L.J. Smith: Den skjulte vampyr

Aldrig har det været så farligt at forelske sig.
Poppy er en ganske almindelig pige på 16 år, som er forelsket i sin bedste ven, James. De skal netop til at tage hul på sommerferien, da hun får at vide at hun skal dø af en uhelbredelig sygdom.
James er bare alt andet end almindelig. I hans verden gælder der to love: du må aldrig fortælle et menneske om Natteverdenen, og du må aldrig forelske dig i et menneske. Straffen for at bryde disse love er døden.
James ønsker at hjælpe Poppy, men tør hun?

Før jeg startede på denne fine bog, tænkte jeg lidt ”Hey, det er L.J.Smith – Hvad kan der gå galt?”. Svaret er; ”Åbenbart meget.”.

Åh hvor det smertede mig at lægge denne bog fra mig, efter sidste side. Ikke fordi jeg var håbløst forelsket, bjergtaget af sproget og tryllebundet af personerne, men fordi jeg ikke følte der var en egentlig historie. For mig at se minder Den skjulte vampyr mest af alt om et par lange kapitler til en rigtig vampyr-serie. Alternativt en halvlang novelle til ”Vi Unge”. Og hvor gjorde det dog ondt at se noget så halvfærdigt, fra en forfatter som ellers har tryllebundet mig gang på gang.

Poppy virker som en ganske sød pige, rent hovedpersonsmæssigt. Hun er ulykkeligt forelsket, interessere sig for musik og virker i det hele taget som en helt reel teenager. James derimod er den mystiske, stærke og lidt ”farlige” fyr som Poppy er bedste venner med – Og forelsket i. Det er gengældt, men ingen af dem tør sige noget. Ikke før den dag, Poppy bliver syg og får at vide at hun skal dø. Da bryder James alle love fra Natteverden, i et forsøg på at hjælpe Poppy – hvis hun da vil hjælpes. Det er næsten ikke særlig overraskende, hvad Poppy vælger, er det?
Ingen af personerne fik dog, trods deres muligheder, rigtig udfoldet sig. Man følte aldrig rigtig at man kom til at kende hverken Poppy eller James. Eller resten af det meget lille persongalleri, der ellers havde sin gang i bogen. Og det gjorde bare hele vejen igennem, at handlingen også var svær at leve sig ind i. Det blev aldrig rigtig følelsesfuldt at Poppy skulle dø – Ligesom det jo nærmest heller aldrig rigtig blev relevant, for James springer selvfølgelig til som en smuk ridder, i samme sekund hun får ”dommen”, nærmest.

Starten var utrolig hurtigt overstået. Midterstykket var utrolig langt og uden spænding. Og slutningen? Den var nærmest ikke-eksisterende. Hvilket var dét der skuffede mig mest. Jeg har ikke noget imod en kort og let bog, hvis den så også bare afsluttes ordentligt. Men efter at have læst Den skjulte vampyr var der simpelthen så mange spørgsmål tilbage i én, at det føltes som en umulighed at der faktisk ikke kom flere bøger efterfølgende. Men det gør der ikke. Hver bog i Nightworld-serien har sin egen handling og jeg er faktisk i tvivl om jeg vil læse resten. Simpelthen fordi jeg er bange for at hver enkelt bog er lige så letkøbt som den første. Øv øv.