Jay Asher og Carolyn Mackler: I går var i dag i morgen

Året er 1996. Emma på 16 år har lige fået sin første computer. Hendes bedste ven Josh har vundet en CD-ROM med 100 timers online-adgang. De tænder computeren og logger på – og er pludselig på Facebook, femten år fremme i tiden! I 2011.
Pludselig er de konfronteret med deres fremtid. Emma kan se, at hun ikke er lykkelig som voksen og beslutter, at det skal der laves om på. Josh derimod vil ikke ændre noget som helst. Han kan nemlig se frem til at blive gift med den hotteste pige på skolen. Men kan man ændre fremtiden? Og bliver man mere lykkelig af at kende den?

Jay Asher kendes allerede af tusinder af teenagere i Danmark, for sin debutroman Døde piger lyver ikke, der tog den danske ungdomslitteratur med storm for et par år siden. Og jeg ved at jeg bestemt ikke er den eneste der har hungret og ventet i længsel efter nyt fra forfatterens hånd. Denne gang har han dog slået sig sammen med Carolyn Mackler for at skrive en mere science fiction inspireret bog, der dog stadig tager et par gode temaer op. Og fungerer det så? Ikke helt perfekt. Jeg håber at Jay Asher, til sin næste bog, bestemmer sig for at skrive alene og vende tilbage til den indlevelse og dybde der var i hans debut.

Emma og Josh er vokset op sammen, på samme vej og i samme vennekreds. De har været bedstevenner altid og laver alt sammen. Eller det gjorde de, indtil puberteten satte ind, Josh forelskede sig i Emma og Emma ikke var interesseret. Nu befinder de sig i et følelseslimbo, hvor intet er som det plejer at være, og ingen af dem tager skridtet til at ændre det. Men så får Emma en computer. Og de opdager noget der hedder Facebook og kan se deres liv, femten år fremme i tiden. Men bliver de lykkeligere af at kende deres voksne liv?

Jeg var forelsket i emnet, allerede da bogens handling blev offentliggjort, længe før udgivelsen. Men desværre holder bogen ikke helt så godt i virkeligheden, som den gjorde i teorien. Temaet er interessant og giver en god debat med ens indre ønsker og tanker om sit eget liv. Og emnet bider sig da også fast, så man ikke kan lade være med at tænke på det efterfølgende. Men selve bogen var desværre ikke helt så fængende. Jeg havde håbet på et sprog der greb mig om hjertet og gjorde det umuligt for mig at lave andet, indtil jeg havde færdiggjort historien. Sådan blev det bare ikke. Tværtimod var jeg forbløffende længe om at komme igennem bogen, længden og niveauet taget i betragtning. Og det var ikke fordi historien ikke var god, sproget fangede mig bare ikke. Og så mindede slutningen altså lidt for meget om en Hollywood teenmovie, må jeg indrømme. Jeg havde gerne set en lidt anden slutning, med mere morale og dybde i.

Bogen er en fin teenagehistorie og jeg tror at dem der læser dem, blot med tanke om at få en god og pudsig historie, vil synes godt om den. Men den ramte slet ikke plet med mine skyhøje forventninger, så har man allerede læst Døde piger lyver ikke bør man sænke sine forventninger en anelse, inden man starter læsningen.