Veronica Rossi: Under the Never Sky

neversky Original titel: Under the Never Sky
Forfatter: Veronica Rossi
Serie: Under the Never Sky #1
Forlag: ATOM
Genre: Science fiction, dystopia, young adult, romance, fantasy, apocalyptic, paranormal, adventure
★★★ | Goodreads | Køb bogen via Bookdepository | Køb bogen til Kindle via Amazon

Aria has lived her whole life in the protected dome of Reverie. Her entire world confined to its spaces, she’s never thought to dream of what lies beyond its doors. So when her mother goes missing, Aria knows her chances of surviving in the outer wasteland long enough to find her are slim.

Then Aria meets an outsider named Perry. He’s searching for someone too. He’s also wild – a savage – but might be her best hope at staying alive.

If they can survive, they are each other’s best hope for finding answers.

Mit største problem med Under the Never Sky var faktisk manglen på forklaringer. Jeg havde svært ved at komme rigtig ind i den, både generelt, men også hver gang jeg begyndte læsningen (igen). Jeg følte lidt at der ret ofte blev antaget at læseren naturligvis vidste alt om dit og dat, og kendte hele forhistorien, men når man arbejder med det dystopiske univers, er det bare sjældent tilfældet. Og derfor brugte jeg ofte unødigt tid på at være forvirret over hvad pokker *indsæt en ting* var eller hvorfor *indsæt person* gjorde eller sagde som h*n gjorde. Forklaringen kom som oftest, dog ikke altid dér hvor jeg havde mest brug for dem, og det irriterede mig.

Jeg var dog ret glad for universet, da jeg først fandt hoved og hale i det, og var ret glad for ideen om Pods og Realms. Aria har levet hele livet i Revierie ”Pod’en” (det må vist bedst kunne oversættes til en kuppel eller en indhegnet by) og er vant til at leve det meste af livet i diverse Realms, som er kunstige universer man kan besøge når som helst man har lyst. Hun har aldrig været udenfor, eller skænket det ydre land en tanke, før hun tvinges ud i det, og endda nødsages til at indgå alliance med outsideren Perry, der er på sin egen jagt. Gudskelov kommer hun ret hurtigt ud af Revierie, for dén del synes jeg ikke blev forklaret særlig godt især. Jeg havde, selv til slut, stadig ikke helt fanget prævist hvordan områderne og Realms fungerede, og jeg har jævnt mange spørgsmål stadigvæk.

Fortællervinklen skifter mellem de to, hvilket jeg synes fungerer ret godt i dette tilfælde. I starten må jeg dog indrømme at det også irriterede mig grænseløst at Perry’s kapitler var navngivet ”Peregrine”. Igen, jeg kunne da godt regne ud at det var ham, men det var bare endnu en ting der blev proppet i ”det kan du godt regne ud”-bunken. Lidt ligesom det hav af forskellige betegnelser, der blev brugt for det samme, igen og igen.

“It’s hard to follow a person’s logic if you don’t know how they feel.”

Aria var jeg jævnt irriteret over i starten, og selvom det blev bedre, så kom jeg dog aldrig til at holde helt af hende. Mange af hendes valg var jo totalt ude i hampen, og hun var forkælet, naiv og fuldstændig ude af trit med virkeligheden. Hvilket jo selvfølgelig passede meget godt til hendes opvækst, men bare var r*virriterende i praksis, og umuligt at relatere rigtigt til. Som sagt blev det dog bedre, og jeg begyndte at være lidt mere på hendes side, i løbet af sidste halvdel af bogen, da hun fik mere rygrad og begyndte at modnes.

Perry havde jeg det en hel del bedre med. Selvom jeg ikke altid synes at hans handlinger havde en reel årsag (fx fangede jeg aldrig hvorfor det var så vigtigt for at ham at blive leder af gruppen). Men bortset fra det, så var han en sød fyr, og jeg relaterede mere til hans savn og følelser, end til Arias. Generelt var han bare mere interessant, og selvom jeg savnede en forklaring på hvor det kom fra, så elskede jeg ideen med hans udviklede evner.

She looked up. “A world of nevers under a never sky.”
She fit in well then, he thought. A girl who never shut up.

Ligesom med Aria så blev bogen også bedre halvvejs, da jeg fik det grundlæggende på plads, og jeg begyndte at nyde den mere, sproget blev også nemmere, da der ikke kom så mange nye betegnelser ind længere. Jeg var egentlig ikke i tvivl om at Rossi virkelig var god til at skrive, jeg holdt som sagt meget af hendes univers, og jeg kunne godt lide at hun endda havde skabt en hvis mængde slang blandt the Savages, men det vejede bare ikke helt op for at jeg synes en stor del af bogen var virkelig forvirrende og manglede forklaringer før man fik brug for dem, og ikke tredive sider efter. Derfor håber jeg også at det bliver langt bedre i den næste bog, for jo, jeg har tænkt mig at læse de øvrige to bøger i serien.

Har du læst den? Hvad synes du? Eller står den måske på din to-read liste? :books:

Life of a Blogger: Fears

Life of a Blogger er hostet af Novel Heart Beat og handler om at fortælle om dele af sit liv, som man måske ellers ikke lige havde fået delt på bloggen.

Jeg har som voksen kæmpet ret meget med mine skrækscenarier, efter devisen om at jeg nægter at lade mit liv blive styret af noget der ikke har hold i sig. Det er ikke fordi jeg er total frygtløs, overhovedet – Men jeg er blevet langt bedre til at håndtere dem, end jeg var for år tilbage.

Edderkopper og kryb

Jeg har altid hadet edderkopper og andet småkravl i form af biller og lign. Jeg kan simpelthen ikke have dem, men jeg synes alligevel edderkopper og den form for afskyeligheder er de værste, for man kan jo fandeme ikke se hvad vej de vender! En billes vej gennem stuen har man som regel lidt mere styr på. :what:
Jeg ved ikke hvor frygten oprindeligt kommer fra, det meste af min familie er ikke just glade for den slags. Men jeg kan til gengæld huske at jeg engang, da jeg var ca. 12, har trådt på en edderkop, fuldstændig uforvarende. Jeg kan stadig næsten tude ved tanken om fornemmelsen af den! Jeg skulle ud af huset, og mine sneakers har altid været bundet så løst, at jeg bare kan smutte i dem. Det gjorde jeg også den dag, naturligvis uden at tjekke for kryb, for hvem gør dét, inden de tager sko på? Well, det skulle jeg altså have gjort den dag! Der lå en klam satan og hyggede sig fint i min højre gummisko, lige indtil jeg fik min fod derned. :what: :tuder:

Mørket

Jeg har ikke altid været bange for mørke, men det er et af de få frygtscenarier jeg faktisk ved hvor stammer fra. Som barn havde jeg været i København med min mor og min mormor, og på vej hjem i bussen sidder de og snakker om Riget der kørte på TV dengang. *mimre mimre*
Min mormor sidder så og snakker om dengang de har været på marchtur ved et slot, og hvor adskillige fra det her selskab, uafhængigt af hinanden, har set den samme pige i hvid kjole gå over vejen på nøjagtig samme sted – Med timers mellemrum, nøjagtig samme rute. Historien om slottet, siger at hun går igen fordi hun leder efter sin elskede. Turen hjem fra bussen og til hoveddøren, har aldrig været så lang. Jeg gik nærmest baglæns og de næste mange år brugte jeg på at være panisk mørkerad for alt mørke. Jeg vidste bare at hun gik bag mig når det var mørkt(ja, hvorfor hun forlod sit slot og sin oprindelige søgen ved jeg så ikke lige!) og jeg sværger, jeg kan beskrive hende til mindste detalje, uden nogensinde at have set så meget som et billede af hende. Jeg har altid været for stor en kylling til at slå det op nemlig.
For nogle år siden prøvede min mor den pædagogiske fremgangsmåde der hed at få mig til at fokusere på noget andet, så i stedet for at sige ”Selvfølgelig er der ikke noget bag dig!” som ellers altid har været standardsætningen hos folk, så prøvede hun at finde ud af hvorfor hun var der. Hun har jo aldrig gjort andet end at være bag mig, hvis man nu faktisk tror på det. Så min mor konkluderede at hvis der faktisk var noget, som jeg følte at der var, så var det nok fordi min far havde sendt hende ned til mig, for at passe på mig, når han vidste jeg var bange. Min far døde da jeg var lille, og i familien har det altid heddet sig at han holder øje med mig og min mor. Det har jeg så arbejdet med siden, og selvom jeg i dag stadig ikke er vildt begejstret for mørke, så kan jeg da nu selv gå hjem efter mørkets frembrud og jeg vender mig ikke om mere for at tjekke. Og nej, den fornuftige del af min hjerne tror ikke på at der er nogen bag mig – Ikke når det er lyst i hvert fald.

Højder

Endnu en ting jeg ikke ved hvor kommer fra, men som også er blevet bedre med årene. Jeg er dog stadig meget lidt glad for højder, men fra at være alle former for højder, er det i dag kun højder jeg ikke har ”kontrol over”. Som fx at stå på en stige, for den er jo ikke just sikker som et højhus og hvis ikke jeg holder fast, har jeg endnu mindre kontrol. På den anden side har jeg dog lært at gå hen over en bro, bevæge mig op i tårne og lign. uden at have problemer.

Vand

Denne har jeg nævnt før, bl.a. her, men jeg er den dag i dag stadig bange for vand. Det kommer sig at vi i en årgang i folkeskolen, havde svømning i stedet for gymnastik. En beundringsværdi tanke som jeg fuldt ud støtter. Jeg kunne dengang ikke svømme, så jeg kom på begynderholdet. Så langt så godt. Lige indtil den dag, min svømmelærer åbenbart havde fået en hjerneblødning, og vurderede at hvis vi skulle lære at slippe vores korkplade m.v. så skulle vi have brug for det. Jeg røg derfor ud på det allerdybeste, uden plade, svømmevinger eller noget som helst. Desværre virkede strategien ikke. Jeg lærte ikke at svømme, fordi jeg havde brug for det. Tværtimod måtte min klassekammerat, der havde svømmet i årevis, fiske mig op fra bunden af. :skuffet:

Hvad er du bange for?

Waiting On Wednesday #013

Waiting on Wednesday er hostet af Breaking the Spine og har til formål at fremvise nogle af de smukke bøger, man venter spændt på udkommer i fremtiden. I denne uge er min WoW …

firstworld Titel: First World Problems
Forfatter: LeighAnn Kopans
Udgives: September 2014

Sofia Cole has always been able to get anything she wants through begging, flirting, and shameless manipulation of everyone around her.

Sofia doesn’t think that Dad sending her on a gap service year to Guyana to address how “spoiled” she is will change any of that.

Sofia just might be proven wrong.

(A companion novel to SOLVING FOR EX (February 2014,) FIRST WORLD PROBLEMS is a standalone Upper YA/Lower NA contemporary romance. Fuller synopsis below.)

Goodreads

Hvilken bog venter du spændt på for tiden?

Top Ten Books I Really Want To Read But Don’t Own Yet

Top Ten Tuesday stammer fra Broken and Bookish og giver hver tirsdag en ny Top 10 liste over noget fra bogverden.

At lave en top ti over bøger man ikke ejer, men gerne vil eje, er jo nærmest en umulig opgave. Det er den slags udfordringer man ikke bør stille en bogorm. Efter lidt tænketid har jeg dog udvalgt 10 tilfældige titler, som dog er udvalgt blandt de bøger der ikke allerede er overreklameret ud over hele verden. Selv med denne indskrænkning var det dog et svært valg. Jeg kunne lave utallige udgaver af dette indlæg, helt uden problemer. :p

bog1 bog2 bog3 bog4 bog5 bog6 bog7 bog8 bog9 bog10
Klik på coveret for at komme til bogens Goodreads side

Hvilke bøger vil I virkelig gerne læse for tiden? :books:

Bogreoler og ikea drømme

Ulempen ved at vide at man står foran en snarlig IKEA tur, er at man begynder at få seriøse abstinenser efter at forny hele hjemmet fra kælder til kvist. Lige pludselig tænker man ”jeg kunne da også skifte filtpuderne under stolebenene, kunne de ikke være fine i turkis?” :lol:

Hovedformålet med turen er at jeg endelig har fundet plads til et par bogreoler herhjemme. Taget i betragtning af min bogsamling, er det jo næsten skandaløst at jeg ikke har haft dét før, sådan rigtigt. Men nu skal det være, og jeg glæder mig til at se min vægplads optaget af skønne reoler med rækker af bøger. :books: Da jeg ikke har kunnet ligge mig fast på en (dyrere) mere permanent løsning, er jeg blevet enig med mig selv om at det skal være BILLY reolerne fra IKEA i hvid. Og holder de så i måske fem år, er jeg fint tilfreds. :)

ikea1

BILLY reolerKARLSTAD sofaKLIPPAN sofa

Derudover kommer reolerne til at betyde en omrokering i min stue, og en ny (mindre) sofa, men det er straks sværere. Jeg har svært ved at finde én jeg synes om det hele på, og som jeg også synes har en rimelig pris. IKEA er det eneste sted jeg har kunnet finde en sofa som har matchet min pengepung og bare lidt af min stil, og hvad angår udseende på selve sofadelen er jeg mest til KARLSTAD-seriens snit. Til gengæld bryder jeg mig ikke om benene, der er jeg mere til stål som på KLIPPAN sofaen. Pt påtænker jeg dog lidt, at hvis man sidder godt i KARLSTAD, så at købe den og bejse benene som jeg gjorde med mit spisebord, spraymale dem eller noget tredje – Bare for at fjerne den lyse træfarve, som jeg ikke bryder mig om, og som ikke matcher noget som helst herhjemme. :skuffet:

I forbindelse med sofaen vil jeg gerne have købt et par nye puder, og undskyld mig, men siden hvornår er en færdigdesignet pude begyndt at koste to timers løn?! :what: Det er jo sindssygt hvad forskellige steder skal have for et stykke stof med fyld i altså. Fandt egentlig nogle ret lækre puder hos Ellos, men er simpelthen for nærig til at give de priser for dem. I stedet har jeg besluttet mig for at gå ind og fri til min søde mormor og hendes sy-evner. Det gjorde jeg sidst jeg fik nye puder, og det gik ret godt, så jeg tænker at det kan fungere fint igen. Hun skulle jo også nødig kede sig. :griner: Jeg skal have investeret i et par standard sofapuder med fornuftig mængde fyld, og så er jeg faldet fuldstændig for BRITTEN NUMMER stoffet, der også fås hos IKEA. Jeg påtænker et par puder med dét, og så et par puder med en form for farve, for at bryde det ensfarvede. Muligvis grøn, der er ved at blive min detalje-farve i stuen. Kunne det ikke være fint? :blussing:

ikea2

BRITTEN NUMMERMARIAM GardinerGrønne planter

Min moster synes jeg bør få nye gardiner. De gamle er heller ikke vanvittigt kønne, det vil jeg gerne medgive hende. De blev specielsyet hos JYSK, der åbenbart fik en gratis praktikant til at klare jobbet, for resultatet var i hvert fald på ingen måde prisen værd. :forvirret: Men de har holdt fint i de sidste små syv år, og jeg er ikke sikker på at de bliver skiftet ud lige nu. Skulle de blive det, kunne jeg dog godt forestille mig lige at måle mit vindue og se om de passer til MARIAM Gardin målene, de fås bl.a. i grøn og i hvid.

Sidst men ikke mindst, skal vi kigge på planter. Jeg har jo på ingen måde grønne fingre, men nu har jeg hørt flere snakke ret godt om de kunstige planter IKEA sælger, i forhold til hvordan de ser ud, så det skal undersøges. Hvis de er pæne og bare lidt realistiske at se på, kunne det godt ske at der måske kom et par med hjem også. :)

Hvordan har I det med møbelgiganten? IKEA er jo om noget et elsker/hader sted, så det kunne da være sjovt at høre jeres mening. :blink: