Top Ten Characters I Would Want With Me On A Deserted Island

Top Ten Tuesday stammer fra Broken and Bookish og giver hver tirsdag en ny Top 10 liste over noget fra bogverden.

Denne uge handler det om hvilke 10 fiktive personligheder man ville have med på en øde ø, af enten den ene eller den anden grund.

dodsspillet Katniss Everdeen fra The Hunger Games fordi hun er top sej. Hun kan jage, ved hvordan man overlever i naturen og er generelt fornuftig at have med, hvis det gælder om at holde sig i live.
Peeta Mellark fra The Hunger Games fordi han er stærk, og selvom det er Katniss der har ”buen spændt” i deres forhold, så tror jeg at jeg ville føle mig ret tryg i selskab med Peeta. Og kan jeg få Josh Hutcherson udgaven med, så ville det såmænd være helt fint. Jeg mener, det er en øde ø, der må gerne være noget pænt at se på.

krucifiks Robert Hunter fra serien af samme navn. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det er ikke fordi jeg forventer de store mordgåder på denne jævnt tomme ø, men det virker på en eller anden måde fornuftigt at have intelligent og skarpsindig en mand med sig. Hvis nu man … Øh … Okay, jeg ved det ikke. Jeg vil bare gerne have ham med, okay?

fireandflood Tella fra Fire & Flood fordi hun har erfaring med at overleve uden at slagte alt omkring sig. En medmenneskelig overlevelseshjælper virker som et fornuftigt valg i sådan en situation. Bare så der ikke går helt gladiator-kamp i den på andendagen.
Desuden kan hun tage Maddox med sig, og så ville vi have noget sødt selskab også, som måske endda kan blive ret nyttigt hvis der er forskellige dyr på øen.

collector Dante Walker fra serien af samme navn, fordi han er smoking hot og godt selskab.
Ja, så let en begrundelse kan jeg godt slippe af sted med. Han er Dante Walker for pokker, jeg behøver ikke yderligere forklaringer!

rebelbelle Harper fra Rebel Belle fordi hun er sød, og holder på manerene og dagligdagstingene, så livet på øen forhåbentlig vil virke lidt mere som et fornuftigt liv, og så virker hun også ret fornuftig at have med, så adræt og kick-ass agtig som hun er.

gone Sam fra Gone fordi han er god til at tage en hvis form for lederskab i vanskelige situationer, er sød og så virker den der evne egentlig også ret fornuftig at have med sig. Ikke mindst når man, som jeg, er jævnt mørkerad.

starters Callie fra Starters fordi der snart mangler noget kvindeligt selskab på denne her liste, og hun virker som en god personlighed at have med. En man godt kunne holde af og være venner med, men som også kan bringe lidt nytte i arbejdet med at overleve.

oprorer Dominic fra Oprører fordi han er helvedes lækker (høhø) og fordi jeg gerne vil have ham med mig. Yderligere forklaring behøves ikke, men okay, det kunne da sikkert også være ret nyttigt at have én med vinger. Når man en dag bliver træt af øen, kan han vel forhåbentlig flyve efter hjælp.

dod Sookie Stackhouse fra serien af samme navn, fordi hvis man samler elleve mennesker på en ø, er det nærliggende at man før eller siden får lyst til at slå én ihjel af ren irritation over situationen – Og her virker Sookie bare som et virkelig godt bud på et perfekt offer.
Så behøver det heller ikke at gå ud over de fornuftige personligheder …

Noget om at være single og lave mad

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg elsker at være alene. Ikke dermed forstået at jeg vil være det til evig tid. Sommetider kunne jeg da godt tænke mig en kæreste, og jeg satser da også stærkt på at finde ham den rigtige, når tid er. Men sandheden er samtidig at jeg pt er single, nu på mit tredje år, og lykkelig for det. Jeg har aldrig haft det bedre end jeg har nu. Mit sidste brud var ret smertefrit og uden dybt had eller store dramaer, vi passede bare ikke sammen længere. Jeg havde mistet mig selv en del undervejs, og tog til sidst beslutningen om at når vi ikke ville det samme, så ville jeg ikke prøve længere. Siden da er der sket meget, men ikke mindst har jeg arbejdet meget med mig selv, og er i dag den bedste version af mig selv, som jeg kan være på nuværende tidspunkt. Jeg elsker mit liv og det sted jeg er i mit liv.

En af de ting jeg dog gerne ville være bedre til alene, er at lave mad. Ikke at jeg ikke kan, det kan jeg skam sagtens. Jeg elsker at lave mad. Men det er bare ikke det samme når man er alene, og derfor er det sjældent at jeg tager mig tid/lyst til at gå i fuldt sving over komfuret. Jeg ville gerne være bedre til at gøre det, og så bare lave store portioner til min ganske udemærkede fryser. Det ville også være rart til de dovne dage. Derfor går jeg lige pt med tanke om at få det gjort inden jeg starter min praktik. Få lavet en masse store portioner af noget nemt og lækkert, så jeg har til noget tid, og til dage hvor jeg ikke gider spise rugbrød eller havregryn til aftensmad.

lasagne2

En af mine favoritter fra mit eget køkken, er en virkelig god lasagne som jeg snart har lavet utallige gange, men den smager bare fantastisk.

Jeg tror oprindeligt at jeg fandt opskriften her, men har aldrig lavet den direkte efter opskriften, bl.a. kan jeg ikke lide bladselleri, og jeg bruger gerne en færdig tomatsovs i stedet for tomat på dåse. Jeg ved godt at det nærmest anses som lidt af en forbrydelse, men jeg synes faktisk at sådan en færdig sovs på glas giver mig det bedste resultat. Sorry-not-sorry.

Jep, jeg burde gøre alvor af det og få fyldt fryseren med hjemmelavede færdigretter. Det kunne måske også rydde lidt ud i mine skabe, for dét trænger her godt nok også til. Og så kunne jeg måske også få brugt min nye kogebog for første gang. Jeg køber normalt ikke kogebøger, for jeg bruger dem sjældent, men da Gordon Ramsay var på tilbud hos Bookdepository faldt jeg i med begge ben! :love:

cookbook

Hvordan har I det med madlavningen? Skal den bare overstås eller er I gode til at stå i køkkenet i timevis?

John Green: Gåden om Alaska

alaska Original titel: Looking for Alaska
Forfatter: John Green
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Genre: Young adult, contemporary, romance, teen
★★ | Goodreads | Køb bogen via Bookdepository | Køb bogen til Kindle via Amazon | Køb bogen hos Plusbog

Before: Miles “Pudge” Halter’s whole existence has been one big nonevent, and his obsession with famous last words has only made him crave the “Great Perhaps” (François Rabelais, poet) even more. Then he heads off to the sometimes crazy, possibly unstable, and anything-but-boring world of Culver Creek Boarding School, and his life becomes the opposite of safe. Because down the hall is Alaska Young. The gorgeous, clever, funny, sexy, self-destructive, screwed-up, and utterly fascinating Alaska Young, who is an event unto herself. She pulls Pudge into her world, launches him into the Great Perhaps, and steals his heart.

After: Nothing is ever the same.

Okay, denne anmeldelser bliver skrevet med fare for at få det mest af den læsende internetverden på nakken. Gud, hvor jeg synes denne bog var så inderligt forudsigelig og ligegyldig. Gåden om Alaska er min første Green-bog, og sagt mildt, så kan det da kun gå fremad fra nu af. Helt kort opsummeret er det en bunke teenagere der takler deres usikkerhed ved at være stanger visne 90 % af tiden og pladre formålsløst og kæderyge de sidste 10 % af tiden. Bortset fra enkelte smukke formuleringer hist og her, som faktisk var smukke moraler om livet, så var bogen kedelig.

For det første kunne jeg ikke lide nogle af karaktererne overhovedet. Jo, Miles synes jeg faktisk ret godt om i starten. De første par kapitler kunne jeg relatere til ham, og synes John Green havde formået at skrive en realistisk, troværdig teenager som man kunne fornemme komme til live på siderne. Så begik forfatteren den fejl at sende knægten på en kostskole, der må få en pris for at være den dårligste undervisningsanstalt nogensinde. Og så gik det bare galt!

“What you must understand about me is that I’m a deeply unhappy person.”

Alaska var røvirriterende. Jeg fornemmer meningen var at gøre hende til en intelligent ung kvinde med problemer i bagagen, men for mig virkede hun mest som en irriterende trunte der konstant skulle være midtpunkt. Jeg fangede slet ikke hvorfor hun skulle være så sexet og speciel, det eneste man hørte om hende, var hvor meget hun drak, hvor humørsvingende hun var, og hvor glad hun åbenbart var for sex med alt og alle, selvom hun naturligvis var meget tro mod sin kæreste. Det hang ligesom ikke sammen! Hun var egocentreret og selvfed ud over alle grænser, og en eller anden burde have rusket pigebarnet og sagt ”Hør her trunte, næste gang du opfører dig sådan, så får du stuearrest til du fylder 40!”.
Alt handlede om hende, i hendes verden. Hun misbrugte samtlige andre personer, var manipulerende ud over alle grænser og var bare generelt nederen person. Problemer eller ej. Desuden synes jeg hendes ”store hemmelighed” var forudsigelig! Hvorfor fanden er der ikke nogen der har sendt hende til en psykiater eller noget? Om ikke andet så en lærer på denne her fantastiske, glimrende kostskole, som åbenbart er fantastisk til at tage sig af både rigmændenes forkælede teenager og samtlige problembørn i hele landet.

Men hvad er der så tilbage, når man fjerner de konstant fulde og rygende teenagere, der opfører sig ud over alle rimelige grænser? Tjah … Ikke meget. En bunke sære gimmicks i sagen de rige mod de fattige, sære scener om oralsex og en masse pladder, lejlighedsvis afbrudt af dårlig rap. Retfærdigvis skal det dog siges at jeg synes at ”Efter”-delen trods alt var bedre end den første del. Klart nok, eftersom man fik luget ud i høet, så at sige. Desværre synes jeg som sagt bare ikke at det var så vildt mystisk hvad der var sket, og jeg forstår ikke hvordan det kunne tage dem lang tid at regne hele historien om Alaska ud. Slet ikke eftersom at det er en skole med rimelig høje krav, så burde de her unger ikke være rimelig smarte?

“That didn’t happen, of course. Things never happened the way I imagined them.”

Alt i alt kunne jeg egentlig godt lide ideen i bogen, og jeg synes egentlig at John Greens tendens til at skrive om teenagere og livets alvorlige indfald er beundringsværdigt. Jeg synes det var fint at se en bog, der turde tage teenagelivet op på godt og ondt. Desværre synes jeg ikke at forfatteren formåede at finde balancen, for i forsøget på at gøre sine personer realistiske og ikke-alt-for-frelste, gik han kilometer for langt og endte ud med en gruppe unge, hvis liv udelukkende bestod af rygning, druk, sex og idiotiske øgenavne og formålsløst fjollen-rundt.

Chuck Hogan, Guillermo Del Toro: Den evige nat

evigenat Original titel: The Night Eternal
Forfatter: Chuck Hogan, Guillermo Del Toro
Serie: The Strain #3
Forlag: Hr. Ferdinand
Genre: Crime, thriller, adult, mystery, fantasy, vampires
★ | Goodreads | Køb bogen på engelsk via Bookdepository

Det er nu to år siden vampyr-virussen begyndte at brede sig, og alt liv i verden befinder sig på randen af tilintetgørelse. De få mennesker, der er tilbage, er fuldstændig underlagt Mesteren, og de er udelukkende udvalgt til at overleve på grund af deres føjelighed.

Menneskehedens fremtid ligger i hænderne på en lille gruppe frihedskæmpere: Professor Eph Goodweather, Nora Martinez, Fet og mr. Quinlan. Men god og ond er uklare begreber nu, og Mesteren er yderst kompetent, når det gælder om at udnytte menneskets svagheder. Samtidig er der tegn på, at der er en forræder blandt frihedskæmperne. Og hvem af dem er villig til at give det ultimative offer, så andre kan blive reddet?

Efter at have læst denne bog, kan jeg sætte flueben ved endnu en færdiggjort serie. Det føles godt. Hvad der til gengæld føles knap så godt, er at skrive denne anmeldelse, for jøsses, hvor var bogen en gang bras!

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at sproget var totalt elendigt og alt dybt forudsigeligt, men det kan jeg desværre ikke. Jeg synes stadig at Hogan og Del Toro har gjort et fantastisk arbejde, rent sprogligt. Man er slet ikke i tvivl om at der er tale om en erfaren krimiforfatter og en filmmand. Det skinner igennem praktisk talt hver eneste side, og bogen er ladet med så mange detaljer og filmiske effekter, at det faktisk bliver for meget at se på, som læser.

Netop for meget er også nøgleordet til bogens undergang. Denne serie, der startede så fantastisk smukt ud med Blod, graver sin egen grav, bind for bind. Historien er spækket med så mange detaljer, så mange personer, så mange ustyrligt ligegyldige finesser og langtrukne forklaringer, at man går død i nærmest hvert eneste kapitel. Ikke mindst fordi der egentlig ikke sker noget. Som i virkelig ikke noget. Trods bogens pæne antal sider, så sker der absolut nada størstedelen af tiden. Jeg prøvede for sjov at springe tre kapitler frem på et tidspunkt og jeps: Jeg kunne snildt følge med, jeg havde ikke misset en døjt. Det var som at se et afsnit af Dallas hvor hovedpersonen dårligt når at brygge en kop kaffe i løbet af de 50 minutter afsnittet varer!

Eph er efterhånden blevet afhængig af lidt af hvert for at klare sin dag, Zack er stadig forsvundet, Fet er en ynkelig undskyldning for en mand og Nora har forvandlet sig til en førsteklasses slut uden tanke for nogle som helst andre end sig selv og sin egen gevinst! Havde jeg været en af de andre, havde jeg pløkket hende. Smittet vampyr eller ej. I stedet bestemte gruppen sig for at splitte op, og åbenbart var det Eph der var problemet. Det fattede jeg aldrig. Hvem fanden var det lige der selv sørgede for at blive taget til fange undervejs? Hvem var det lige der sørgede for at røbe deres skjultested? Nå ja: Nora og Fet. Jamen, lad os da skyde skylden på manden der desperat søger efter sin søn, det giver da mening! Og hvorfor overhovedet splitte op? Uanset stridigheder: Hvis du står overfor en vampyrhær, er der så ikke mening i at være så mange som muligt? Er det bare mig?

Resten af menneskeheden er så enten tilbageholdt på blodfarme eller passer deres daglige liv i byen, under bevogtning af vampyrerne. Det giver jo ingen mening. At holde mennesker fanget kun for at bruge deres blod, men samtidig lade andre rende frit rundt og passe diverse fornødne jobs som fx elektricitetsbranchen. Hvorfor? På alle andre områder slår vampyrerne jo alt ihjel, men åbenbart er de stærkt afhængige af internettet og genudsendelser i TV? I don’t get it. Og i samme omgang: Hvad skete der lige med Storbritannien? Landet beskrives som vampyrfrit fordi det er en ø. OK, det giver jo egentlig mening. Men hvorfor helvede hjælper man så ikke lige andre dele af verden? Så hvad: Buckingham Palace får stadig serveret eftermiddagste kl. 14 mens resten af verden overtages af vampyrer? Og hvad med Australien, New Zealand, Hawaii etc.? Det er da også øer.

Jeg har hele tiden været meget glad for forfatternes vampyrrace, de har virkelig båret en ellers meget atypisk krimi med måde. Deres historie og eksistens er originalt og anderledes, det er spændende og forfriskende. Desværre synes jeg lidt at forfatterne ødelagde det for sig selv i denne omgang, ved lige pludselig at twiste historien som de gør. Nu skal jeg ikke spoile, men det er virkelig et twist, som ikke er blevet hintet til tidligere. Og hvor meget jeg egentlig godt kunne lide drejningen og den nye baggrundshistorie, så hang den ikke helt sammen synes jeg. Hverken med sig selv eller med de tidligere to bøger i serien. Der var dybe plothuller i den del af deres baggrund, især Herrens. Og så synes jeg at slutningen var virkelig mærkelig og lad på det område. Jeg fattede kikkert og kyse af den happening der udspillede sig. I det hele taget var alt der hang sammen med denne nye baggrund, bare mærkelig. Eph’s rolle også, ikke at forglemme. Den var da virkelig bare mærkelig, og fremstod lidt som om, forfatterne havde skrevet sig op i et hjørne, de ikke kunne komme ud af.

Ej men … Der var så mange dele af denne bog, der ikke gav mening. Selvom jeg i virkeligheden godt kunne lide de kapitler der handlede om vampyrenes forhistorie, og kapitlerne med Zack og Herren, så var resten (og alle plothullerne) simpelthen for meget af det gode. Eller dårlige. Denne bog tager muligvis nok prisen som en af de dårligste afslutninger jeg nogensinde har læst!

Life of a Blogger: Tattoos

Life of a Blogger er hostet af Novel Heart Beat og handler om at fortælle om dele af sit liv, som man måske ellers ikke lige havde fået delt på bloggen.

Jeg har ingen tatoveringer. Primært fordi jeg er en kæmpe kylling, med smertegrænse som en hundehvalp. Jeg tør simpelthen ikke ligge mig under nålen, tænk hvis allerede første stik gør sygt ondt, og man så skal sidde dér igennem det hele, med smerter i armen! :what: Men hvis jeg nu ikke var så stor en pivskid, så ville jeg faktisk gerne have en tatovering. Og jeg ved også nøjagtig hvilke det skulle være, og hvor henne. Af og til har jeg på fornemmelsen at mine påtænkte, imaginære tatoveringer er mere velovervejede end en hel del af dem folk faktisk får lavet i virkeligheden. :lol:

Carry on

supernatural_tattoo Den første er Supernaturals udgave af det klassiske pentagram. Det er et tegn der har betydet både dette og hint gennem tiden, men i dag er det som regel et symbol på de fem elementer og beskyttelse mod det mørke. Ironisk nok har det dog også en tendens til at blive antaget for at være et satanistisk værk.
I Supernatural blev flammerne omkring pentagrammet tilføjet, og det er dén udgave jeg gerne vil have, med ordene ”Carry on” skrevet nedenunder. Den skal sidde dér hvor den buede kant på en BH normalt sidder, således at den langt størstedelen af tiden vil være dækket.
Det er en tatovering jeg har ønsket mig i flere år. For mig er den dels et symbol på den TV-serie der kom til at betyde alverden for mig, og som jeg er kæmpe fan af, men i dag er den serie også et personligt symbol for mig, der minder mig om at jeg kan gøre nøjagtig hvad jeg vil her i livet, og at jeg er i stand til meget mere end jeg selv har troet.

Burned

phoenix_tattoo Den anden tatoverings historie går længere tilbage, og er en Fønix i en simpel tegnet udgave ala den der er vist her, og placeret på anklen. Jeg ville dog gerne have den i en blanding af sort og orange/røde farver, så den får en mere brændende effekt over sig.
Inspirationen til dyret kommer fra Harry Potter som er den første bog jeg for alvor blev fan af, og som endte med at sætte dybe spor op gennem min teenagetid. Samtidig er fuglen også et symbol på genopstandelse fra den græske mytologi, som jeg i mange år har været ret interesseret i. Den er desuden også et personligt symbol på genopstandelse, ikke fra et tidligere liv, men fra fortiden.

Don’t settle

Den sidste tatovering er den nyeste i min drømmerække. Jeg ville gerne have tatoveret ”Dont settle” i hvid skråskrift på indersiden af højre håndled, og med tre prikker nedenunder. Det er et citat fra Steve Jobs’ tale på Stanford i 2005, og er blevet et personligt mantra for mig, der minder mig om at jeg ikke skal leve mit liv efter alle andres kasser og meninger. Jeg skal leve mit liv efter mine egne drømme.
De tre prikker symboliserer et andet citat fra samme tale, ”You can’t connect the dots looking forward; you can only connect them looking backwards. So you have to trust that the dots will somehow connect in your future. You have to trust in something — your gut, destiny, life, karma, whatever.”.

Har du en tatovering? Og hvilken? :)