Ally Carter: Jeg elsker dig, men sig det ik’ til nogen

Cammie Morgan er elev på Gallagher-akademiet for særligt begavede unge kvinder – en helt almindelig pigeskole. Sådan da … For det er ikke alle skoler, der har kampsport og kemisk krigsførelse på skemaet eller giver eleverne gode karakterer for at hacke CIA’s tophemmelige filer.

Så let som ingenting kan hun aflytte hans telefon, skygge ham og hacke sig ind i hans computer. Men det store spørgsmål er, om hun kan finde ud af at have et forhold til en, der aldrig må opdage sandheden om hende …

Jeg har ventet på denne serie i måneder siger jeg jer. Jeg har jo været ret glad for Ally Carters anden teenageserie, Heist Society, så jeg var ret så spændt på denne her lille basse, som jeg havde hørt godt om fra de engelske læsere.

Gallagher Girls er en rigtig sød lille bog. Den er rimelig teenageagtig, og har alle de elementer som teenagepigerne typisk elsker, med venskab, kærlighed, familie osv. Men den er så lige krydret lidt ekstra ved at tilføje et skvat ”hemmelig spion” – Og det fungerer faktisk rigtig godt! Ally Carter holder fast i sin varme, humoristiske sans, der præger hele bogen og dens univers, uden at det dog bliver for overspillet. Gallagher Akademiet er bygget op i bedste X-men stil, som denne prægtige bygning der udadtil huser rige, intelligente vidunderbørn, men i virkeligheden har opfostret verdens bedste kvindelige spioner igennem tiden. Det fungerer. Det gør det.

Ally Carter har tænkt sit univers godt igennem og hun holder stædigt fast ved det. Faldlemme er der ingen af, hvor hun pludselig glemmer hvad det er hun skriver om, og det hele hænger sammen. Og vanen tro får hendes personer utrolig meget fylde, med plads til forbedringer og udviklinger. Det er rart at se. Cammie og hendes veninder er virkelighedstro på hver deres måde, for selvom de alle fire er ”vidunderbørn”, med stor intelligens og evner udover det sædvanlige, så har de stadig deres fejl og mangler, deres irriterende sider og et rigtigt venindeforhold, med alt hvad dertil hører. Også den nye pige, Macey, der hurtigt introduceres, fungerer og lige så stille begynder man at holde af hende, på trods af alle odds.

I modsætning til Heist Society er denne bog dog hurtigt afsluttet. Og her mener jeg ikke på grund af længden. Jeg elsker dig, men sig det ik’ til nogen bygger en rigtig fin spænding op og dramaet strækker sig pænt over hele bogen. Men så afsluttes det ekstremt hurtigt. Og ikke engang rigtigt. Jeg savnede lidt mere konsekvens og en mere flydende slutning fra Ally Carters hånd. Selve slutningen måtte gerne have været lidt længere og mere uddybende, og så synes jeg at den blev meget svævende. Lidt som om at forfatteren ikke nænnede at være helt konsekvent og derfor sprang over det mellemste hegn, fremfor det højeste, og udfordrede sig selv på den måde. Det ærgrede mig lidt. Men værd at læse, det er den helt klart. Og yngre læsere end mig, vil garanteret også elske den, for når alt kommer til alt, så ér jeg jo væsentligt over målgruppen af denne skønne sag.