Lauren Oliver: Panic

panic Original titel: Panic
Forfatter: Lauren Oliver
Serie:
Forlag: HarperCollins
Genre: Young adult, adventure, science fiction, mystery, action
★★★ | Goodreads | Køb bogen via Bookdepository | Køb bogen til Kindle via Amazon

Panic began as so many things do in Carp, a dead-end town of 12,000 people in the middle of nowhere: because it was summer, and there was nothing else to do.
Heather never thought she would compete in Panic, a legendary game played by graduating seniors, where the stakes are high and the payoff is even higher. She’d never thought of herself as fearless, the kind of person who would fight to stand out. But when she finds something, and someone, to fight for, she will discover that she is braver than she ever thought.
Dodge has never been afraid of Panic. His secret will fuel him, and get him all the way through the game, he’s sure of it. But what he doesn’t know is that he’s not the only one with a secret. Everyone has something to play for.
For Heather and Dodge, the game will bring new alliances, unexpected revelations, and the possibility of first love for each of them—and the knowledge that sometimes the very things we fear are those we need the most.

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg havde ret høje forventninger til Panic. Jeg købte den i en periode hvor mange jeg kender læste den og roste den til skyerne, men der gik noget tid før jeg selv fik den læst. I den tid var forventningerne ikke dalet, men da jeg sad i Gatwick lufthavn og afsluttede den under min ventetid på mit fly, vendte jeg den sidste side og havde følelsen af at jeg havde fået fat i en solid, udmærket 3-stjernet bog. Og det i sig selv er ikke skidt, jeg havde bare forventet mere.

I sig selv er Panic en interessant ide, og det var da også dét der tiltalte mig i første omgang. Plottet er enhver forældres værste mareridt; teenagere der risikerer deres liv i et spil der kan have døden til følge, for til gengæld at have chancen for at vinde en usigelig bunke penge. Spillet hedder Panic og der spilles på alle deltageres frygt, lige fra brændende huse, eksploderende biler og blindebuk over en trafikeret vej.

Der hvor ideen om spillet stak af for mig, er årsagen til at det overhovedet eksisterer. Spillet i sig selv havde jeg det virkelig godt med, jeg elskede ideen. Men bogen er ikke sat i en fremtidsagtig verden, men i en lille flække i noget der sagtens kunne være vores tid. Her har en eller anden galning fået ideen i første omgang og nu er det en årlig tradition at alle teenagere tvinges til at betale et dagligt bidrag til spillet gennem hele året, indtil det afholdes i sommerferien. Der stod jeg altså af. Det er nok den tåbeligste årsag jeg kunne finde til at afholde et sådan spil. Hvor fanden er forældrene i den flække?

Historien fortælles fra to forskellige synsvinkler. Heather er datter af en alkoholiseret og stofmisbrugende mor, og er vant til at tage sig af sine 12årige lillesøster Lily. Da et brud med hendes kæreste får hende til at tilmelde sig Panic, sætter hun sig for at vinde spillet og sørge for at give sig selv og Lily et bedre liv. Indtil her var jeg ret godt med på Heathers historie og personlighed. Jeg syntes godt om hende, og jeg kunne faktisk godt følge hende langt hen af vejen. Det var så indtil hun stikker af sammen med sin søster, og i stedet for at benytte sig af sine venner, så bor de i en kold bil på en skrotplads, mens hun arbejder med tigere for en gammel dame (det er ok hvis du tænker wtf, det gjorde jeg også!) og lillesøsteren tøffer rundt for lud og koldt vand. Der røg min forståelse helt og aldeles og jeg synes faktisk at Heather blev røvirriterende. Hun blev klynkende og selvcentreret i en sådan grad at man grublede lidt over hvordan hun kunne have tid til at deltage i spillet, for bare klynken.

Dogde er den anden fortæller. Han er byens enspænder og bemærkes aldrig af nogen, men holder sig også for sig selv, når han bevæger sig udenfor hjemmet i slummen. Her bor han med sin mor og søster, der er lam i benene. Dogde har i modsætning til Heather planlagt sin deltagelse i Panic, og han er klar til at vinde, klar til at få den ultimative præmie: Hævn!
Dogde var ikke just den perfekte personlighed, sådan rent moralsk, men det være sagt, så kunne jeg ret godt lide ham og langt hen af vejen kunne jeg godt sætte mig i hans sted. Det jeg undrede mig over ved ham, undrede mig faktisk også ved Heather: Hvis alle teenagere tvinges til at betale til det her spil, hvordan filen får teenagere som de her to så råd til det? Hvis man lever med en alkoholisk mor uden arbejde eller bor i slummen og ikke har råd til lægeregninger, hvordan får man så råd til at betale en dollar om dagen (tror jeg det var) til et spil som Panic?

Lauren Oliver er en forfatter jeg har et meget svingende forhold til, men overordnet set er ret glad for og holder godt øje med. Som sagt var jeg ret glad for selve ideen bag Panic, og sproget passede mig også fint. Historien var rimelig letlæselig, men også en god pageturner med en god rytme mellem de forskellige opgaver i spillet og så det daglige liv der flettede sig udenom og naturligvis var nødvendigt for at det hele hang sammen, og man fik oplysninger om persongalleriet udleveret. På trods af at jeg ikke var stor fan af Heather i den sidste del af bogen, så er jeg alligevel ret glad for Lauren Olivers tendens til at lave et persongalleri hvor der er plads til fejl og menneskelige egenskaber. Ingen af personerne er perfekte, de begår fejl flere gange og har også mindre flatterende sider der bliver vist frem, og det kan jeg egentlig godt lide.

Jeg nød læsningen af Panic og tror på at det er en rigtig god teenagebog, men som lidt ældre læser, eller blot en meget rutineret læser af genren, så tror jeg at man – som jeg – vil bemærke de fejl og huller der er i historien, og det trækker trods alt lidt ned i den samlede karakter.

Har du læst den? Hvad synes du? Eller står den måske på din to-read liste? :books:

Life of a Blogger: Dreams

Life of a Blogger er hostet af Novel Heart Beat og handler om at fortælle om dele af sit liv, som man måske ellers ikke lige havde fået delt på bloggen.

Tilbage i slutningen af oktober sendte jeg min samlede ansøgning til en PBA i international handel og markedsføring. Da jeg jo er færdig som markedsføringsøkonom nu, og har tilladt mig at være lidt kræsen hvad angår jobsøgning, er det ikke blevet til et fuldtidsjob fra d. 1. februar af og derfor benytter jeg mig i stedet af min godkendte PBA-plads og starter i næste uge som fortsat studerende. Med mindre drømmejobbet kommer dumpende ned fra himlen midt i det hele (det skal det da være velkommen til) vil jeg om 1½ år stå med en bachelor. Og være fyldt 30 undervejs. Den sidste del stryger vi lige tanken om, okay!

I den samlede ansøgning skulle indgå en motiveret ansøgning for optagelsen, og jeg var lidt på bar bund med den, må jeg indrømme. Jeg har aldrig skrevet en motiveret ansøgning til den slags før, så jeg satsede og fokuserede på mine drømme og ambitioner i ansøgningen. Det synes jeg faktisk selv at der kom et ganske fint resultat ud af. Jeg fik klarlagt hvorfor jeg søgte ind og skulle optages, og jeg fik samtidig knebet et par små ”hug” ind, som kun mine gamle undervisere ville kunne genkende årsagen til. Ikke desto mindre var jeg ret tilfreds med at få dem med alligevel, og i anledning af dagens emne, blogger jeg om et uddrag af ansøgningen. :p

stemning

I 2006 udtalte Jakob Lange, studiechef ved Københavns Universitet, til Weekendavisen at ”den rette hylde findes ikke”. Er det virkelig det, vi vil lære de unge i dag? At drømmene lige så godt kan kasseres, når de opstår, for de findes ikke alligevel? Hvorfor ikke hellere lære dem at der findes mange drømme, og at én af dem nok skal gå i opfyldelse? At der findes et utal af hylder i reolsystemet, og at man sommetider bliver nødt til at træde et skridt tilbage og betragte flere af dem, før man finder den rigtige?

Keep looking, don’t settle.

Citat: Tidligere Apple direktør, Steve Jobs

Med al respekt for en mand med meget mere erfaring end mig, så tror jeg – nej, jeg ved – at Jakob Lange tager fejl. Du finder måske ikke den perfekte hylde i første forsøg, men hvis du kigger lidt videre, så dukker den op en dag. Lærer-hylden var slet ikke mig. Den tekniske hylde, som webdesigner, var spændende, men det var som om den hang lidt skævt. Så fandt jeg en hylde, fyldt med bøger, som boghandler. Den var jeg glad for. Det var en god hylde, men det var ikke den perfekte hylde. Det var som om jeg havde læst hele serien der stod der, men stadig manglede en slutning, der ikke var udkommet endnu. Det gjorde den for to år siden; markedsføringsøkonom.

Janteloven siger at man ikke må prale, men mit karakterblad er enig med mig: Markedsføringen er min hylde, min drøm, min lykke. Jeg befinder mig godt dér, både personligt og fagligt. Jeg er dygtig, men jeg vil være endnu dygtigere. Jeg vil kunne sætte mit præg på branchen, og jeg vil kunne tilbyde de danske virksomheder noget unikt, når de ansætter mig. Vi taler altid om USA og Kina som de helt store spillere på det globale marked. Hvem siger, at vi ikke kan være lige så gode i Danmark? Vi kan også udklække den nye Steve Jobs, vinde prisen for bedste reklame på Cannes Lions Festival eller ændre verden som vi ser den.

Believe in your dreams. Dream big. And then after you’ve done that, dream bigger.

Citat: Starbucks CEO, Howard Schultz

Jeg har gennem min uddannelse ofte måtte høre for at jeg er hård. Dygtig. Ambitiøs. For ambitiøs. Men siden hvornår er det blevet en dårlig ting, at have ambitioner? Ingen stiller spørgsmålstegn ved hende der vil have et 8-16 job, Volvo i carporten, to børn med den samme mand, tre kaniner og en labrador i sofaen. Men jeg bytter gerne min standard-pakke, til en drømme-pakke. Der er byttemærke på, jeg har tjekket. Jeg vil have det ambitiøse liv, jeg vil udleve min drøm. Jeg vil ikke bare selv se drømmen, jeg vil dele den med andre. Om det så kræver et neonskilt og en guidet rundvisning. Det er dét jeg vil med mit liv.

Stay hungry. Stay foolish.

The Imitation Game

theimitationgame Instruktør: Morten Tyldum
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Matthew Goode, Mark Strong
Spilletid: 1 time og 54 minutter
Premiere: 29. januar 2015
Biletter: Kino.dk

I ‘The Imitation Game’ ansætter den britiske efterretningstjeneste matematikeren Alan Turing til at bryde tyskernes Enigma-kode under Anden Verdenskrig.
Til den tophemmelige opgave får det asociale geni et hold bestående af særligt udvalgte mænd samt kvinden Joan Clarke stillet til rådighed.
Holdet arbejder i døgndrift, men tiden er imod dem, og kampen for at ende krigen via kodebrydning er opslidende. Samtidig må Turing kæmpe med sine kolleger, regeringen og ikke mindst sig selv.

Benedict Cumberbatch spiller hovedrollen som Alan Turing, der i dag er et sandt ikon i matematiske kredse og hvis banebrydende arbejde var med til at grundlægge datalogien. Turings bedrifter var indtil for ganske nylig en velbevaret hemmelighed, men da sandheden endelig kom ud, gemte der sig en historie for utrolig til at være sand. Keira Knightley ses i rollen som Joan Clarke, og filmen instrueres af manden bag Headhunterne.

Benedict Cumberbatch portrætterer Alan Turing med en indlevelse, styrke og skrøbelighed der burde være menneskeligt umuligt, men ikke desto mindre finder sted igennem filmens knap to timer lange handling. Et ellers tungt emne skildres med indlevelse, medfølelse og ægte interesse, og med selskab af fantastiske kollegaer sørger Cumberbatch & Co. for at man aldrig kigger på uret, så længe filmen spiller.

The Imitation Game er blevet rost til skyerne i udlandet, og har gjort sig fortjent til i alt 8 Oscar nomineringer og 5 Golden Globes, hver og én ganske velfortjent. Selve handlingen er veldefineret og bygget på virkelige hændelser. For de der ikke er helt så historiske velbevandret (det er jeg heller ikke selv) er Enigma det meddelelsessystem som tyskerne brugte under Anden Verdenskrig, når der blev sendt meddelelser på tværs af lande- og vandegrænser. I et forsøg på at vinde krigen hyrede den britiske efterretningstjeneste et hold af landets bedste mænd til at forsøge at dekryptere tyskernes kode. Turings bedrifter, og arbejdet med dekrypteringen, var hemmelighedsstemplet indtil 1970’erne, men nu er historien ude, og det samme er filmen.

Cumberbatch gør et utroligt arbejde med Alan Turing, og formår at portrættere en skæv eksistens til sit yderste. På både godt og ondt. Som seer kan man ikke undgå at nære stor medfølelse med den kejtede og intelligente, men socialt handicappede matematikgeni. Han er udråbt til at være en af vor tids mest oversete genier, og i live fik han aldrig akademisk succes, bl.a. fordi han var homoseksuel, men også fordi han var håbløst forud for sin tid.
Keira Knightley har rollen som Joan Clarke, den eneste kvinde i det tophemmelige hold der blev sammensat for at bryde Enigma-koden. Men personligt synes jeg at især Matthew Goode som Hugh Alexander bør nævnes for at portrættere sit ophav virkelig godt.

Da filmen er baseret på virkelige hændelser, er der naturligvis nogen der vil hænge sig i detaljer og historiske unøjagtigheder. Ikke mindst den ældre herre der sad ved siden af mig i biografsalen, og som insisterede på at påpege hver og én undervejs. Takket være ham er jeg nu ekspert i Enigma-projektet. :forvirret: I filmen vises der kun en lille håndfuld af folk på projektet, i virkeligheden arbejdede flere tusinde mennesker på projektet frem til 1945. Der er også foretaget andre små detaljeændringer, som fx navngivningen af Turings computer, Christopher. I virkeligheden var den kendt som Bombe og havde for øvrigt et større ophav og eksistensgrundlag.

Alt i alt kan man ikke tage filmen og bruge den som grundlag for en historieeksamen i emnet, men jeg synes at folkene bag har gjort arbejdet virkelig godt, og nogle detaljer synes jeg faktisk næsten er ærgerlige, at de ikke er henholdt til virkeligheden. Blandt andet computerens navn, må jeg indrømme at jeg fandt ret rørende. Bombe er nu ikke helt det samme, hvis man spørger mig, men uanset hvad så fortjener filmen og skuespillernes præstationer al den opmærksomhed de får, og topkarakter over hele linjen!

Waiting on Wednesday #23

Waiting on Wednesday er hostet af Breaking the Spine og har til formål at fremvise nogle af de smukke bøger, man venter spændt på udkommer. I denne uge er min WoW …

thelasttimewesaidgoodbye
Titel: The Last Time We Said Goodbye
Forfatter: Cynthia Hand
Udgives: 10. februar 2015

There’s death all around us.
We just don’t pay attention.
Until we do.

The last time Lex was happy, it was before. When she had a family that was whole. A boyfriend she loved. Friends who didn’t look at her like she might break down at any moment.

Now she’s just the girl whose brother killed himself. And it feels like that’s all she’ll ever be.

As Lex starts to put her life back together, she tries to block out what happened the night Tyler died. But there’s a secret she hasn’t told anyone-a text Tyler sent, that could have changed everything.

Lex’s brother is gone. But Lex is about to discover that a ghost doesn’t have to be real to keep you from moving on.

Goodreads | Bookdepository | Køb bogen til Kindle via Amazon

Det er egentlig ikke fordi at jeg er head over heels begejstret for Cynthia Hand, så det var ikke dét der gjorde at jeg blev så fanget af denne nyhed. Det var tværtigmod omtalen der gjorde at jeg tænkte at der var god grobund for en god læseoplevelse, så selvom mit kendskab til forfatteren indtil nu har været middelmådigt, så glæder jeg mig til et kommende gensyn, og jeg håber at denne kommende titel kan løfte hendes bedømmelse i stjerner, set fra mit perspektiv. :books:

Hvilken bog venter du spændt på for tiden?

De overlevende på Betty Nansen

deoverlevende

12 unge kravler i land på en øde ø. De er de eneste overlevende efter en ulykke. Maden er sparsom, og det er umuligt at få kontakt til omverdenen. Uden regler og langt væk fra civilisationen skal de nu skabe deres eget samfund.

Men hvem bestemmer, hvordan samfundet skal se ud? Hvem bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert? Og hvem bestemmer overhovedet, hvem der skal bestemme? Konspirationsteorierne blomstrer, som virkeligheden presser sig på: Er de med i et ekstremt reality show? Pludselig passer alle sammen ind i de mest stereotype klicheer. Eller er de i virkeligheden de udvalgte få? Er de klodens fremtid?

Kampen eskalerer, når de civiliserede lag bliver skrællet af et for et – og det ender i et uhyggeligt barbari, hvor de mørkeste sider af menneskets natur åbenbares. For det er ingen kunst at være rummelig og demokratisk, når maven er fuld – men hvad sker der, når mennesket slipper det sidste, der gør os til mennesker?

deoverlevende2

Sidste fredag allierede jeg mig med fribilletter fra Kulturkongen, en studieveninde og forventninger om at få en god aften, og drog mod indre København. Formålet var at besøge Betty Nansen Teatret, der pt fremfører De Overlevende. Et stykke der umiddelbart lyder utrolig meget som Lord of the Flies og diverse fortolkninger af selvsamme.

Inden jeg drog af sted havde jeg ikke gjort mig den store research ud i stykkets baggrund, andet end at kigge på omtalen og skuespillerne, men jeg skal være den første til at indrømme at jeg på ingen måde genkendte nogle af de unge på rollelisten. Enten er de relativt ukendte, eller også er jeg bare ikke teater-bevandret nok til at genkende navne som Jens Frederik Sætter-Lassen, Sara Viktoria Bjerregaard, Lior Foighel, Besir Zeciri, Zainab Ahmed og Helle Rossing der står for at portrættere halvdelen af de unge overlevende. Resten spilles af Marie-Lydie Melono, Josephine Park, Zaki Youssef, Jakob Svarre Juhl, Christine Sønderris og Cilia Trappaud Nydam.

deoverlevende4

”De Overlevende” – og i øvrigt også mit første møde med Betty Nansen – efterlod et både eftertænksomt og yderst positivt indtryk af såvel teateret, som de 12 skuespillere.

De 12 unge formår at bruge scenen, og med relativt få remedier skabe en scenografi og brug, der får publikum til at leve sig ind i stykket fra første øjeblik, samtidig med at stilles spørgsmål omkring demokrati, individ, samarbejde og overlevelse. Og ikke mindst menneskelighed.

Personligt var jeg mest imponeret over den mandlige del af skuepillerne, og her bør både Jens Frederik Sætter-Lassen og Lior Foighel fremhæves for virkelig at brænde igennem og sætte både stemning og dagsorden på hver deres måde. I stykkets anden akt bør også roses Besir Zeciri, der uden tvivl har skulle finde indre dæmoner frem for at kunne klare sin rolle. Men hvor gutterne brændte igennem på scenen og virkelig fik sig selv ud blandt publikum, savnede jeg lidt mere overbevisning fra pigernes side af. Sara Viktoria Bjerregaard virkede mest som om hun ville ønske at hun kunne forsvinde helt under sin hue, og Cilia Trappaud Nydam havde muligvis fået den mindst talende rolle af dem alle, men det havde dog været rart at se andet end kunstig, lydløs hulken fra hende.

Et fremragende stykke med elementer af tænksomhed, der dog af og til godt kunne være brugt lidt mere, især i anden akt, der virkede ganske kort i forhold til den første.

Frede Gulbrandsen står bag instruktionen af stykket, der er støttet af A.P Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og produceret i samarbejde med C:NTACT. Der spilles alle ugens dage, undtagen mandag, men på forskellige tidspunkter frem til d. 2. februar. Har man lyst til at opleve stykket selv, kan der købes billetter til en pris fra kun 60 kr. og helt op til 255 kr. afhængig af plads og dag. For det relativt lille beløb får man en forestilling på 1 time og 50 minutter inkl. pause. :)