Susan Beth Pfeffer: Mens vi endnu er her
Da en asteroide rammer månen, bliver det starten på uoverskuelige katastrofer verden over, og livet som vi kender det, er for altid slut. Miranda beskriver gennem et år i sin dagbog de uhyggelige konsekvenser dette får på den trygge hverdag.
Susan Beth Pfeffer har været forfatter siden 1970, men indtil nu er Mens vi endnu er her hendes første og eneste oversættelse til dansk. Bogen er den hidtil mest deprimerende, men samtidig også mest gribende og tankevækkende roman, jeg nogensinde har haft fingrene i.
Da en astroide rammer månen bliver den store kugle slået ud af sin kurs og et sandt ragnarok starter på jorden. Kæmpe tsunamier og oversvømmelser rammer kysterne, mennesker dør og samfundet bryder sammen. Alle er sig selv nærmest og kæmper mod tiden, i et forsøg på at overleve de katastrofale konsekvenser, som ingen havde forudset.
Mirana på 16 og hendes familie, storebroderen Matt og lillebroderen Johnny, samt deres mor, er heldige. Deres hamstring af mad gør dem i stand til at klare sig langt længere end mange andre familier. Alt sammen fortælles gennem Mirandas dagbog, som bliver hendes tro følgesvend i bedste Anne Frank-stil. I begyndelsen er dagbogen fyldt med forventninger om at hverdagen snart indfinder sig igen, men efterhånden indser Miranda og hendes nærmeste at den velkendte hverdag ikke befinder sig lige om hjørnet; de må oprette en ny hverdag. En ny form for liv.
Mens vi endnu er her er ikke en roman der fokuserer på politikernes forsøg på at berolige befolkningen eller på alle de videnskabelige årsager til ulykken og dens konsekvenser. Måske netop derfor er bogen også endt i ungdomsgenren. Men det gør den bestemt ikke dårligere og faktisk vil jeg mene at også mange voksne ville kunne få stor glæde af historien. Mirandas fortælling er skrevet i et flot, flydende og varieret sprog, men meget personificeret, så man kommer til at holde af hende og finder det troværdigt at det er en 16årig piges tanker og oplevelser og altså ikke bare en voksen forfatters fantasi.
Historien om familiens forsøg på overlevelse og jordens skæbne er hjertegribende hele vejen igennem. Den er på samme tid dybt deprimerede og alligevel sært opløftende. Miranda fremstår som den typiske teenager og skifter mellem naiv, selvopofrende og egoistisk. Hendes alder gør hende yderst omskiftelig, nøjagtig som historien, som griber ind i éns allerinderste følelser. Når du ligger denne bog fra dig, vil du helt ubevidst kigge op på nattehimlen, få øje på månen og tænke over dit liv og dets udformning. Det vil tage dig nogle minutter at huske på at du befinder dig i en velfungerende verden hvor alt er som det skal være. Og når først din hukommelse om det virkelige liv er vendt tilbage, vil du værdsætte det endnu højere end du gjorde før du begyndte på læsningen af Mens vi endnu er her …
