Blog Tour‏: The Traveler’s Wake

Blog Tour

cover1000 Forfatter: J.P. Moynahan
Genre: Adult, crime, thriller
Forlag: Curiosity Quills Press
Udgivelsesdato: 31. Juli 2014
Cover layout: Michelle Johnson / Blue Sky Design

Wesley Rourke is a mouthy, Irish-lucky millionaire, trotting the globe in search of the perfect place to kill his most hated enemy, himself. Blowing his money on charity, and booze as he zooms from city to city, he lays his course towards Lima, Peru. Once he arrives, he sets about his grisly task only to be inconvenienced by the lure of a pretty young tourist, the daughter of a prominent British lawmaker.
A few days after their first date, he awakens in a hospital to find her missing and he himself embroiled in a media blitz and massive manhunt. With time running out, and wracked with horrifying night-terrors, Wesley is forced to face his past cowardice and wade into the bowels of a pitiless underworld in search of his one ray of hope.
The city of Lima awaits him.

Om forfatteren

David-Moynahan-BIO-pic I’m a wilderness guide and mountaineer, musician and poet. I’ve climbed all over North and South America, and played my music throughout. From mission’s work in Mexico, to clinking beers with toothless Canadians, and onto climbing an Andean glacier, I enjoy whatever comes my way.
I’m a mouthy sort with a quick tongue and an even quicker grin. Most folks hate me for the first seven minutes, then fall right in love with my winning personality and straight-toothed smile.
Though I harbor a strong sense of independence, I believe in the strength of a supportive community and tight knit family. I enjoy working with youth and young adults and showing them that staying out of jail isn’t so hard and can even be fun. But I’m not a goody-two-shoes, my head isn’t anywhere near my ass, much less in it.

Find ham her: Facebook | Twitter | Goodreads

Gæsteindlæg fra J.P. Moynahan

In my new novel, The Travelers Wake, a very particular theme trickles throughout its pages, practically soaking the print version of the book through and through. The theme is drinking. So the subject of this post is one very near and dear to my heart: Liquor, or as I like to call it, Likker. I’m not an alcoholic, at least that’s what a fella from the AA told me. “You’re an irresponsible ass and you’re looking for an excuse to keep up your bad habits.” He died a few years later of a drug overdose though, so as sad as that is, it proves that perhaps his ability to diagnose me may have been faulty. But so far it hasn’t affected anything other than my youth, as far as I can vaguely recall. Now that I’m in my dirty-thirties, I practice a type of sobriety technique called “You Have Bills and Toys to Pay For and Your Young and Hot Wife Will Run Off With That Rich River Boat Gambler From Toledo if You Drink Too Much.” It’s far more effective than the previously used system, “You’ll Go to Hell Dumbass”. Not that I don’t believe in Hell, I do; I saw Detroit once. What is so great is that this new-found sobriety is a boon to my writing and adventuring. No more do I run out of ammo while blasting away at trees deep in the forest. My new truck has zero bullet holes. I can remember events and conversations and how I got shot that particular time.
There is only one drink that can ruin this near utopic sense of cognition.
The Pisco Sour.
Let me explain this weakness: When I was traveling in Peru I discovered this drink. A sweet, creamy and lemony mixture of…well how the hell would I know? Usually by the time I was wondering what made it so good, I’d had far too many to ask the bartender. I’m just going to lie and say it was derived from an ancient royal Andian ceremonial drink where they’d send one thousand men on a trek to the far reaches of Tierra Del Fuego, on the southern-most tip of South America, to retrieve the purest ice possible. Why so many men? Because nearly every single one of them perished in this journey to the ends of the earth. Once the massive block of ice was brought to the high priest, is was ground into a slushy pulp with lemons and sweetened by the cotton candy-like flesh of a sprouting coconut. The priest would then throw a huge party and invite his priest-school buddies and the emperor over for a helluva time.
That’s the history of this drink as far as I have decided.
Beer has long been my lusty-lady of choice, wine being a half crazy ex-girlfriend who makes you black out and wake up in ditches wondering who drove your car into the tree. But when I gulped the pisco, beer was shelved and wine happily forgotten, at least for as long as I could get this foreign masterpiece in my belly.
This drink plays a prominent role in my new book, The Travelers Wake. It, Irish whiskey, and moonshine are the lifeline of my character for nearly the entire book. The moonshine that my character drinks was also something I had experienced while thrashing about that wild continent. I was enjoying a pleasant evening with a medical student when I sat down next to a massive jar containing a brown, cloudy liquid. On closer inspection, I spied large, black scorpions floating in its depths.
This I had to have.
“I’ll take two shots.” I had told the bartender. I and this young lady both clinked and shot. The taste was non-existent, yet the feeling was explosive. Like a white hot piston sinking into my stomach and suddenly jumping up my throat and into my mouth, a burn surged through my very soul. The poor young lady wretched and coughed and fell from the bar. I sat completely still, like Clint Eastwood cooly staring down the barrel of a gun. It’s not that I have nerves of steel, its more that fear of an explosive puke session had cause me to grip the bar with white knuckles and pray to God I could hold my empanada’s in my stomach. After a time she pulled herself back onto the bar stool and I had begun to relax. The Bartenders(There had now gathered a group of them) clapped and shouted their surprise. One even handed the other money, probably a wager on how I’d react. I looked them all with bleary eyes and raised a sweaty finger and said raggedly. “Uno mas.” Needless to say, the second shot was free.
So in conclusion…um…I have no conclusion. I suppose all this to say; make memories, and try to stay sober for most of your life so you can remember them. Perhaps someday you’ll write a stellar novel and be able to incorporate your memories into it. Or maybe you’ll just drink some red wine and watch Netflix until you die. But seriously, don’t drink red wine.

Jeg har fået bogen til Kindle, og er spændt på at få læst den, når tid er. Hvad med jer: Lyder den som noget I vil læse? :books:

Johan Harstad: 172 hours on the moon

172hoursonthemoon Original titel: 172 hours on the moon
Forfatter: Darlah – 172 timer på månen
Serie: -
Forlag: Atom
Genre: Science fiction, young adult, mystery, paranormal
★★★ | Goodreads | Køb bogen via Bookdepository

Three teenagers are going on the trip of a lifetime. Only one is coming back.

It’s been more than forty years since NASA sent the first men to the moon, and to grab some much-needed funding and attention, they decide to launch an historic international lottery in which three lucky teenagers can win a week-long trip to moon base DARLAH 2-a place that no one but top government officials even knew existed until now. The three winners, Antoine, Midori, and Mia, come from all over the world.

But just before the scheduled launch, the teenagers each experience strange, inexplicable events. Little do they know that there was a reason NASA never sent anyone back there until now-a sinister reason. But the countdown has already begun. . .

Historien fortælles fra forskellige synsvinkler, fortrinsvis skiftende mellem de tre teenagere, men med afstikkere til adskillige andre betydningsfulde personer. Ideen er god nok, og i praksis fungerede det også godt for selve historien, og især nogle af afstikkerne, var med til at øge spændingen betydeligt. Desværre gjorde det også at bogen sommetider var en lidt rodet affære, for alle kapitler har en overskrift, men ikke nødvendigvis knyttet til en umiddelbar personlighed. Især ved de tre teenagefortællere tog det mig sommetider en side eller så, at finde ud af hvem af dem der havde synsvinklen. Det havde helt klart givet pluspoint i min bog, hvis der ved hvert kapitel havde stået en fortæller under overskriften.

Jeg var lidt splittet omkring Mia, Midori og Antoine, som er de tre heldige (?) vindere af NASAs lotteri. Mia kunne jeg umiddelbart godt lide personligheden bag, selvom jeg synes hun opførte sig som en krukket møgunge i starten, især overfor sine forældre. Hvis de ikke har givet hende en flad bag kulissen, så burde de sørme have gjort det. Omvendt kunne de også have trængt til et kursus i forældreskab, så det er vist 50/50 det forhold. Hendes lillebror, Sander synes jeg var en ret sød unge, og jeg havde egentlig forventet mig mere af ham/hans rolle. Den kom desværre ikke til udtryk, hvilket ærgrede mig ret meget, for der blev flere gange lagt op til at der ligesom måtte være en pointe med hans eksistens.
Antoine var nok min favorit. Han virkede som en sød knægt og i det store hele bare som en typisk teenager. Han var let at holde af, selvom han ofte trådte lidt i baggrunden, og dermed var det heller ikke alle hans handlinger der gav lige meget mening. På samme måde var den forudsigelige kærlighedshistorie også en utrolig flyvsk og hurtig ”fornøjelse”, for den nåede nærmest ikke at opstå, før den overstået. Bogstaveligt talt.
Midori havde jeg til gengæld lyst til at kvæle med de bare næver eller hugge i stykker med et samuraisværd. Hun gav mig næsten ticks til sidst med sin irriterende, snobbede, ulidelige prinsesseindstilling til alt i verden. Jeez pigebarn, få hovedet ud af din egen røv og se på virkeligheden!
Den aldrende Oleg Himmelfarb var til gengæld min favorit biperson, sært nok. Manden ytrede nærmest ikke tre ord i hele bogen, men han var den jeg bedst kunne lide at tage en sviptur til, når fokus forsvandt fra de tre unge. Og så var han virkelig god til at være med til at holde spændingen ved lige, og give én et nyt puf hen af ukendte stier. Der gjaldt dog samme regler for ham, som der gjorde med alle andre bipersoner i bogen; man fik ikke det store indtryk eller den store indlevelse i dem. De var der kun for at yde et kvikt formål og det var det.

Det kan komme til at lyde lettere kringlet og sært, men i bund og grund kunne jeg godt lide Johan Harstads sprog og formuleringer. På samme tidspunkt brød jeg mig flere gange ikke om oversætteren, Tara F. Chaces sprog. Indtil denne anmeldelse troede jeg faktisk at det var forfatteren selv der havde oversat den, og muligvis kunne have brugt en redaktør, men oversætterens navn lyder noget mere engelsk-klingende og det overrasker mig alligevel. Jeg synes nemlig ikke at det engelske sprog som helhed, var vildt imponerende. Det var dog intet imod den irritation jeg jævnligt oplevede under de ”wow”-øjeblikke som bogen havde. Normalt elsker jeg den slags ting man bare slet ikke ser komme, og indrømmet: Der var en hel del af dem, og det var skønt. Desværre blev de alle sammen forklaret med en begivenhed eller handling der var sket tidligere, men som man bare ikke har læst om, ja end ikke hørt nævnt på noget tidspunkt. Det blev noget trættende til sidst at alle de store overraskelser blev forklaret med en ”det er fordi, dengang hvor …” uden at man nogensinde havde haft en chance for at se det komme.

I bund og grund kunne jeg virkelig godt lide bogens præmis og ide. Johan Harstad har helt klart en god fantasi, og jeg synes han klarede det fint, med at kombinere faktuelle begivenheder med sine egne ideer og tanker. Ideen bag NASAs store hemmelighedskræmmeri og problemer med månen var jeg også ret vild med, og jeg ventede virkelig længe på at finde ud af hvad pokker månen gemte på. Især da de tre unge først kommer derop, og spændingen tager til. Desværre synes jeg så at plottets store afsløring var helt ufattelig ringe. Jeg må indrømme at jeg var skuffet over den store hemmeligheds skikkelse og jeg brød mig ikke om den videnskabsteori og overtro der blev flettet sammen med det store univers. Selve ideen bag hvad den gjorde var jeg vild med, men hylsteret fungerede altså virkelig ikke for mig. Det er svært at forklare nærmere, uden at spoile totalt.

Jeg var virkelig i tvivl om bedømmelsen af denne bog, for egentlig hældte jeg længe til 2 stjerner. Når den alligevel får 3 er det på grund af en slutning, jeg var fuldstændig vild med. Dén elskede jeg, og jeg elsker forfatteren for at gøre som han gør, og stå ved det. Desværre blev også den forklaret med et ”det er fordi dengang …” hvilket var lidt skuffende. Men alligevel … Fed slutning!

Har du læst den? Hvad synes du? Eller står den måske på din to-read liste? :books:

Nye bøger #007

Indtil videre har jeg ikke rigtig mærket meget til det der købestop jeg egentlig er på, hvad angår bøger. Men okay, det blev jo også indført fordi jeg synes mine pre-orders og afventende pakker havde hobet sig lige lovlig meget op. :p

newbooks1 newbooks2

Landline af den utroligt omtalte dame Rainbow Rowell. Det bliver også min første bog af hende, og blev virkelig kun købt fordi jeg synes den lød meget ala Et sted i nærheden som jeg elskede.
Battle Angel er tredje og sidste del af Scott Speers trilogi om Maddy og englen Jackson Godspeed. Jeg glæder mig til at genlæse den første bog og få læst de sidste to. :love:

newbooks4 newbooks5

Jeg købte Under The Never Sky af Sus i en anden udgave, som jeg lovede videre til Sabrina. Jeg endte med at være fint tilfreds med bogen, så i stedet for bare at give den videre, købte jeg den samlede serie i en pænere udgave. Nu kan jeg få læst Through The Ever Night og Into The Still Blue også. :blussing:

Har I læst (eller købt) nogle af dem? :D

Don Rosa, den sidste von And og en evig kærlighed

Et af højdepunkterne jeg kan huske fra min barndom, var torsdag eftermiddag, når Anders And bladet udkom. Jeg fik sjældent lommepenge, men hver torsdag var der et par timers ren lykke og underholdning, kun for mig, når jeg fik bladet hjem på værelset. Da jeg blev lidt større fik jeg selv lov til at hente det, nede på hjørnet af vejen, hvor der lå en kiosk på størrelse med vores badeværelse. Da den lukkede, blev det tankstationen lidt længere nede, på den mere befærdede vej. Det er for øvrigt den tankstation jeg engang har glemt vores hund ved. :griner: Jeg havde ham sjældent med når jeg gik alene, så havde glemt at jeg havde fået lov den dag, og kom først i tanke om ham, da jeg stod foran vores havelåge. Godt forpustet styrtede jeg tilbage til tanken, hvor King sad nok så trofast og lignede én der havde al tid i hele verden, til at sidde dér og blive glemt! :lol:

Senere hen fik jeg en kasse med gamle Jumbobøger, som havde været min fars. De var længere og havde flere historier, og så begyndte jeg at samle på dem også, inden de senere helt erstattede ugebladet. Hver måned udkom der en ny, og jeg elskede det. Der gik helt sport i det og hele familien endte med at blive inddraget i jagten på de manglende bøger i samlingen. Det lykkedes til sidst, og jeg samlede helt op til omkring bog 360. Så stoppede jeg, da jeg synes historierne er blevet for udvandede, og i mellemtiden havde jeg kastet min helt store andekærlighed på Don Rosa. <3

rosa1 rosa2 rosa3 rosa4

I mine øjne er Don Rosa til dato den bedste af de bedste. Jeg elsker hans Andeby-historier og har den samlede Hall of Fame samling med hans kommentarer og forklaringer til hver historie. Indledningerne, skrevet af ham, nyder jeg nøjagtig lige så meget som selve tegningerne. Og jeg bliver aldrig træt af at kigge i dem, læse dem, lede efter nye detaljer og nyde hans skønne streger. Med hans pension fra andeuniverset døde en del af min andebesættelse, og for mig er han muligvis den sidste von And tegner der virkelig gjorde en forskel for både fans og Barks’ oprindelige univers om ænderne. Her kan ingen af bl.a. de italienske tegnere være med. End ikke på sidelinjen, Don Rosa var og ér en ener med sin næsten sygelige besættelse af detaljer, facts og perfekte streger.

Jeg har haft den store ære og glæde at møde Mr. Rosa to gange her i Danmark. Hver eneste gang har været al ventetid værd, og i dag er mine to yndlingsbøger af ham signeret personligt. De er begge placeret midt i samlingen og indeholder de samlede kapitler af Her er dit liv, Joakim. :blussing: Jeg var desværre ikke hardcore fan dengang historierne udkom i den rigtige samlerudgave, der i dag koster en halv arm og min ene nyre. Men genoptrykkes den nogensinde, eller får jeg for mange penge en dag, så er dét et af de første køb jeg har tænkt mig at gøre. I en pæn, velholdt udgave der kan give mig den samlede jubilæumsgave af Her er dit liv-historierne. :love:

Er der andre Andefans derude bag skærmene? Enten “skabsænder” eller offentlige fan af de fjerede venner? Eller læser du måske andre typer af tegneserier?

Veronica Rossi: Under the Never Sky

neversky Original titel: Under the Never Sky
Forfatter: Veronica Rossi
Serie: Under the Never Sky #1
Forlag: ATOM
Genre: Science fiction, dystopia, young adult, romance, fantasy, apocalyptic, paranormal, adventure
★★★ | Goodreads | Køb bogen via Bookdepository | Køb bogen til Kindle via Amazon

Aria has lived her whole life in the protected dome of Reverie. Her entire world confined to its spaces, she’s never thought to dream of what lies beyond its doors. So when her mother goes missing, Aria knows her chances of surviving in the outer wasteland long enough to find her are slim.

Then Aria meets an outsider named Perry. He’s searching for someone too. He’s also wild – a savage – but might be her best hope at staying alive.

If they can survive, they are each other’s best hope for finding answers.

Mit største problem med Under the Never Sky var faktisk manglen på forklaringer. Jeg havde svært ved at komme rigtig ind i den, både generelt, men også hver gang jeg begyndte læsningen (igen). Jeg følte lidt at der ret ofte blev antaget at læseren naturligvis vidste alt om dit og dat, og kendte hele forhistorien, men når man arbejder med det dystopiske univers, er det bare sjældent tilfældet. Og derfor brugte jeg ofte unødigt tid på at være forvirret over hvad pokker *indsæt en ting* var eller hvorfor *indsæt person* gjorde eller sagde som h*n gjorde. Forklaringen kom som oftest, dog ikke altid dér hvor jeg havde mest brug for dem, og det irriterede mig.

Jeg var dog ret glad for universet, da jeg først fandt hoved og hale i det, og var ret glad for ideen om Pods og Realms. Aria har levet hele livet i Revierie ”Pod’en” (det må vist bedst kunne oversættes til en kuppel eller en indhegnet by) og er vant til at leve det meste af livet i diverse Realms, som er kunstige universer man kan besøge når som helst man har lyst. Hun har aldrig været udenfor, eller skænket det ydre land en tanke, før hun tvinges ud i det, og endda nødsages til at indgå alliance med outsideren Perry, der er på sin egen jagt. Gudskelov kommer hun ret hurtigt ud af Revierie, for dén del synes jeg ikke blev forklaret særlig godt især. Jeg havde, selv til slut, stadig ikke helt fanget prævist hvordan områderne og Realms fungerede, og jeg har jævnt mange spørgsmål stadigvæk.

Fortællervinklen skifter mellem de to, hvilket jeg synes fungerer ret godt i dette tilfælde. I starten må jeg dog indrømme at det også irriterede mig grænseløst at Perry’s kapitler var navngivet ”Peregrine”. Igen, jeg kunne da godt regne ud at det var ham, men det var bare endnu en ting der blev proppet i ”det kan du godt regne ud”-bunken. Lidt ligesom det hav af forskellige betegnelser, der blev brugt for det samme, igen og igen.

“It’s hard to follow a person’s logic if you don’t know how they feel.”

Aria var jeg jævnt irriteret over i starten, og selvom det blev bedre, så kom jeg dog aldrig til at holde helt af hende. Mange af hendes valg var jo totalt ude i hampen, og hun var forkælet, naiv og fuldstændig ude af trit med virkeligheden. Hvilket jo selvfølgelig passede meget godt til hendes opvækst, men bare var r*virriterende i praksis, og umuligt at relatere rigtigt til. Som sagt blev det dog bedre, og jeg begyndte at være lidt mere på hendes side, i løbet af sidste halvdel af bogen, da hun fik mere rygrad og begyndte at modnes.

Perry havde jeg det en hel del bedre med. Selvom jeg ikke altid synes at hans handlinger havde en reel årsag (fx fangede jeg aldrig hvorfor det var så vigtigt for at ham at blive leder af gruppen). Men bortset fra det, så var han en sød fyr, og jeg relaterede mere til hans savn og følelser, end til Arias. Generelt var han bare mere interessant, og selvom jeg savnede en forklaring på hvor det kom fra, så elskede jeg ideen med hans udviklede evner.

She looked up. “A world of nevers under a never sky.”
She fit in well then, he thought. A girl who never shut up.

Ligesom med Aria så blev bogen også bedre halvvejs, da jeg fik det grundlæggende på plads, og jeg begyndte at nyde den mere, sproget blev også nemmere, da der ikke kom så mange nye betegnelser ind længere. Jeg var egentlig ikke i tvivl om at Rossi virkelig var god til at skrive, jeg holdt som sagt meget af hendes univers, og jeg kunne godt lide at hun endda havde skabt en hvis mængde slang blandt the Savages, men det vejede bare ikke helt op for at jeg synes en stor del af bogen var virkelig forvirrende og manglede forklaringer før man fik brug for dem, og ikke tredive sider efter. Derfor håber jeg også at det bliver langt bedre i den næste bog, for jo, jeg har tænkt mig at læse de øvrige to bøger i serien.

Har du læst den? Hvad synes du? Eller står den måske på din to-read liste? :books: