Willow er ikke som andre piger. Hun er meget bedre til gamle biler end tøj og shopping. Og så har hun synske evner. Blot ved at røre en person kan hun læse vedkommendes fremtid, drømme og mulige fejltrin. Hvor denne evne kommer fra, har hun ingen anelse om.
Men det har Alex. Lækre, mystiske Alex med det bedrøvede blik.
Han kender hemmeligheden om de mørke kræfter, der gør Willow så farlig, at hun må stoppes for hver en pris. Men Willow er også temmelig uimodståelig, og meget mod sin vilje må Alex erkende, at han er godt i gang med at forelske sig i sin værste fjende.

”Angel – Flugt” er første bind ud af tre, om Willow og hendes helt særlige forhold til de smukke, forførende og dødsensfarlige engle.

Jeg må indrømme at jeg var en lille smule skeptisk i forhold til denne bog. Det var ret synligt, allerede fra bogens bagsidetekst, at der ville være et element med den klassiske kærlighedshistorie, som jeg ærlig talt synes jeg har fået nok af, i de efterhånden uendelige teenage-fantasy-bøger. Til gengæld trak engle-emnet gevaldigt i mig, for det er ingen hemmelighed at jeg har et vist crush på engel-dæmon verden og de muligheder der er i modsætningerne.

Når du starter med at læse Angel, bør du forlige dig med tanken om at ingen engle er som du tror. Her er der ingen gode engle, med hvide vinger, der vil frelse menneskeheden og ae dig på kinden. Her er ingen engle, der ønsker at tjene menneskeheden. Ingen engle, der lever i fred og idyl på et par hvide vatskyer. Nej. I Angel-universet er engle et par egoistiske, hårde og følelseskolde skabninger, der har ødelagt deres egen verden og nu vil indtage menneskenes, for at kunne overleve. Englene lever af at suge menneskers livskraft til sig og når de har taget næring nok, efterlader de deres offer forvirret, sindssyg, tabt for omverden, med sygdomme som kræft eller aids … Eller i bedste tilfælde bare døde på stedet.

Willow er den mest fyldestgørende og stærkeste karakter, som bogen byder på undervejs. Hun har synske evner og er meget langt fra den prinsesserolle som kvindelige hovedpersoner ofte får tildelt, når det drejer sig om bøger til teenagere. Hun bærer stadig på den generalisering af kvindelige hovedpersoner, der er helt normale, men i virkeligheden er mere unormale. Willow er dog lidt mere kantet og personaliseret end jeg synes vi har set i mange andre bøger og dét kunne jeg godt lide.
Alex, hendes mandlige modstykke, fremstår noget mere hårdkogt end vanligt. Han er trænet til at dræbe englene ved enhver lejlighed. Undervejs bløder han dog hurtigt op og jeg vil tro at netop dét gør, at han får smeltet en del pigelæseres hjerter under læsningen. For mig, må jeg indrømme at det tabte lidt styrke lige dér. Jeg havde gerne set at han ikke var smeltet fuldstændig ind i rollen som Romeo, men havde bevaret noget af sin hårdkogthed og jagtinstikt. Alt i alt er der altså ikke det store nyhedsaspekt i bogens hovedpersoner, men de bærer deres personligheder godt, og med måde, så man alligevel forholder sig til dem og kommer til at holde af dem.

Kapitlerne skifter hovedsaligt mellem Alex og Willow, hvilket giver lidt af ”begge verdener” og gør bogen til en væsentlig mere underholdende affære, end hvis vi blot havde set Willows tankegang og synspunkter. Alex bidrager med en god bid spænding, action og jagt, og i hans kapitler får man for alvor et godt indblik i englenes verden og den verden Alex lever i. Willow derimod sørger for det mere sødmefyldte og hverdagsagtige, følelserne og tankerne.
Desværre skifter bogen også i ny og næ til en tredjepersonsfortæller, hvilket mest af alt fremstår irriterende, og som om forfatteren har glemt hvad hun har gang i. Én af bogens svage sider er desværre også, at det forhold man opbygger til bogens hovedpersoner, kommer til at krakelere lidt undervejs.
I første halvdel fungerer det fint og troværdigt, men da først Alex og Willow finder sammen, hvilket ikke overrasker synderligt, hælder L.A. Weatherly desværre for meget mod de gængse teenageromancer og det hele bliver lidt for meget sødsuppe og rosenrøde øjeblikke. Ja, selv de flotte actionscener, som ellers holdt bogen oppe meget længe, glider i baggrunden, for en teenageromance. Det er ærgerligt, for jeg mener sagtens at man kunne have fundet et godt kompromis, der havde opfyldt ønsket om at begge dele, trådte kraftigt frem.

Generelt kunne jeg godt lide Angel. Den var ikke nær så letlæselig som fx Twilight og Evermore; der er langt mere indhold og gods i teksten og ordene. Man får en flot baggrundsviden, også selvom det kun er første del af en serie, og jeg var ret glad for englenes hårdkogte attitude og nye væsen. Desværre var jeg knap så glad, for den sødsuppe der blev proppet ind undervejs, og dét trak noget ned i min glæde over universet. Jeg håber forfatteren finder en mere harmonerende fordeling af de to elementer, for det fortjener bogen i dén grad. Universet er så anderledes og nyskabende at jeg synes det vil være synd at putte bogen i bås med mange af de andre, mere ligegyldige, fantasy-fortællinger.