Email Bloglovin Twitter Pinterest Goodreads

Jeg fylder jo 28 her om ikke forfærdelig længe, og jeg må indrømme, at det der med at se tallene nærme sig noget der starter med 3, har – sådan mere eller mindre bevidst – betydet at jeg fokuserer lidt mere på, at jeg jo desværre ikke forblev 25 for evigt. Det er ikke fordi jeg er gået all-in med botox, personlig Hollywood træner og sindssyge kurer hvor man spiser sin eget vægt i bæverfedt. Nej, jeg er bare begyndt at bruge lidt flere penge på de få produkter der står på badeværelseshylden herhjemme, og har én gang for alle fået ryddet ud i uduelige produkter, så der i stedet er blevet plads til lækker kvalitet der virker. :love:

scrup1

Den nyeste indflytter herhjemme er en lækker ansigtspeeling fra mærket Guinot som jeg har fået til test. Jeg har faktisk længe været på udkig efter en peeling der gør det den skal, uden at udtørre min hud så den ligner Sahara (Jep, jeg lignede en rødspætte i 14 dage og skaldede som solskoldning x 1000!) , eller bare overhovedet ikke virker, men jeg er aldrig stødt på netop dette mærke før. Det viser sig dog, at det nok bare er mig der har boet under en sten, for det er (åbenbart) et ret kendt fransk mærke med mere end 50 år på bagen. Det forhandles i mere end 70 lande og er den mest udbredte hudplejeserie brugt af skønhedsklinikker. Indrømmet, den slags steder kommer jeg heller ikke så ofte, måske det er derfor jeg var uvidende. :p

scrup2

Hvor om alting er, så ankom min nye skønhedsassistent i en fornuftigt pakket kasse, og selvom den faktisk er udviklet til mænd og skal bruges inden barbering, så fik jeg researchet mig lidt frem til at den også har gjort underværker for kvinders hud. Nu har jeg brugt den hver aften i lidt over en uge, og jeg kan faktisk tydeligt både se og mærke forskel. Jeg gør huden fugtig med lunken vand, påfører peelingen og skyller den grundigt af, inden min hud får lov til lige at ånde lidt, inden min almindelige natcreme påføres.
Efter første gangs brug kunne jeg tydeligt mærke forskel på min hud. Den var renere og føltes mere ensarter. Efter et par dage begyndte jeg også at kunne se forskellen. Min hud er blevet sundere at se på, jeg har ikke nær så mange små knopper og jeg har kun fået en enkelt lille bums, mens jeg har brugt peelingen. Samtidig er de der var der allerede, forsvundet i meget hurtigere tempo end normalt. :blussing:

Jeg må indrømme at jeg er oprigtigt positivt overrasket over peelingen, for det er vitterligt den første der for alvor har virket på mig. Selvom jeg synes at prisen på 249 kr. er lidt pebret, så kommer jeg helt klart til at måtte have en ny hjem, når jeg er ved at løbe tør. Produkter der holder hvad de lover, vil jeg gerne give lidt ekstra for! :love:

Har I erfaring med nogle af Guinots produkter – Og har de også virket for jer?

Jeg elsker påsken. Næstefter jul, er det nok min yndlings mærkedag på hele året. Og det sære er, at jeg ikke ved hvorfor. Jeg er ikke jøde, så det er ikke fordi det er årets begivenhed for mit vedkommende. Jeg er godt nok medlem af folkekirken, men det er heller ikke fordi jeg er dybt troende kristen, ofrer mit lam og går i kirke påskesøndag. Jeg kender godt den gamle historie om at Jesus døde fredag og genopstod søndag, bevares. Om jeg tror på den, er en helt anden religiøs diskussion. Alligevel er jeg altså glad for påsken, og jeg tror egentlig bare at det er fordi den ligger om foråret (jeg elsker foråret!) og for mig er lig med smukke pastelfarver, udsprungne blomster, søde nuttedyr og hygge. :love:

easter1

easter2

easter3

I år får den kommende påsketid mig også til at tænke på, at jeg tror det er godt at jeg ikke bor i USA, eller bare er mangemillionær. Seriøst, hvis jeg havde råd/mulighed for det, så ville jeg blive hende der flagrede rundt i samtlige butikker flere uger op til højtiderne. Jeg ville pynte min forhave og veranda, så selv amerikanerne bad mig tage en slapper, og jeg ville invitere til de mest gennemførte temafester så snart jeg så den mindste anledning. Er det ugen efter Halloween siger du? Det skal fejres! :lol:
Pt redder jeg dog både mit budget og mine nærmeste, så jeg nøjes med at kigge på smukke billeder, gemme ideer på Pinterest og holder ellers med min mund med præcis hvor mange får man mon kan leje for en dag, når man skal holde påskefrokokost. Jeg tror heller ikke at min tante ville være begejstret for en flok mæhdyr i spisestuen, for jep: I dag skal jeg gerne forsøge at se lidt præsentabel ud, forlade min sofa for en stund, og til påskefrokost hos min tante og onkel. :p

Easter is meant to be a symbol of hope, renewal, and new life.

Janine di Giovanni

redridingLittle Red Riding Hood is a happy-go-lucky girl who enjoys having the attention of the boys in the village. Then a stranger comes to the forest, a man known only as Wolf. To the dismay of the village boys, he enters the rivalry for her favors.

Wolf has all the skills to make her want him. But does she have the strength to choose him in defiance of all her friends and family? Even more importantly, is he the right man for her?

And what she should do about Granny’s warnings?

Til beskrivelsen af denne bog står den opført under Romantic Fairy Tales #1. Undskyld mig, men kan vi straks få vedtaget en lov der forbyder al kontakt med såvel dette bind som alle efterfølgende rædsler der måtte være skrevet?! Jeg håber virkelig at Carly Carson står bag en selvudgivelse med denne bog, for hvis der faktisk er et forlag der har købt det her **** så vil jeg gerne vide hvem forfatteren har været i seng med, for at få dén aftale i stand!

Jeg kan egentlig godt lide gendigtninger af eventyr og kendte sagn. Sommetider kan det fungere virkelig godt. ”Sommetider” var desværre gået bort – Helt bort – da denne bog blev skrevet. Det er den mest rædderlige, forfærdelige, ligegyldige, dårligt skrevne bog jeg nogensinde har læst. Normalt ville jeg faktisk føle at jeg ikke burde udgive en anmeldelse som denne, men jeg føler også at jeg bør advare alle andre om nogensinde at downloade denne vederstyggelighed af et erotisk eventyr. Det absolut eneste positive der var at sige om den, var at den kun var på 62 sider, så det var trods alt et kort mareridt at læse. Det er mig en gåde, hvordan den faktisk kan være oppe på 3 stjerner på Goodreads, i skrivende stund.

Rødhætte bor i denne her lille by, hvor der ikke sker en døjt, og hvor middelalderen åbenbart stadig hærger, bare med omvendte traditioner. Når pigebørnene fylder 18 skal de vælge sig en mand fra byen de vil giftes med, og så er de bundet for livet. Skide være med hvad knægten så måtte synes om arrangementet, han er bare lænket til tøsen. I Rødhættes tilfælde er det heldigvis intet problem, for denne selvcentrerede hjernetomme gås er gudskelov så gudesmuk, fantastisk, sød og hjælpsom at samtlige drenge falder for hende på stribe, tilbeder den jord hun træder på, og tilbyder at hente månen ned til hende. Hvor er det dog skønt. Og når nu alle byens drenge er interesseret i én, og man ikke gider sende dem videre til ens grimme veninder, så kan man jo altid udnytte dem på det groveste og lege med deres følelser dag efter dag. Så det gør Rødhætte.

Indtil hun møder Ulven inde i skoven, som dog – trods alt – ikke er en ulv, men en voksen mand fra en by langt borte. En by der ligger ved havet. Ja, hvad giver I mig, hvilken grufuld placering af et samfund! Havluft, puha. Så han er naturligvis bandlyst i Rødhættes by, og overtaler hende derfor til at besøge sig ude i skoven hver dag, når hun alligevel skal ud og besøge bedstemoren. Personligt forstår jeg ikke hvorfor Bedste ikke flyttede ind til byen, eller Rødhætte ud til hende. Det havde sparet timevis af transport, og så havde diverse bagværk da også været varmt når det skulle spises. Nå men pyt, Rødhætte drager af sted med kurv over armen, møder ulven, forelsker sig i ham og lader ham forføre sig, mere og mere for hver dag der går. Selv den dag han foreslår hende at være nøgen under kappen, føjer hun ham. Og her træder den frigjorte bedstemor jo virkelig i karakter, for hvor er det dog skønt at få besøg af sit barnebarn der er splitterfornøjet under kappen. Så ved man jo at hun har fundet den rette mand at ægte, og så kan man godt spise bagværk resten af eftermiddagen.

Okay, jeg giver op her. Jeg kunne komme på meget mere ironisk om denne bog, men det ville blive alt for langt, hvis jeg skulle lave en komplet liste over alt jeg hadede. Der er kun en ting at sige: Hold jer fra den! Har I allerede downloadet, så slet den med det samme, inden den smitter alle jeres andre bøger med dårligt sprog, elendigt plot og tendenser der peger hen mod lidt for forbudt erotik. :forvirret:

Sommetider er det altså meget rart med den slags gode tilbud, der gør at man kan forkæle sig selv lige lidt ekstra i hverdagen. Sådan ét faldt jeg over tidligere på året, og i søndags tog jeg min veninde under armen og satte hende stævne på Cafe Kaleidoskop til en gang brunch. Cafeen ligger lige ved siden af stationen, den kan nærmest ikke ligge tættere på, uden at ville spærre for togene, så thumbs-up for placering, det var da til at finde!

Tilbuddet var på to gange buffet eksl. drikkevarer. Vi købte 2 små glas juice, en varm kakao og en the i tillæg og kom af med 75 kr. ekstra. Min veninde var vist godt tilfreds med hendes the, jeg var nu jævnt skuffet over min varme kakao. Men jeg indrømmer også at jeg altså er kakaonazist, der er rigtig mange varianter jeg ikke bryder mig særligt om, og denne var altså én af dem.

brunch

Buffeten var der egentlig ikke de store overraskelser omkring. Der var alle de klassiske tiltag: Røræg med bacon/pølser, brød med ost og syltetøj, yoghurt med müesli, pastrami og hummus, samt lidt få mere frokostorienterede indslag med laks og braiserede kartofler. Deres røræg og bacon var udmærket, deres laks var rimelig overstegt og kartoflerne kolde. Mit største indspark til ændringer må dog falde på deres brød. Uanset en normalpris på kun 119 kr. pr. person så synes jeg godt man kan diske op med andet end Schulstad rugbrød, tørre croissanter og toastbrød fra pakke. Det bar simpelthen lidt for meget præg af industrikøkken det vi fik. Betjeningen var såmænd rigtig sød, men enten eller særlig vågen eller særlig kvik. Alle bestillinger og forespørgsler blev gentaget minimum to gange, og så mange var vi nu altså heller ikke i restauranten fra start af. Derudover har jeg lidt den indstilling at kan du ikke huske bestillingen på vejen tilbage til baren, ja, så må du skrive den ned. :forvirret:

Alt i alt var vi nu fint tilfredse til prisen, men kun på grund af tilbuddet. Jeg ville ikke komme tilbage til fuld pris, så spændende var det bare ikke, og stort set alt på buffeten var kold eller max halvlunken, selv det under varmefade. Og så skal man ikke tage dertil hvis man ønsker at sidde og snakke sammen, for der var enormt dårlig akustik fandt vi ud af. Vi kom kl. 10 og den første time gik det rigtig godt. Fire borde var optaget, der var til at være og man kunne høre hinanden. Det endda til trods for et venindeselskab der bestemt ikke lå til den tavse side. :blink: Men så begyndte der at komme flere selskaber og 2/3 af restauranten blev fyldt. Der valgte vi så at gå, for vi kunne dårligt høre hinanden. Og det var ikke fordi folk snakkede ekstremt højt, eller at der var højt til loftet eller noget. Akustikken var bare dårlig af ukendte årsager.

hartley Fifteen-year-old Thea Wallis was born to entertain. Her mother, Oscar winning actress Cassie Hartley, thinks differently and has kept her daughter out of the spotlight since day one. Coming from showbiz royalty, it hasn’t been easy to go unnoticed, but mismatched surnames, a family home in Tasmania and a low-key scriptwriter father has made this possible.
Just like her cousin Rory on the hugely popular TV show Saturday Morning Dance, Thea loves to dance. She learns the show’s routines off by heart each week, despite her mother’s attempts to convince her that dentistry would be a far more fulfilling career choice. However, when Rory goes off the rails in LA, Thea’s mother is suddenly left with no choice at all – Rory needs them and to LA they must go. Within forty-eight hours, Thea finds herself a long way from Tasmania and living her dream – on the road to Las Vegas with the Saturday Morning Dance team.
It doesn’t take long before Thea’s talents are discovered and she’s offered everything she’s ever wanted on a plate, including the dance partner she’s had a crush on forever. But, as her mother has always told her, Hollywood dreams come at a price. Thea soon realizes she will have to work out just how much she’s willing to pay. And, ultimately, discover her own way to be Hartley.

Da jeg færdiggjorde Being Hartley havde jeg virkelig problemer med at finde ud af, hvad jeg faktisk syntes om den. Det var ikke fordi jeg hadede den fra først til sidst, men jeg elskede den heller ikke. Den satte faktisk ikke engang bemærkelsesværdige indtryk i mig.

I virkeligheden er der ikke så meget nyt i bogen. Temaet er det klassiske ”be careful what you wish for” der egentlig er set masser af gange før, men jeg kunne faktisk godt lide at det denne gang var fortalt fra “de populæres” synsvinkel. Mange gange, ved det tema, er det altid lidt ”Prinsen og Tiggerdrengen” over det, hvor det er den stakkels fattige pige fra landet, der drømmer om stjernelivet. I denne bog har Thea dét man måske ville betegne som det bedste fra begge verdener. Hendes liv er umiddelbart perfekt, men alligevel drømmer hun om at bryde ud og få noget andet.

Bogens problem er desværre at der faktisk ikke sker særlig meget. Den skred utrolig langsomt fremad, og hver eneste lillebitte problem der opstod, blev overdramatiseret så meget og givet så meget opmærksomhed, at selv Miley Cyrus ville mene, at pigerne burde klappe hesten lidt. Og havde det så bare været forskellige problemer, men nej. Det var de samme problemer, de samme små bump på vejen, der gik igen konstant igennem hele bogen. Og da vi endelig nåede til det virkelige klimaks, var der nærmest ingen udredning, fordi det åbenbart var vigtigere at fortælle om en dessertbuffet.

Thea virkede egentlig som en sød pige, en god hovedperson. Hun var nede på jorden, menneskelig … Men håbløst naiv! I forhold til hendes alder, var hun simpelthen så gennemgribende naiv og barnlig en hel del af tiden, at jeg måtte tage mig til hovedet. Det er muligt at forfatteren vil have det til at skyldes hendes overbeskyttede opvækst, det ved jeg ikke, men for mig fungerede det altså ikke særlig godt. Omvendt var Rory beskrevet som den rebelske, oprørske teenager der vil ud af sine egne lænker, mens hun i virkeligheden bare fremstod som et håbløst rod, der burde være sendt til psykolog for længe siden. Jeg ville virkelig gerne have haft ondt af hende, men der var bare intet der rigtig rørte mig, under hendes scener. Jeg kom aldrig så langt ind under huden på hende, at jeg kunne følge hendes følelser og fornemme hendes sorg og forvirring.

Being Hartley var egentlig en sød nok teenagebog til de der lige har rundet den magiske teenagealder. Den er letlæst, nuttet og uden særlig meget dybde at filosofere over. Den slags er jeg vist bare ved at blive lidt for gammel til, når det ikke skiller sig mere ud fra mængden, end denne bog gjorde.

  • Blog arkiv

  • Blog kategorier