Jean-Pierre satte en hånd op for at de andre skulle standse. Og i modsætning til tidligere forstod Gumpy signalet denne gang. Jean-Pierre rodede i rygsækken, fandt et lille spejl på en tynd metalarm frem og holdt det ud forbi dørkarmen, så han kunne kigge rundt om hjørnet. Inde i salen så han tre vagter ligge på gulvet. Alle bagbundet og med knipler i munden.
Længere inde i rummet så han nogle mørke skikkelser. De var svære at se tydeligt. Som mørke i mørket. Nogle nattens skygger. Og midt i rummet … en tom montre! Det var lykkedes for nogen at stjæle diamanten, og de var inde i salen lige nu! Jean-Pierre vendte sig hurtigt om mod de andre og satte dem ind i situationens alvor. Det her var meget uventet. Og slet ikke godt.
Hvad gør vi? spurgte Gumpy forskrækket. Han havde ikke regnet med, der ville være andre som havde interesse i hans hjerte.

Historien om Gumpy er én af den slags, som jeg – med mine 26 år – nok er alt for gammel til, men ikke desto mindre; da høflige Lars Kristensen trådte ind i min biks og præsenterede mig for bogen, måtte jeg simpelthen have mine små fedtede fingre i den, for at finde ud af hvem Gumpy var, og om han ville finde sit diamanthjerte igen. Og jeg blev ikke skuffet.

Gumpy er den sødeste lille gargoil man kan tænke sig. En rigtig dreng, der helst ikke lytter til hvad mor og far siger og derfor ender ud i problemer. Problemer der hurtigt bliver væsentligt større end han havde troet muligt. Og hvad gør en ikke fuldt udvokset gargoil, når han render ind i problemer? Han får selvfølgelig hjælp af to børn.

Bogen er ganske godt skrevet og jeg vil vædde med at børnene, der er målgruppen for denne bog, vil elske en højtlæsningsstund med deres forældre. De kan klukke sig igennem historien om den ildpruttende gargoil, som – trods problemer og lidt uansvarlighed – også formår at flette en lille morale ind omkring dét at være god mod andre og behandle hinanden pænt. Blandt andet. Især forestiller jeg mig at den vil være god til drengene, når de har bygget huler og spillet forbold en hel dag, og gerne skal geares lidt ned, inden natten falder på.

Så mangler I en bog til aftenlæsningen med familiens yngste, synes jeg at du burde smutte ned i den nærmeste boghandel og finde eventyret om Gumpy. Hver dog beredt på at der er forholdsvis meget tekst i bogen, så det er ikke fordi man kan erstatte den vante pixibog med et kapitel om gargoilen. Det er en solid børnehistorie med spænding og indhold og dét bærer teksten også præg af. Der er forholdsvist meget gods i bassen her, især taget i betragtning af genren, men for mig er dét en del af charmen ved Gumpy; han kan fungere fint som højtlæsning til en forholdsvis bred målgruppe af børn, netop på grund af historien.

Gumpy har i øvrigt også sin egen hjemmeside og selvom den ikke er den mest professionelle af slagsen, kunne jeg forestille mig at poderne vil synes den er skæg at boltre sig på, efter at have stiftet bekendtskab med den lille gargoil.

En gang omtrent hvert tiende år dukker der en fortælling op, som rører hjerte og sjæl hos læsere på tværs af alle grænser – som Den lille prins af Saint-Exupéry, Jonathan Havmåge af Bach og Alkymisten af Coelho … Rosens stemme er sådan en bog. Den har inspireret og fortryllet læsere fra forskellige kulturer over hele verden.

Dette er historien om Diana, en ung kvinde som har været så optaget af at blive accepteret og elsket af andre, at hun har ofret sine egne drømme og værdier undervejs. Da hendes mor på sit dødsleje fortæller hende, at hun har en tvillingesøster, bliver det begyndelsen til en mystisk rejse – en rejse til en vidunderlig have i Istanbul, hvor hun bliver inviteret til at snakke med roserne.

Rosens stemme er en filosofisk fortælling om Diana, der i jagten på sin tvillingesøster føres til en frustreret maler, en fattig spåmand og en have fuld af talende roser. Men måske vil hendes rejse ikke kun fører hende til hendes søster, men også til en større forståelse af hende selv og hendes omgivelser …

Forfatteren Serdar Özkan er født i Tyrkiet i 1975. Han er uddannet inden for psykologi i USA og Tyrkiet, men har siden 2002 været forfatter på fuld tid. Hans første roman, Rosens stemme, er oversat til hen ved 50 sprog og er elsket af læsere over hele verden. Nu findes den også på dansk.
Der er ingen tvivl om at forfatteren forsøger at skrive som de herre Saint-Exupéry og Coelho, og især Saint-Exupéry bliver der refereret til flere gange i løbet af bogen. Selvopdagelse og det menneskelige ego fylder meget hos Serdar Özkan, og Rosens Stemme fokuserer også primært på egoet, sjælen og den menneskelige psyke og hvordan vi ser os selv.

Rosens stemme er en flot fortælling med et farverigt og godt sprog. Forfatteren har fat i den lange ende med sine betragtninger af menneskets sind. Dog synes jeg at historien var en anelse gennemskuelig og aldrig sådan rigtig rykkede sig særlig langt. Det var lidt som om at første halvdel af bogen blev brugt til at starte en rejse og anden halvdel af bogen så var transporten. For så lige at afslutte med tre siders ferie i sydens sol. Sådan metaforisk set.
Sproget havde jeg det en lille smule svært med hist og her. Det fungerede flot og flydende, men bød engang imellem på lidt for mange floskler og gentagelser. Jeg havde gerne set en lille smule mere variation, men da Rosens stemme er forfatterens første roman, krydser jeg fingre for en dag at kunne læse én mere og se om sproget har udviklet sig, som det ofte ses hos forfattere.

Det være sagt, så synes jeg moralen i historien vejer det mindre positive op og jeg er sikker på at læsere af de mere velkendte forfattere i samme genre, også vil elske denne bog. Historien bærer på de samme elementer og tankerækker, så forfatterens tendens til små gentagelser og til ikke at rykke sin hovedperson synderligt før de sidste sider, ser jeg gerne igennem fingre med. Bogen er samtidig, trods de filosofiske emner og betragtninger, nem at læse og håndtere, så den vil egne sig fint som en fed sommerlæsning når du alligevel skal ligge i parken, i haven eller ved en pool. Smut ned i boghandlen og skaf dig bogen – Og få en god, hyggelig oplevelse, der vil give dig stof til eftertanke om hvordan du ser på dig selv. Og på andre.