemmet snart ramle sammen. Mit ønske om at komme på efterskole bundede i et brændende ønske om at gøre min mor lykkelig. Jeg tænkte at hvis jeg ikke var der, så ville alle problemerne heller ikke være der. Og så ville det gå i orden derhjemme igen.
Det gjorde det ikke.
Nogle problemer slap vi alle for. Der var ikke længe hverdage med råb og skrig. Der var ikke længere daglige verbale slåskampe mellem mig og min mors mand. Jeg blev ikke længere sendt ind på værelset, fordi jeg havde kigget forkert på ham. Der var ikke længere nogle der læste mine breve eller kiggede i mit affald, overbevist om at jeg skjulte noget. Der var ikke længere nogle der dagligt kaldte mig dum, ubegavet, afskyelig, umulig, snotunge eller alt det andet jeg voksede op med i mange år.

Mit år på efterskole er det bedste skoleår jeg nogensinde har haft. Jeg elskede det fra første sekund og selvom det tog et par uger at vænne sig til, så røg jeg utrolig hurtigt ind i en god rytme. Året efter flyttede jeg sammen med min daværende kæreste og tog en Hf-eksamen.
Den dag jeg blev student var det min mor der satte huen på mit hoved. Hun var den eneste af min familie der deltog og mødte op på skolen. Og det var ok med mig. De to år min HF tog mig, var også to år som jeg brugte hos en psykolog, én gang om ugen. Hun var en sød dame, der talte, lyttede og lærte mig en masse ting. Og langsomt forsøgte jeg og min mor at klinke skårene imellem os. Jeg har aldrig hadet min mor. Tværtimod. Jeg har haft usigeligt ondt af hende og jeg har altid vidst at hun forsøgte det bedste hun magtede. Det bedste var bare ikke godt nok. Men jeg var i mange år indebrændt og skuffet over at alt andet kom før mig, brugte hendes kræfter og sled hende op, så jeg ikke var vigtig. Det lærte jeg lige så stille at det var jeg. Hun havde bare ikke magtet at vise mig det, når alt andet var forsøgt ordnet.
Omkring samme tid blev min mor og hendes mand skilt. Efter mit ønske har jeg absolut ingen kontakt med ham i dag. Han har forsøgt et par gange, men jeg ser ingen grund til at lukke en mand ind i mit liv, som udelukkende brugte så mange år på at tyrannisere mig og knække mig. I en alder af 26 har jeg endelig arbejdet mig op igen, jeg har rejst mig fra en spiseforstyrrelse, en depression, et selvmordsforsøg og flere års psykisk terror. Og jeg har lovet mig selv at dét skal aldrig nogensinde ind i mit liv igen.

I dag taler jeg fint med min mor. Det har taget os en del år og en del arbejde at finde hinanden igen. Vi har begge to skulle lære, lytte og fortælle. Og det har vi gjort. For nogle år siden inviterede jeg min mor med til Oslo, kun os to i tre dage. Der er ikke skide meget at lave på en båd, men for os var det ideelt, fordi det gav os tid og mulighed for at være alene og få vendt nogle af de ting vi havde brug for. I dag ved jeg at min mor elsker mig – Og værdsætter mig. Hun bruger tid på at vise mig det og fortælle mig det. Jeg ved hun er ked af hvordan det gik i mange af årene. Og hun ved at jeg har tilgivet hende. Sker der noget i dag, så er min mor én af de første jeg ringer til. Hvis jeg grubler over noget, så ringer jeg til hende og spørger ”hvad synes du?”. Og jeg lytter til hende. Og glæder mig over at jeg kan høre at hun er glad, når jeg snakker med hende.
Min halvlillebror snakker jeg ikke med. Jeg ved hvordan det går ham, fra andre sider af familien, men vi tager ikke kontakt til hinanden. Jeg ved at han i flere år gerne ville og jeg har hverken noget imod ham eller bærer nag over noget. Han var et barn og kunne ikke gøre for den forskel der blev lavet på os. Men jeg har intet at snakke med ham om. Det var en barsk pille at sluge, for vi er familie. Men vi har bare ikke meget til fælles som årene er nu. Måske det en dag kommer. Måske ikke.

Resten af min familie tæller et sæt bedsteforældre, som altid har været en utrolig støtte for mig. Ja, engang imellem er vi på kant, fordi de gør tingene meget anderledes end jeg ønsker og vil det. Men jeg ved at selv når det går galt mellem os, så gør de det af kærlighed. Og jeg elsker dem for det.

Min onkel, tante og deres datter ses jeg også med. Vi render ikke hinanden på dørene, men de er der og omvendt. Lige så stille er vi begyndt at se mere til hinanden, men der er en naturlig “grænse” imellem os på grund af aldersforskellen og sådan er det jo bare.

Min moster er den sidste part af min familie. Hun er bosat i USA med kæreste og en søn. Min moster har lige fra barnsben været en kæmpe klippe for mig. Hun var dén der havde størstedelen af mit hjerte som barn. Jeg elskede hende og forgudede hende. De weekender og aftener jeg var hos hende, er nogle af de klareste minder jeg har fra min barndom. I mine barneøjne var hun den sejeste moster i universet. Alting var bedre, større og federe når jeg var sammen med hende.
I dag ved jeg selvfølgelig godt at hun også har fejl og mangler. Tilbedelsen er dalet og i stedet har vi fået et virkelig godt forhold. Min moster kan jeg grine og tude sammen med. Trods afstanden så kan jeg ringe hende op og tude øjnene ud af hovedet og hun fortæller mig altid sandheden. Hun er ét af de mest ærlige mennesker jeg kender og dét elsker jeg hende for. En spade er en spade, og selvom det kan gøre ondt sommetider at få at vide, så er der tit nogle guldkorn at finde i det hele.
Jeg beundrer hende faktisk stadig, den dag i dag. Ikke længere fordi hun er perfekt og er det sejeste menneske i verden. Men fordi hun går efter sine drømme og dét der betyder noget for hende. Der er ingen der skal komme og fortælle hende at det kan hun ikke for så skal hun nok finde en måde at kunne det på. Dét beundre jeg hende for; at for hende er der ikke noget der hedder ”det kan jeg ikke”. Det hedder ”hvordan kommer jeg til at kunne det her?”

Guilty Pleasure

Kender I de dér sager som man bare elsker, men ikke ville indrømme overfor andre, om ens liv så afhang af det? Sådan én har jeg … Og nu stiller jeg mig til frit skue, så I kan grine af det. Eller dele jeres egne guilty pleasures med mig. Helst det sidste. Tak.

Mariekiks med chokoladeovertræk og smarties er én af mine laster. Jeg er klar over at det er nogle af de mest usunde, e-nummer-fyldte og dyre kilo “slik” man kan købe. Men for pokker de er gode!

Kold kartoffelsalat

Forleden, da jeg ryddede op i køleskabet, fandt jeg en god rest creme fraiche der efterhånden skulle bruges, hvis ikke dens sidste stop skulle være skraldespanden. Og da jeg virkelig forsøger at begrænse mit madspild, bestemte jeg mig for førstnævnte. Så den blev omdannet til en portion dressing, samt lidt kartoffelsalat af nogle små kartofler der også snart sang på sidste vers.

Jeg brugte ikke en deciceret opskrift, men lavede den ud fra mængdeprincippet “det passer vist fint” – Selvfølgelig med smagninger, så det ikke gik helt af pommeren til.

Egentlig er jeg ikke sindssygt meget for kartoffelsalat, men nogle gange i løbet af sommeren synes jeg det smager fint – Og så behøver jeg ellers ikke at gå og savne det hele vinteren igennem, så vil du ud i at lave din egen kartoffelsalat, skal du i køkkenet og finde følgende ingredienser: kolde kartofler i skiver, creme fraiche, mayonnaise, salt og peber.

Nogle propper også purløg, ærter, rødløg og/eller karry i. Men fyfferpyffer, dét springer vi over herhjemme. Jeg toppede dog med lidt friske slikærter.

Sommersko #2

Som jeg fortalte om her er jeg på jagt efter et par gode sommersko, som både er pæne, men også gode at gå i. Rejser jeg til Florida medbringende mine almindelige sneakers, ender jeg med at dø af hedeslag på grund af for varme sko, så de skal være lettere end dét.

Et par stykker, både her og på Twitter anbefalede mig at kigge på mærket Vans som både var lette og praktiske. Og det vil jeg give jer ret i, jer der har anbefalet dét mærke, så pt har jeg haft kigget lidt og er faldet over tre par, som jeg godt kunne overveje til sommerbrug.

Er der andre derude der selv har et par Vans og er glade for dem? Og hvordan sidder de? Passer det at man skal have en størrelse mindre end man normalt bruger eller er det noget “fjolleri”?

Et andet mærke, som flere nævnte rundt omkring, var mærket Keds, som jeg også har haft lidt kig på. Jeg har personligt aldrig hørt om dette mærke før, så er der flere der har erfaringer med det mærke og vil bidrage med noget information?

Hotel Transylvania

Er der andre der “allerede” har hørt om denne film, med stemmer af blandt andet Adam Sandler og Selena Gomez?

Jeg synes den virker ret kær og den er ret hurtigt røget på min “must see”-liste. Nu har jeg så lige registreret at den har premiere d. 4. oktober i år. Måske jeg kan lokke familien med i biografen, når jeg er i USA? Som jeg snakkede med Mia om, kunne det da være meget sjovt at prøve at se en amerikansk biograf. Når alt nu er så meget større derovre, må det vel også gælde deres biografsale; og lidt filmnørd er man vel …

Det dér med fyraften …

… Det er jeg sgu bare ikke så god til, når hjemmet ligner crap i størstedelen af rummene. Så da jeg for et par timer siden meldte ud at nu holdt jeg for i dag, så måtte jeg altså lige op igen og fortsætte. Men nu holder jeg så også. Det gør jeg. For der er ikke mere jeg kan lave før tirsdag.

I går blev størstedelen af stuen jo færdig og jeg er allerede så glad for resultatet. Jeg elsker simpelthen min nye hyggekrog og den generelle hygge der er kommet herhjemme, ved hjælp af ganske få midler. I dag startede jeg så med at få skilt det sidste af klædeskabet ad, samt fik det båret ud i carporten til alt det andet skrammel, der skal på genbrugspladsen. Der er meget skulle jeg hilse og sige.

Dernæst blev der støvsuget og tørret vægge af i soveværelset, samt flyttet en sofa. Som så var noget bredere end husket, så fremfor at bruge den, skiller jeg mig nu af med den. Men det er ok. Der kommer én i morgen formiddag og kigger på den. Håber han tager den, så jeg bare kan få den fjernet. Der er flyttet rundt på fjernsynsbord + puf, ordnet lidt hygge, samlet sengebord og sat lamper op. Og ryddet op. Big time. Puuuh. Her afslutningsvis er der så støvsuget i resten af hytten også og skiftet kattebakke. Nu mangler jeg kun at vaske gulv, men det bliver altså først i morgen. Og så er her klar til det nye klædeskab tirsdag og så er det dét.

Nu har jeg så til gengæld også smidt benene op på sofabordet og sidder og slapper af. Tror jeg vil tage en stener med noget tv og sodavand og så ellers bare koble af. Skal vist nok ind og spise ved de gamle i aften, så måske jeg også burde få vasket lidt støv og skidt af og skiftet tøj på et tidspunkt.