Ally Carter: Pigen uden navn
Der er mange ting, man med rette kan kalde Katarina Bishop. Ven. Niece. Datter. Tyv.
Men på det seneste er hun mest af alt blevet kendt som pigen, der plyndrede det bedst bevogtede museum i verden. Derfor er Kat ikke ligefrem overrasket, da hun bliver opfordret til at stjæle den berygtede Kleopatra-smaragd, så den kan returneres til de retmæssige ejere. Der er kun tre problemer:
For det første har smaragden ikke været udstillet i over tredive år og er gemt så meget af vejen, at ikke engang Kat og hendes teenage-team har en chance for at komme i nærheden af den. For det andet har smaragden skiftet hænder så ofte, at der efterhånden tegner sig et uhyggeligt mønster og historien har det jo med at gentage sig selv. Og for det tredje siger rygtet, at smaragden er forbandet …
Jeg var jo ret glad for Mit liv som tyv, som den første bog i denne serie hedder. Så det var med stor forventning at jeg så frem til 2eren og åd den da også råt, allerede ved udgivelsen. At det så har taget mig noget tid at anmelde den, er noget helt andet. 
Pigen uden navn er lige så fængende og opmærksomhedskrævende, som sin forgænger. Man skal hele tiden liiiige vende en side mere, for at se hvad der sker – Og pludselig er man halvvejs igennem bogen, uden at have opdaget at tiden fløj af sted. Noget af dét der især holdt mig fanget under læsningen, er hovedpersonen, Kat. Hun er det stikmodsatte af denne her ”dille” der er kommet med Bella Swann-agtige karakterer, der dælmne er så hjælpeløse at det er til at brække sig over. Kat er sej, ikke bange af sig, selvstændig og kæmper for dét hun tror på. Også selvom det betyder at andre er uenige. Men ligesom i 1eren, vil hendes venner heller ikke denne gang, lade hende være at alene – Og hvis ikke man kan stjæle en smaragd alene, må man jo stjæle den sammen.
Ally Carter skriver fantastisk og jeg er imponeret over hendes formuleringer og lette måde at skrive på, uden at det går ud over kvaliteten. Hun holder læseren fanget fra første side og handlingen er et friskt pust til den ellers fantasyprægede ungdomskultur der stadig hersker. Her er ingen overnaturlige væsner og mystiske sagnfigurer. I stedet er forfatteren trådt i James Bonds fodspor og har præsteret at lave en ægte krimi med tyve og store kup, bare for de lidt yngre læsere. Selvfølgelig godt krydret op med kærlighed og venskab, imellem al spændingen og tyverierne.
Hvad jeg især holdt af ved læsningen af Pigen uden navn, var at der blev bygget videre på alt dét jeg huskede fra den første bog. Personerne udviklede sig mere og fik mere fylde, hvilket var dejligt i en hel del tilfælde. Nye personer kom også til, og hidtil ligegyldige onkler og familierelationer, blev opdaget og fik mere plads. Det fungerede virkelig godt og fremstod meget naturligt, at de pludselig trådte til – Og så gav det pludselig en helt anden historie og spænding, end man havde troet, da man nærmede sig slutningen. Jeg ser helt bestemt frem til den tredje bog, så kære Alvilda; kom så i gang med den næste oversættelse!
