Lisi Harrison: Et helt almindeligt monster

Cleopatra de Nile har altid været skolens dronning, men nu er det som om de to nye piger, Melody og Frankie, hele tiden stjæler billedet.
Frankie har lært sin lektie og holder sig på lang afstand af de normale drenge. Men da Brett lægger en plan for, hvordan monstrene kan leve mere frit blandt de normale, opstår der sød musik på ny.
For Melody nærmer alvorens time sig med hastige skridt. Hvis ikke hun finder en løsning ganske snart, vil hendes kæreste Jackson blive afsløret og komme i en slem knibe …

Den første bog i Monster High-serien vandt til dels mit hjerte, fordi jeg elskede den søde og naive Frankie. Men i 2eren, Et helt almindeligt monster er det Cleo der er hovedpersonen i langt de fleste kapitler. Hvilket giver en helt anden historie. Ikke dårligere, men anderledes.

Cleo er på ingen måde nær så let at holde af, som Frankie var det. I stedet er hun snobbet, egoistisk, overfladisk og selvcentreret. Hun mindede mig faktisk lidt om Elena fra den første Vampire Diaries, dog i lidt mere udpræget grad. Det gjorde også at bogen ikke fik helt den samme sødme og naive tone som den første bog havde, men i stedet var der til gengæld skruet væsentligt op for intrigerne og klikkedannelsen – Og ikke mindst på spændingen ang. monstrene vs menneskene. Teenageren Brett vågner nemlig op efter sin koma og er lettere forvirret over hvem der mistede hovedet; hans kæreste eller byens grønne monster? Og ikke nok med at Brett (og hans ekskæreste) er ret interesseret i at finde ud af sandheden, så bliver byen også belejret af tv-hold og journalister der alle forsøger at finde sandheden om monstrene. Men hvem ved, måske kan løsningen netop være at offentliggøre sandheden og lave videoen Et helt almindeligt monster …

Ét af mine meget få (og små) kritikpunkter ved Monster High var at selvom (eller måske netop derfor) at persongalleriet var så stort, så kom man ikke til rigtig at kende alle personerne. Det bliver der gradvist lavet om på nu, for i løbet af Et helt almindeligt monster får alle bipersonerne mere og mere fylde.
Ingen af dem er blevet glemt siden den første bog, lige fra Melody og Jackson til Draculaura og Billy og de får alle sammen mere personlighed og mere indhold, efterhånden som kapitlerne skrider fremad. Jeg kom endda også til at holde meget af Melody’s søster Candace, som bliver langt mere sympatisk i denne omgang. Og så slutter denne efterfølger jo med lidt af cliffhanger, så for ægte Monster High-fans, er det bare med at krydse fingre og så ellers væbne sig med tålmodighed til 3eren udkommer på dansk, for der er vist ekstra drama og spænding i sigte.