Lene Dybdahl: Kongens Krucifix

noglensvogtere Original titel: Kongens Krucifix
Forfatter: Lene Dybdahl
Serie: Nøglens Vogtere #3
Forlag: Tellerup
Genre: Fantasy, children, magic
★★ | Goodreads | Køb bogen hos Plusbog

I mørke tider og på stormfuldt hav er magi ikke det sikreste at klynge sig til, men det eneste.

David og Laura har ikke længere Den Gyldne Nøgle, og kan ikke komme tilbage til nutiden. De er havnet i Spanien år 1588 under den fanatisk troende Kong Filip II. Deres eneste chance for at vende hjem er at finde et magisk gyldent krucifix. Men det er farligt at lede efter troldmandsguld og profetier i en tid hvor kættere og anderledes tænkende tortureres og brændes af Inkvisitionen.

Vil det lykkes tvillingerne at undslippe kongens kløer og gense deres forældre i live?

I modsætning til de to første bøger i serien, må jeg indrømme at jeg fandt denne bog svær at komme i gang med. Ikke kun i første omgang, men også bare hver gang jeg havde lagt den fra mig. Endnu engang havner David og Laura i en ny tid, og således bydes der (desværre) ikke på gensyn med gamle kendinge. I stedet introduceres der nye personligheder, men denne gang synes jeg ikke, der var nogle af dem der tiltalte mig. Samtidig var der heller ingen af dem, der rigtig blev hængende, som det var tilfældet tidligere. I stedet blev den ene afløst af den anden, og ingen af dem fik en rigtig afslutning eller videre skæbne. Jeg savnede de gamle bipersoner, og selvom det selvfølgelig giver mening at de ikke kunne komme med videre, så havde jeg syntes det var rart, hvis der blev samlet lidt op på dem alligevel. På den ene eller den anden måde.

På den positive side, skal det siges at der sker noget fra side et i denne bog. De to søskende er på farten fra start af, og må ty til mindre lovlige metoder for at overleve. Det i sig selv var ikke videre overraskende: Jeg mener, hvordan overlever man ellers, sådan lige umiddelbart, i deres situation? Lene Dybdahls forhold til de to børn, og deres indbyrdes søskendeskab fungerer virkelig godt. De støtter og elsker hinanden. De driller og irriteres over hinanden. Men frem for alt så formår de at stå sammen igennem tykt og tyndt, også når de jages ud på helt ukendt terræn.

Dog undrede det mig, at hver eneste gang de fik hjælp af en eller anden person i denne bog, så kendte vedkommende sjovt nok alt til de tre magiske genstande, og trods adskillige situationer med hjælp fra folk der ikke havde en klejne, så kunne hver og én af dem alligevel sende ungerne af sted med en formue, eller betale for deres rejse videre. Samtidig var der også utrolig mange, utrolig heldige tilfælde der reddede dem ud af vanskelige situationer. For slet ikke at tale om Lauras fantastiske evne til at overtale alt og alle til at tro på hende. Den pige bør da mindst kunne blive præsident eller noget!

Samtidig må jeg indrømme at jeg muligvis er lige så langsomt opfattende som den spanske konges ansatte. Jeg fattede kikkert og kyse af hvad der faktisk skete til sidst. Det var som om at lige pludselig var der bare tredive sider tilbage og der skulle findes en løsning NU. Jeg fandt aldrig ud af hvad der faktisk skete med alle de her hemmelige folk fra nutiden, hvad skete der i sidste ende med de tre magiske genstande? Ender Reyes’ slægtens opgave her? Og skete der ændringer i nutiden, nu hvor David og Laura har fået rodet godt rundt i fortiden hist og her?

Det er den slags spørgsmål jeg kan mærke jeg spekulere på, muligvis fordi jeg er ældre end bogens målgruppe er det. Ikke desto mindre synes jeg at det er spørgsmål der er med til at give en noget tynd slutning på en ellers flot triologi.

Har du læst den? Hvad synes du? Eller står den måske på din to-read liste? :books:

Top Ten Authors I Own The Most Books From

Top Ten Tuesday stammer fra Broken and Bookish og giver hver tirsdag en ny Top 10 liste over noget fra bogverden.

En sådan liste er jo næsten selvsagt præget af hvilke serier man læser. Når en serie lynhurtigt kommer op på +10 bind, så sætter det naturligvis sit præg på bogreolen.

hpboks2

Harry Potters mor

J.K. Rowlings Harry Potter serie fylder godt på reolen, da jeg har alle syv bind på både dansk og engelsk, samt Barden Beedles eventyr. Desuden har jeg to af hendes øvrige bøger, den ene under pseudonym. I alt 17 bøger.

Manden der fik mig til at forelske mig i Helvede

På andenpladsen kommer Kenneth Bøgh Andersen med 15 bøger. Jeg ejer stort set alt han har udgivet, der er til at få, og flere af dem er signeret. Min absolutte favorit ér og bliver serien om Den Store Djævlekrig. :love:

Den elendige blodserie

På tredjepladsen ligger (desværre) Charlaine Harris. I hvert fald indtil jeg får skilt mig af med hendes bøger. Med 13 bind i Sookie Stackhouse serien fylder den godt på reolen. Desværre brød jeg mig ikke vildt om serien, så en eller anden dag ryger den videre til én der vil elske den.

Den latterlige teenagevampyr

Der er pt 11 oversatte bind i Kristin Cast og P. C. Cast’s serie om House of Night. Jeg ejer dem alle sammen, mest fordi der er så få tilbage, at nu vil jeg have slutningen. Ligesom med med Sookie, er det dog en serie der ryger videre i systemet, når jeg har færdiglæst den sidste bog.

Det startede så godt …

I starten elskede jeg L.J. Smiths Vampire Diaries og jeg nåede at anskaffe mig de første 9 bind, før jeg gik død. Desværre synes jeg at den pludseligt faldt meget drastisk i kvalitet, og jeg er ret sikker på at jeg ikke kommer til at læse de sidste bind.

Når det voldelige fungerer perfekt

Jeg er normalt ikke til blod og indvolde ud over alle sider, men Chris Carter vandt mit krimihjerte med øjeblikkelig virkning, og siden har jeg anskaffet mig alt han har skrevet, samt mødt ham en enkelt gang. Indtil nu tæller samlingen 7 bøger.

Nummer 7 bliver til 6

På en delt syvende plads ligger to kvindelige forfattere, hvoraf jeg ejer seks bøger fra hver af dem. Den ene er Jill Mansell der udgiver skønlitteratur for kvinder. Den anden er Ally Carter der udgiver børne- og ungdomsbøger. De er begge to kvinder jeg holder meget af, og gerne ville eje mere af.

På en delt ottende plads

Derudover ejer jeg fem bøger af tre forskellige forfattere. Den ene er Margaret Stohl, der bl.a. har skrevet Beautiful Creatures-serien. Jeg ejer desuden også fem skønne krimier af Harlan Coben, samt fem bøger af Stephenie Meyer

9. og 10. pladsen er noget mere flydende. Jeg ejer en hel del bøger, hvor jeg har 4 eller 3 bind af den samme forfatter. Det gælder både serier, som fx Eragon, men også forfattere, hvor jeg har en blanding af serier og enkelte bøger, som fx Katie Alender og Victoria Scott. :books:

Drømmen om den lille sorte og det dyrere forbrug

Sommerferien er ved at gå på hæld, efter en måned der har været stærkt præget af skønne læseoplevelser, masser af blogarbejde, dejlige oplevelser og også en del arbejde. Blandt andet i dag, hvor det har været en lidt sløv dag derude, og eftersom det har været “en sløv dag” de sidste 14 dage, så er det til sidst begrænset hvad man kan tage sig til. Når butikken er rengjort fra gulv til loft, alt står pænt, alt er fyldt op, bestillinger er klaret etc. så ender vi ud med at vi faktisk har tid og samvittighed til at stå og småsludre, diskutere drømme og forbrug. Faktisk ender vi ret ofte ved noget med forbrug. Ironisk nok, eftersom de fleste er deltidsmedarbejdere og studerende. :lol:

Men i dag faldt snakken blandt andet på designervarer. Oprindeligt diskuterede vi smykker og urer, sidstnævnte noget jeg har ret svært ved at finde i en stil og et look der matcher nøjagtig min smag (og pengepung) men jeg har planer om at lede i løbet af efteråret og så ønske mig et ur i eksamensgave til januar, hvis jeg nu er så heldig at nogen føler for at give mig sådan én. :p Derfra gik vi så videre til designervarer i al almindelighed, og på en SU er det i sagens natur jævnt svært at iklæde sig lutter dyre mærker, så snakken faldt på hvornår man gerne betalte lidt mere for tingene, og hvornår ikke. Hvordan har I det?

Er der nogen ting I gerne betaler merprisen for fremfor andre?

Selv overvejede jeg engang at gøre det med tasker, men må erkende at eftersom jeg bruger den samme taske hver dag, så vil jeg egentlig hellere kunne skifte den ud lidt oftere og efter behag, end at være tvangsbundet til én i ti år. Jeg har efterhånden fundet et par forhandlere af tasker, hvor jeg føler at jeg kan være med i smag og pris, og har handlet flere gange hos Choopin.dk blandt andet. Desuden er min lokale (mikro størrelses) taskeforretning faktisk også ret assorteret og fin. Og ejeren er super sød. :blussing: Mit hverdagstøj foretrækker jeg også at have i et prisleje hvor jeg faktisk tør bruge det, men når det gælder de lidt særligere lejligheder kan jeg godt finde på at gå efter det lidt mere tidsløse og ofte også lidt dyrere, for at få noget jeg kan hive frem fra skabet til lejligheder i mange år fremover. Også fordi jeg tit synes det er de aftener/dage hvor man gerne vil føle sig lidt mere lækker. Er jeg den eneste der har det sådan?

Sidste gang jeg var i Magasin faldt jeg over det danske brand Philosophy Blues Original og nu er det ikke fordi jeg er vildt velbevandret i danske mærker (eller tøjmærker i det hele taget), men jeg tror måske godt at det kunne blive ét af dem som jeg gemmer på min indre opslagstavle til jeg engang får råd og brug for noget lidt dyrere og mere kvalitetspræget sæt tøj. Pt er jeg ret forelsket i den klassiske sorte PBO kjole der virker som én der kan holde i årevis. Dog er den liiiiige lidt for pebret til min nuværende pengepung, så den må hænge på stativet og vente på mig, til jeg en dag kommer tilbage.

Tænk hvad man kunne købe hvis man var millionær! :love:

Katie Alender: Marie Antoinette, Serial killer

marie Original titel: Marie Antoinette, Serial killer
Forfatter: Katie Alender
Serie:
Forlag: Scholastic
Genre: Young adult, mystery, fantasy, paranormal, ghosts, romance
★★★★★ | Goodreads | Køb bogen via Bookdepository | Køb bogen til Kindle via Amazon

Colette Iselin is excited to go to Paris on a class trip. She’ll get to soak up the beauty and culture, and maybe even learn something about her family’s French roots.

But a series of gruesome murders are taking place across the city, putting everyone on edge. And as she tours museums and palaces, Colette keeps seeing a strange vision: a pale woman in a ball gown and powdered wig, who looks suspiciously like Marie Antoinette.

Colette knows her popular, status-obsessed friends won’t believe her, so she seeks out the help of a charming French boy. Together, they uncover a shocking secret involving a dark, hidden history. When Colette realizes she herself may hold the key to the mystery, her own life is suddenly in danger…

Jeg vil ikke lyve, og sige at denne bog er helt og aldeles perfekt. For det er den ikke. Men den var perfekt for mig og derfor får den topkarakter!

Marie Antoinette, Serial killer er fuld af klichéer, forkælede rigmandsdøtre og søde europæiske fyre. Tilsæt en offentlig hemmelighed fra 1700tallets finere kredse og et spøgelse med begær for hævn, og så har du plottet. Alligevel knuselskede jeg den fra første til sidste side.

Jeg var i Paris sidste efterår og via denne bog tog Katie Alender mig med tilbage til de franske stræder, de smukke seværdigheder og den storslåede historie. Der var lige tilpas mange parisiske detaljer og jeg elskede at mindes de fantastiske omgivelser, efterhånden som Colette begav sig ud i Paris. Åh, hvem der bare var tilbage i det franske …

De fleste af personlighederne, hvis ikke dem alle, er så kliché-fyldte at man næsten burde hade dem. Det gjorde jeg bare ikke. Sommetider er det altså bare okay at en bog er både simpel, bekendt og stereotyp.
Colette var en fantastisk hovedperson, for selvom hun virkelig er en andenklasses bitch det meste af tiden, så kunne jeg stadig relatere til hende. Jeg forstod hende faktisk godt, mindedes godt hvordan det var selv at være teenager. Hvis ikke man har prøvet at stikke komplet udenfor i folkeskolen, så forstår man det måske ikke, men jeg må indrømme at Colette virkelig vandt mit hjerte, med sin indre usikkerhed og et brændende ønske om bare at være populær og bemærket. Hannah til gengæld var bitchen på første klasse. Helt igennem rædselsfuld, bedst som man tror man kan ane et glimt af menneskelighed, må man tro om igen. De to var som at se Mean Girls om igen, og i virkeligheden er det også en del af det bogen er. I bund og grund.

Marie Antoinette, Serial killer er i virkeligheden mere en spændende teenagehistorie med de klassiske elementer som at finde sig selv, stå ved sine rigtige venner og acceptere livet. Der er naturligvis tilsat spøgelsesdelen, men selvom den hævngerrige Marie Antoinette fylder meget af bogen, så skal man ikke læse den, med håb om en nervepirrende gyser, for det var det trods alt ikke. Netop derfor elskede jeg den også. Jeg elsker Katie Alender for at skrive nervepirrende spøgelseshistorier, som jeg tør læse. Jeg er en total kylling, jeg er i en alder af 28 stadig bange for mørke, og jeg er virkelig let at skræmme. Men Alenders bøger tør jeg godt læse. Også om aftenen. Jeg er for evigt forelsket, ganske simpelt.

Mordscenerne og de forskellige flashbacks var virkelig fint flettet ind i historien, jeg elskede hver og en af dem, og den måde de byggede videre på det hele på. Samtidig synes jeg at de formåede at bringe noget ekstra fransk med sig, især fordi forfatteren har flettet franske sætninger ind i monologerne. På trods af at jeg taler meget, meget lidt fransk selv, så synes jeg det var virkelig fint gjort og jeg mistede aldrig overblikket eller betydningen alligevel. Trods mine manglende fransk-kundskaber.

Denne bog ér en teenagebog. Den er fluffy sød, spændende, teenage-agtig, enkel og stereotyp. Den er også elskelig, godt skrevet, lidt uhyggelig, nuttet og med en total happy-go-overload slutning som virkelig giver de største tøsefilm kamp til stregen, når det gælder sukkersøde scener. Jeg elskede den.

Life of a Blogger: Quirks

Life of a Blogger er hostet af Novel Heart Beat og handler om at fortælle om dele af sit liv, som man måske ellers ikke lige havde fået delt på bloggen.

Åh, de skæve særheder som vi alle sammen har … Jeg synes egentlig at jeg allerede har udleveret store dele af mig selv gennem tiden, så jeg har måttet ligge hovedet godt i blød for at prøve at finde frem til noget I ikke allerede ved. :p

1-2-3-4-5

Jeg har en tal-mani med lydstyrken på fjernsyn, mp3afspiller og lign. Faktisk alt hvor man kan justere lydstyrken, for herhjemme skal den sættes til et lige tal. Eneste undtagelse er tallet 5, for det er halvdelen af 10 og tæller dermed også for et acceptabelt valg. Faktisk er 5 til enhver tid bedre end 4 og 6.
Jeg har ingen anelse om hvor denne gakkede vane stammer fra, jeg har haft den lige så langt tilbage jeg kan huske. Og det er altså ikke fordi jeg er dinogstiseret med tvangstanker eller lign.

Den faglige arbejdsskade

Jeg har arbejdet i servicefaget i sammenlagt mere end 10 år af mit liv. Jeg har siddet bag kassen og scannet alt fra mælk til bøger og medicin. Jeg har gået på gulvet og lavet udstillinger, rettet varer og bestilt nye produkter hjem. Jeg har siddet i indkøbsmøder. Jeg har lagt vagtplaner og udfyldt officielle papirer. Jeg har været omkring lidt af det hele, men dén del der har sat sit største spor på mig, har nok været konceptet bag at butikken skal se indbydende ud. I dag har jeg virkelig svært ved at handle ind, gå forbi en rodet hylde og så ignorere den. Mine indgroede vaner har det så afgjort bedst, hvis jeg lige kan standse op og sørge for at dåsetomaterne står lige og ud til kanten, og at rugbrødet ikke ligger uden for sit eget område.

Midt om natten

Jeg har faktisk aldrig været det store nattemenneske. Klokken skal helst ikke blive over midnat, før jeg ligger under min dyne, for der er jeg altså bare træt. Uagtet om det så er nytårsaften eller hvad ellers. :griner: Alligevel er det gerne på de allerseneste timer at jeg har størst inspiration til at skrive, og her mens jeg har arbejdet på min første roman, har jeg tit måtte stå ud af sengen igen, fordi en ide pludselig er braget ned i mit hoved, og nægtet at give slip. Så sidder jeg ellers og gaber mig igennem de næste timers arbejde, inden jeg kan lukke computeren igen, og gå i seng med en tilfreds følelse.

Jeg kan læse hvor som helst … Næsten

Jeg har stort set altid en bog med i min taske. Jeg kan læse i toget, på en cafe, i min frokostpause, på mit studie, midt på Nørreport … Jeg befinder mig sjældent et sted, hvor jeg ikke kan fordybe mig i en bog, hvis jeg får tid til overs. Bortset fra ét sted, og det er i bussen. Jeg duer af ukendte årsager ikke til at læse i en bus, der bliver min hjerne ved med at vende tilbage til hvor langt jeg nu er, og hvornår jeg skal af.

Jeg hører bedst på det højre øre

Det er faktisk konstateret af en ørelæge for ganske nylig. Årsagen er at jeg som helt lille konstant led af mellemørebetændelse, og åbenbart primært på venstre øre. Det er dog ikke en forskel jeg kan mærke i det daglige. Den eneste måde jeg bliver mindet om det i dag, er når jeg selv kan høre (eller folk påpeger) min talefejl, der kom sig af at jeg hørte så mange ord forkert. I dag er langt det meste rettet op, men enkelte ord kan min hjerne ikke acceptere at der er forskel på. Og i den forbindelse: Hvis I en dag møder én der udtaler et ord forkert, så hold **** med det. H*n ved det garanteret godt, det hjælper sjældent at påpege det midt i en samtale!

Tør du fortælle om din største særhed?